Det politiske orkester har for mange dirigenter og spiller skingert
Der var engang et orkester, som skulle spille koncert. Orkestret bestod af forskellige familier. Der var strygerfamilien – vi kan jo kalde den blå blok. Så var der blæserfamilien – vi kan jo kalde den rød blok ...
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
... Slagtøjsfamilien var ikke så stor, men den fyldte hele vejen hen over midten og kunne lave et farligt spektakel.
Mandag morgen mødtes musikerne for at øve til ugens koncert. Ugens program bestod bl.a. af en symfoni, men da musikerne i rød blok så, at blå blok var vældig glade for det, stillede de sig straks på bagbenene og nægtede at spille det pågældende stykke. Straks blev orkesteradministrationen kontaktet. Den bestod af en lille gruppe embedsmænd, hvis opgave var at sørge for den daglige drift. Administrationen indkaldte fluks til et krisemøde, hvor repræsentanter for de to familier skulle udtrykke deres holdninger.
Trods den gode intention førte dette dog til store udfordringer i de respektive familier, for alene i rød blok var der jo både træblæsere og messingblæsere, for slet ikke at nævne de høje blæsere i modsætning til de dybe blæsere, og alle havde de deres egen mening. Det samme gjorde sig gældende i blå blok, hvor violinerne havde et helt andet syn på verden end kontrabasserne. Hvem skulle dog træde i karakter som repræsentanter for de enkelte grupperinger. Imens alle således var i vildrede om den videre strategi, gik slagtøjsfamilien – vi kan jo kalde den de grønne – i gang med at eksperimentere med lydgivning på akustiske instrumenter lavet af organisk materiale. Det var et velment forsøg på at sikre bæredygtighed i den kunstneriske proces, men det gav megen uro, da ingen længere kunne samle sig om sagens egentlige sammenhæng.
Pludselig fik orkesterchefen en idé: Det, der var brug for, var en rokade. Se, det ville styrke kommunikationen udadtil og signalere handlekraft og omstillingsparathed. Først gik han hen til orkestrets elskede og respekterede koncertmester, der var en sand virtuos på sit instrument, violinen, og sagde til ham, at han fremover skulle spille trækbasun. Solobasunisten blev derfor flyttet til klarinet, mens orkestrets harpenist nu skulle spille tuba. At de ikke umiddelbart havde den store faglighed på disse områder, gjorde ikke så meget, for de kendte jo ”spillet” indefra og kunne i øvrigt hurtigt lære af de kompetente kolleger.
Alt imens gik tiden, og torsdagens koncert kom stadig nærmere, uden at der var blevet løsnet et eneste musisk skud. Nu trådte dirigenten så i karakter. Dirigenten var nemlig ikke længere i tvivl om, at der måtte gøres noget drastisk; nogen måtte skære igennem – der var behov for en timeout. I første omgang gjaldt det nu om at finde på noget, der kunne udfylde koncerten på torsdag, så måtte de større beslutninger om samarbejde, selvforståelse, indhold og identitet vente til senere.
Enhver, der har bare det mindste kendskab til den musisk kommunikative proces, det er at forberede en koncert, vil naturligvis hurtigt gennemskue, at det beskrevne scenarie hverken vil føre til spilleglæde eller publikumsekstase.
Mon ikke vi alle sammen snart fortjener, at den nedslidende retorik, der hele tiden italesætter os som ”enten/eller”, ”rød/blå”, ”os/dem”, kunne erstattes af et ønske om at spille den bedst mulige koncert.
Ikke desto mindre synes det at være den foretrukne model, når det gælder det politiske sammenspil her i landet. Her har en abstrakt, akademisk opdeling i farvekombinationer fastlåst billedet i en grad, der betyder, at der stort set aldrig bliver koncert, og når der endelig bliver opført noget, er det ofte dissonerende og atonalt.
Det virker på mange måder, som om der er alt for mange dirigenter med hver sit lille orkester, der hver især spiller et selvvalgt repertoire, skingert og kraftigt. Det er der nu intet nyt i; prøv bare at lytte til Carl Nielsens scenemusik til forestillingen ”Aladdin”. Her beskriver han i en af satserne oplevelsen af at være på et persisk marked, hvor forskellige orkestre kæmper om publikums opmærksomhed med hver sin melodi. Resultatet er bemærkelsesværdigt, men kønt er nok ikke ordet, der står forrest i køen af rammende beskrivelser.
I alle landets symfoniorkestre mødes man hver mandag for at forberede ugens koncert. Vores symfoniorkestre er nogle af landets mest multietniske arbejdspladser, men selv om ikke alle umiddelbart elsker al den musik, der skal spilles, har alle en faglig stolthed både på egne og på orkestrets vegne, der betyder, at alle yder deres bedste i forsøget på at give publikum den bedst mulige oplevelse. Udover at tilfredse kunder medvirker til at sikre fremtiden, giver opnåelsen af (høje) faglige resultater også en akut glæde, der afspejler sig i tilfredshed helt ned på kroppens dopaminniveau, hvilket igen er med til at fremme lysten til fremtidigt samarbejde.
Måske var det en idé også at redefinere spillereglerne i det ”politiske orkester” på Christiansborg. Det er, som om mange her har fået omkvædet om økonomisk sammenhængskraft på hjernen. En sang, hvis ostinat altid synes at være: nedskæring, nedskæring, nedskæring. Hvis det evige mantra om økonomisk sammenhængskraft virkelig skulle tages for pålydende, lukkede vi straks nationen Danmark og gjorde os til en delstat i Tyskland. Se, dét ville give akutte, økonomiske stordriftsfordele. Den eneste grund til, at vi ikke gør det, er naturligvis, at vi har en national kulturel identitet, som vi mener, det er værd at værne om.
Et af vores ultimative adelsmærker, som vi er så kendte for, at det sågar blev en del af den amerikanske præsidentvalgkamp, er vores holdning til næstekærligheden, hvor de brede skuldre bærer den største vægt, og alle tager vare på hinanden. Det gør man også i et orkester, men her er der ikke bare tale om vidtløftige paroler, her bæres dedikationen hele vejen over målstregen i et fælles ønske om at opføre den bedst mulige koncert. Tænk, hvis det samme fokus kunne vinde indpas også i det politiske orkester på Christiansborg, så individuelle idiosynkrasier og kortsigtede ønsker om genvalg ikke konstant kom til at skygge for opnåelsen af konkrete resultater. Tænk blot på vores grundlovs fædre. Da de sad i 1840’erne og lagde en plan for landet, sagde de ikke: »Nej, hvor skal vi være visionære, nu laver vi en 1854-plan.« Nej, de lavede en grundlov, hvis visionære kraft stadig gør sig gældende.
Inden for didaktikken er der en retning, som arbejder med kooperativ læring. Denne retning har f.eks. været instrumental i finnernes succes ved Pisa-undersøgelserne, hvor folkeskoleelevernes færdigheder måles og vejes. Inden for den kooperative læring skelner man nemlig mellem den samarbejdsvillige læringsproces, der er styret af en positiv korrelation mellem mål og midler, og den konkurrencebetonede proces, der er styret af en negativ korrelation mellem disse. For at blive i orkestermetaforen, så handler det om ikke kun at se noderne, men også tænke koncerten aktivt ind i processen. Med en slidt sportsmetafor handler det altså om ikke kun at se bolden, men også at have øje for målet.
Det lyder naivt og enkelt, og det er det også, men der bliver nu altså kun koncert, hvis alle spiller med, og mon ikke vi alle sammen snart fortjener, at den nedslidende retorik, der hele tiden italesætter os som ”enten/eller”, ”rød/blå”, ”os/dem”, kunne erstattes af et ønske om at spille den bedst mulige koncert med det partitur og det orkester, vi nu engang har til rådighed.
Intet kan måle sig med styrken ved den positive målafhængighed, hvor alle deltagere opdager, at glæden ved at samarbejde ikke står alene, men også styrker processen og dermed fremmer sandsynligheden for et givende resultat. Det er i hvert fald forsøget værd, eller som Grundtvig sagde:
Verdensklogskab er mit navn,
derfor stræber jeg at knytte
hele verdens sande gavn
til hver enkelts egennytte.
Glipper det, som let kan ske,
er det dog en stor idé.