Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europa må håbe på et britisk nej

Hvis EU bare lader stå til, vil Europa ende som et frilandsmuseum, hvor kinesere, russere og amerikanere kan beundre fortidens kultur.

Artiklens øverste billede

Hvad sker der, hvis Storbritannien forlader den Europæiske Union? Ifølge avisoverskrifterne vil det ramme hele verden med enorm kraft, fra det største: ”Brexit bliver et jordskælv, og erhvervseliten frygter tsunamien”, til det mindste: ”Brexit kan have enorme konsekvenser for britisk fodbold”. Men måske er der tale om en ensidig overdrivelse? Min tanke er, at brexit vil styrke det EU, der bliver tilbage, efter Storbritannien og evt. andre tøvende stater har forladt unionen.

Ser vi først på de økonomiske følger. Den britiske finansminister, George Osborne, der er tilhænger at EU-medlemskabet, forudser en markant nedgang i Storbritanniens økonomi, hvis de træder ud, og han har nævnt et gennemsnitligt tab på 4.300 pund eller ca. 40.000 kr. pr. husholdning i Storbritannien om året, et tal andre også er nået frem til. Et af elementerne, der skaber usikkerhed, er spørgsmålet, om hvilken aftale Storbritannien så får med EU, og hvordan selve ”løsgørelsesprocessen” kommer til at foregå.

Det er vigtigt at huske på, at Storbritannien vil få status som tredjeland, dvs. et land, der ikke er medlem af klubben, og hvor EU i forhandlingerne kun ser på, hvad de gavner EU, og ikke hvad der gavner Storbritannien. I dag er forholdet mellem EU og Storbritannien præget af en grad af solidaritet, i hvert fald fra EU’s side. Et realistisk bud på et fremtidigt forhold vil være, at Storbritannien får en aftale, der minder om dem Island, Norge og Schweiz har med EU, altså de stater, der sammen med EU udgør Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det betyder at Storbritannien vil søge at få adgang til det indre marked, hvor der er fri bevægelighed over medlemsstaternes grænser for arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital, men allerede arbejdskraftens fri bevægelighed kan give anledning til lange og seje forhandlinger. Det er arbejdskraft bl.a. fra Østeuropa, der har sikret den britiske økonomi sit opsving, men samtidigt er det dén, Ukip og Nigel Farage går til angreb imod.

Det er usikkerheden om de fremtidige aftaler kombineret med usikkerhed om, hvordan Storbritanniens økonomi kan klare den nye situation og usikkerheden mht. længden af adskillelsesprocessen, der allerede nu får investorer til at holde igen med investeringer i Storbritannien og dermed også er med til at bære ved til bålet i forhold til en begyndende stigende arbejdsløshed. Det realistiske bud er derfor, at den britiske økonomi på kort sigt vil komme til at bløde som følge af en udtræden; hvor længe og hvor meget er usikkert.

Hvis man kaster et blik på brexit fra EU’s side, er det første punkt, at Storbritannien allerede står uden for ØMU og har forhandlet sig til et lavere medlemsbidrag, end det retligt burde betale. ØMU’en vil ikke blive direkte påvirket, men da Storbritannien er den næststørste økonomi i EU, efter Tyskland, vil den forventede afmatning også kunne mærkes i EU, og i Danmark, hvis økonomi er svag og stadigt mangler at få foretaget de strukturelle tilpasninger, der er behov for. Derfor vil selv et mindre økonomisk skvulp kunne mærkes i Danmark og måske være det, der gør, at vi går fra en prognosticeret vækst på 1 pct. til en negativ vækst i 2016 (standardlærebøgerne siger, at en sund økonomi skal vokse med 2 pct. om året).

Hvis EU bare lader stå til, vil Europa ende som et frilandsmuseum, hvor kinesere, russere og amerikanere kan beundre fortidens kultur.

Lad os se på de udenrigspolitiske følger af brexit. Dean Acheson, USA’s tidligere udenrigsminister, udtrykte i 1962 Storbritanniens udenrigspolitiske problem på denne måde: »Storbritannien har tabt et imperium og har endnu ikke fundet en international rolle«. Det er stadigt tilfældet. De andre store europæiske stater tabte Anden Verdenskrig tydeligt og blev besat; det gjorde Storbritannien ikke, men kun på grund af hjælpen fra USA. Storbritannien lever i en illusion, hvor landet taler om Commonwealth og en special relation til USA. Commonwealth er som bekendt udhulet – Australien er f.eks. på vej til at blive republik – og Obama er ikke den første amerikanske præsident, der erindrer Storbritannien om, at briterne kun er interessante for USA som medlemmer af EU. For Storbritannien er et medlemskab af EU en måde at sikre sig international indflydelse på. Men der er også en anden synsvinkel: Hvordan er den europæiske vinkel? EU er grundlæggende stadigt en civil eller økonomisk supermagt, ikke en militærpolitisk. Europæiske stater klare den hårde del af deres sikkerhedspolitik i Nato. Det gør Unionen, fordi blandt andre Storbritannien konsekvent har modarbejdet, at EU får ”tænder” og dermed også forbliver svagt. Set på den baggrund vil brexit betyde en reduktion i økonomiske muskler og ikke mere ende det.

Den største skade er det prestigetab, som Storbritanniens fravalg vil føre til, og det er overskueligt. EU’s aktive arbejde med at fremme demokrati og menneskerettigheder vil fortsætte og ligeledes dets ulandsbistand og arbejdet for frihandel.

De største konsekvenser af brexit er i første omgang indenrigspolitiske dvs. inden for EU. EU blev grundlagt som et føderalt projekt, og har udviklet sig i den retning, men med mange og stærke mellemstatslige elementer. Det er blandt andet på grund af Storbritannien, at EU i dag ser ud, som det gør. Med brexit vil den mellemstatslige modvægt til Berlin-Paris-aksen mangle, og centreret om ØMU-landene kan man forudse, at EU vil udvikle sig yderligere i føderal retning. Derudover vil den nordeuropæiske dimension i EU blive svækket. For de integrationsuvillige stater som f.eks. Danmark vil det være et problem, men for Europa samlet set en stor fordel.

Aristide Briand (fransk stats- og udenrigsminister) skrev allerede i 1921, at Europa i fremtiden ville finde sig selv mellem en hammer og en ambolt, mellem USA og Sovjetunionen.

Det skrev han, mens Sovjetunionen stadigt lå underdrejet i en borgerkrig, og USA havde trukket sig tilbage i isolationismen. Han havde lige efter Første Verdenskrigs afslutning indset, at de europæiske stater ikke kunne klare sig, hvis de gik enegang. Kun hvis de samarbejdede intensivt, ville de kunne være med til at bestemme verdens gang.

Hans snart 100 år gamle analyse, at Europa bliver nødt til at samarbejde seriøst, hvis det skal bevare en rolle globalt, er mere aktuel end nogensinde. Professor Andrew Moravcsik har overbevisende argumenteret for, at EU har potentialet til at blive den anden supermagt ved siden af USA – altså to stærke, demokratiske magter, der bygger på de samme værdier.

Hvis EU bare lader stå til, vil Europa ende som et frilandsmuseum, hvor kinesere, russere og amerikanere kan beundre fortidens kultur, mens Europas skæbne afgøres af et demokrati (USA), et totalitært regime (Rusland) og et diktatur (Kina).

EU’s akilleshæl er, at hvis en eller to stater føler, at de kan lade de andre stater yde og selv kun nyde, får de andre stater samme idé, og EU falder sammen. Det er nøjagtigt det, vi ser i øjeblikket med flygtningene – alle ved, at opgaven kun kan løses europæisk, men hvis man nu kunne sende aben videre til et naboland – altså Danmarks, Polens og Ungarns tankegang.

Den nationalegoistiske tilgang virker ikke, når man er et lille land, og globalt set er alle EU-stater små lande.

For EU er den største fare ved den britiske afstemning, at Storbritannien bliver.

De økonomiske konsekvenser, både af en udtræden og en forbliven er efter alt at dømme til at overskue. Men at beholde et medlem, der er betydningsfuldt, men som hele tiden distancerer sig, finder på særønsker og ditto ordninger, og som generelt helst ikke vil være med, er ødelæggende.

Småstater som Danmark og Ungarn kan man leve med, men Storbritannien er en klods om benet, hvis fortsatte medlemskab er destruktivt. Så Europa må håbe på et nej; de Gaulle havde ret – Storbritannien passer ikke til Europa.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.