Terror og teokrati

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er terrortider. Tilfældige mennesker massakreres i Paris, og sidst flød blodet på et hotel i Bamako, hovedstaden i Mali. Dagligt hører vi om øget sikkerhedsberedskab, jagten på terroristerne og konfrontationerne med dem. Imens lever de fleste af os, som vi plejer, og dagliglivet går sin sædvanlige gang.

Det er også et bestandigt refræn hos politikere og myndighedspersoner, at vi ikke skal ændre noget og ikke lade terrortruslen bestemme vores vaner og valg. Der er større chance for at blive offer for et trafikuheld end at blive offer for terror. På den anden side er selv det mest tragiske trafikuheld ikke et angreb på vores samfund. Der er godt nok forskel på dårlige bilister og stålsatte terrorister.

Det betyder ikke, at vi skal leve i frygt. Frygtsomhed fører sjældent noget godt med sig, og vi skal ikke unde terroristerne den glæde at lade dem husere i hjerter og sind. Men selv om vi ikke vil leve i frygt, er det farligt at gå i blinde. Vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, også når den viser sig mest problematisk og kompleks. Lad falde, hvad ikke kan stå for realiteterne. Tiden kalder mildest talt ikke på drømmerier og skåltaler, men på jordbunden nøgternhed og erfaringsnær tale.

Det gælder ikke mindst i forhold til terrorens rødder. Man kan blive så træt af at høre de samme forklaringer igen og igen. Gerningsmændene er utilpassede unge, de er blevet radikaliseret i kraft af dårlige sociale og økonomiske forhold. De er produkter af fejlslagen opdragelse og et diskriminerende samfund, og var de ikke blevet terrorister, var de nok blevet hooligans eller rockere.

Nu skulle man være døv og blind, hvis man slet ikke mente, at de nævnte forklaringer havde noget for sig.

Man kan imidlertid også være døv og blind for religionens betydning. Det er en forslidt marxistisk tese, at religion kun er en overbygning på den sociale og økonomiske basis.

Med det grundsyn ligger det ganske simpelt udenfor horisonten, at et menneskes dybeste bevæggrund kan være religiøs, at et menneske også er ånd og kan fyldes af onde ånder. Ingen er forpligtet over evne, men uagtet man selv måtte nære et køligt forhold til traditionel religion, må man forholde sig til den kendsgerning, at andre mennesker, og ikke så få, kan være lidenskabelige, ja, fanatiske i deres omgang med religion.

Vi skal ikke overtage terroristernes selvforståelse, men vi må tage den til efterretning. Det er gerningsmændene, som definerer deres motiv, og det var ikke til at tage fejl af. De råbte: »Gud er stor!« (Allahu akbar) under nedslagtningen på de parisiske cafeer og spillestedet Bataclan. For dem var der tale om en religiøs handling, en pervers gudstjeneste, om man vil. Kriminelle er så mange slags. Det er dog en helt særlig slags kriminelle, som ikke dræber for penge og sex, men for Gud og gerne lader eget liv for at tage så mange liv, som de kan overkomme.

De var heller ikke undsluppet fra en galeanstalt og forbundet med en velorganiseret, velartikuleret, velhavende organisation i form af Islamisk Stat, som kontrollerer et område på størrelse med Storbritannien i Irak og Syrien.

Der kan være mange grunde, også sociale, til at de lod sig rekruttere, men uden den militante islamisme havde de næppe endt deres unge liv som skånselsløse massemordere. Det siges, at terror har ingen religion, men det er åbenlyst ikke sandt. Sandt er det, at ingen religion er fri for terrorister. Hvis man vil vade gennem andres blod for at sikre sig billet til Paradis, er det sandt for dyden en religiøs overbevisning, som gør sig gældende.

Man kan betragte religion som opium for folket, men det ændrer ikke ved, at den åndelige opium sommetider er særdeles stærk tobak og fremkalder gruopvækkende handlinger.

Samtidig gælder det, at religioner kan udnyttes og fordrejes, så de bruges mod deres hjerte og klare ord. Vil man f.eks. hævde kristendommen med magt, er det et belastende forhold, at Jesus Kristus døde på et kors uden at sætte sig imod sine fjender, men tværtimod bad for deres tilgivelse.

Nu råber de akutelle terrorister heller ikke: »Jesus er Herre«. De udråber Allahs storhed, som hævdes ved at straffe de mennesker og lande, der har antastet hans majestæt. Det har udløst stærke undsigelser fra mange muslimske kredse og samfund. Terroristernes påberåbelse af islam er en skændsel, som intet har at gøre med religion. Ligesom et fly kan kapres og bringes ud af kurs, således kaprer Islamisk Stat den islamiske religion og misbruger den på det groveste.

Som en ung dansk muslim for nyligt udtrykte det, så læser islamisterne/salafisterne Koranen, som Fanden læser Bibelen.

Det er vigtigt at notere sig, men er det slet ikke i pagt med Islam at fordre underkastelse, ikke bare af den troende, men også af samfund?

Jeg talte engang med en i øvrigt veludannet og venlig muslim som jeg ingenlunde mistænker for terroristiske tilbøjeligheder eller sympatier, som fortalte, at Muhammed var en større profet end Jesus. Muhammed medtog nemlig også livets sociale og politiske dimensioner i ord og gerning. Muhammed havde etableret et teokrati, et samfund styret af islam, hvilket Jesus, med al respekt, ikke havde formået.

Er det en kapring af islam at ønske sig et teokrati, eller er det islamisk hjerteblod? De fleste muslimer tager, heldigvis, kraftig afstand fra Islamisk Stat, men tager de også afstand fra en islamisk stat?

Jeg siger ikke, at alle teokrater går rundt med en terrorist i maven, jeg siger derimod, at et teokrati indebærer religiøs vold. Bliver religionen samfundslov, er det klart, det koster at forbryde sig mod den, ligeså vel som det koster at forbryde sig mod den danske straffelov.

Islamisk Stat er en ekstrem variant af den teokratiske tankegang, men princippet hævdes ligefuldt i Iran og Saudi-Arabien, selv om begge lande er modstandere af Islamisk Stat. Ofte siges det, at islam er fredens religion, og det skal nok passe, men hvad betyder fred i den sammenhæng? Er det den fred, som kommer af, at alle underkaster sig og retter ind?

Ifølge en meningsmåling fra efteråret mener 77,2 pct. af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Hvad mon de tænker, når Koranen kalder til at bekæmpe dem »der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat« (Sura 9:29)? Er det en forældet anvisning eller er det teokratiets konsekvens?

Der er selvfølgelig stor forskel på teokraternes metoder. Nogle griber aldrig til vold, men forlader sig på befolkningsudviklingen. Bliver der tilstrækkelig mange muslimer i Danmark og resten af Europa, er det kun følgerigtigt, at lovgivningen bliver mere islamisk. Demokrati er også et spørgsmål om demografi, og hvis et folk, eller betragtelige dele af det, ønsker islam til magten, bliver det sådan.

Det kan med rette anføres, at der er stor forskel i strenghedsgraderne blandt de muslimske lande. Også her er der strammere og slappere.

Der er sandelig forskel på frihed og pluralisme i Tyrkiet og Saudi-Arabien, men i hvor mange muslimske lande hersker der sand religions- og ytringsfrihed, som naturligvis omfatter retten til at kritisere islam, til at forlade islam og til offentlig forkyndelse af alt fra kristendom til skrydende ateisme uden at risikere straf eller voldelige repressalier?

Man må konstatere, at hele 57 muslimske lande organiserer sig på baggrund af islam i den muslimske verdensorganisation (OIC), som har ivret for at få FN til at forbyde religionskritik. Til gengæld har organisationen så vidt vides ikke fundet anledning til at kritisere Saudi-Arabien for at dræbe folk, der ikke længere vil være muslimer.

Det er terrortider, og alle teokrater er ikke terrorister, men terroren har teokratiske rødder. Mon ikke det var tid at skære dem over?