Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Bekæmp terroristernes markedsføring

Terroristernes mål er vort sammenhold. Vort våben er vores sammenhængskraft. Helt afgørende bliver det derfor at fremme forståelsen for det politiskes betydning.

Artiklens øverste billede

Hændelserne i Frankrig er afskyelige og alarmerende: Det er vores hverdag og vores fremtid, som er truet. Vi var ellers så stolte af at have opbygget et samfund, hvor de mange forskellige opfattelser og livsmåder forenes til fordel for alle. Det var ikke helt lykkedes, men intentionerne og visionerne var klare. Nu er alt grumset. Man mister fokus og fristes til at opgive såvel vores grundlag som vores mål og i stedet forskanse sig bag fysiske og åndelige spærringer.

For at undgå at det, vi frygter mest, kommer til at ske, bør vi desuagtet støtte os til og fremme vores grundlæggende principper og fastholde kursen. I vort samfund er tillid og samhørighed ikke blot et mål, men også en løsning. Et sådant samfund ernærer sig af netop mangfoldighed og udfordringer. Det gør alt i naturen i øvrigt, men hos os moderne mennesker er den kritiske forholden sig til alt, inklusiv til egen tænke- og væremåde, blevet helt afgørende.

Det, som binder os sammen, er, at vi ikke vil følge med strømmen, vi vil bestemme retningen. Vi vil ikke blot være sammen, men sammen på en respektfuld og engageret måde. Vi kæmper for tillid til – og respekt for – alle. Og det er i den kamp, at vi henter vores styrke. Men vi er også stolte over, at vi har lært at udnytte mangfoldigheden af synspunkter og viden til at kæmpe på en rationel og kreativ måde.

Vi bør forstå strategien for disse sværmeriske tyraner, som benytter sig af enkelte desorienterede unges blinde og naive frivillige underkastelse. Denne strategi består netop i at forsøge at fremkalde splid, had, kaos og desorientering i vort samfund. Det skal ske ved, at vi mister selve tilliden til, at et samfund som vores kan fungere. De mener selv, at et samfund, som tillader alle religioner, ikke bør eksistere.

Strategien består netop i at forsøge at fremkalde splid, had, kaos og desorientering i vort samfund.

Imidlertid handler deres motiv ikke så meget om omvendelse eller ydmygelse, men om at fremprovokere retsstatens forfald og stigmatisering af alle muslimer som syndebukke. På denne måde håber de at kunne tiltrække endnu flere i deres stald, som vil kunne hjælpe til at kue eller udrydde alle dem, som de selv vil stemple som vantro eller apostater. Men de satser mest på en selvdestruktion af vort samfund.

Disse gudstyraner og deres gudskrigere har meget til fælles med nazister og stalinister. Begivenhederne i Paris minder om Rigsdagsbranden i Tyskland i 1933 og Moskva-processerne i 1936-1938. Det handler om at udbrede terror, had og splid samt at nedbringe den respektfulde venskabelige forståelse.

I vort samfund er tillid og samhørighed ikke blot et mål, men også en løsning.

Henvisningen til en profet og til en religion bør ikke narre os. Det er ikke overbevisningen, vi bør bekymres over, men intolerancen. Det ikke mindst fordi intolerancen har det nemmere ved at vokse end forståelsen. Vi kan heller ikke nøjes med at henvise til grundlæggende værdier, som er taget ud af deres kontekst. Således kan respekt, tillid, mod og klogskab lige såvel tjene fantasternes sag som demokratiet. Det samme gør sig gældende for hengivenhed og dyrkelsen af den personlige interesse.

Det er således ikke selve de menneskelige egenskaber og overbevisninger, man bør hæfte sig ved. Det er snarere måden hvorpå de i bestemte sammenhænge tjener menneskeheden. Og dette i lyset af vores historiske og sociologiske erfaringer.

Fra 1525 til 1610 har religionskrigene hærget i Frankrig og England. Man kan sige, at disse lande blev beriget med denne grusomme erfaring. Man indså, at hvis man fortsatte ved at bekrige hinanden i Guds navn, ville man ende med at tilintetgøre selve menneskeligheden. Derfor endte man med at skabe et samfund, hvor enhver har pligt til at respektere alle og krav på selv at blive respekteret. Volden skulle tæmmes af tolerancen og sikres af retsstaten.

Selvfølgelig kan man pege på en lighed mellem disse terrorhandlinger og tidligere ugerninger. Ikke desto mindre befinder vi os ikke længere i det 16. århundrede. En ny type samfund er blevet til. I det samfund etableres og hviler den politiske magt netop på uenigheden og mangfoldigheden. Det handler således ikke om en religionskrig, men om en krig mellem en gruppe, som ikke kan tåle tolerancen og hele menneskeligheden.

Terroristerne i Paris repræsenterede ikke profeten Muhammed eller islam mere end nazisterne og stalinisterne repræsenterede arbejderklassen, folket eller historien. De har mere til fælles med et skrupelløst marketingteam, som forsøger at skabe negativ national oprindelsesbenævnelse for at støtte salget af danske produkter.

Vi bør forstå, at vi befinder os i en situation meget anderledes, end den vi befandt os i i 1500-tallet, mellem 1930 og 1945 og i den tid, hvor Rote Armee Fraktion udøvede terror efter 1968.

Vi bør huske, at netop vort samfund har forstået, at man ikke kan nøjes med tidligere erfaringer. Ligesom hver gang tidligere skal vi hente styrke i de demokratiske værdier.

Vi skal huske, at vi netop er gode til at gøre brug af alle former for klogskab. Vi skal fastholde, at alle skal sikres respekt og medborgerskab, og at dette indebærer, at hvert samfundsmedlem er medansvarlig, og at alle samfundsinstitutioner skal tage deres rolle alvorligt. Journalisterne for eksempel. De bør ikke fokusere så meget på det sensationelle. Mens jeg skrev denne kronik foran en fjernsynsskærm, kontaktede danske journalister mig i håb om, at jeg kunne hjælpe dem med at interviewe nogen, som kunne berette, hvor grusomt det havde været i Paris. Og på de franske fjernsynskanaler bragte de også utallige hjerteskærende vidneudsagn, som om mediernes væsentligste opgave var at fungere som privat psykolog for alle.

Vi har ikke kun brug for at fordøje, vi har også brug for at tage os sammen. Så mange gentagelser og så mange detaljer, som har mere til fælles med paparazziernes billeder af kendte folks privatliv end med ordenlig journalistik. Man har også tit valgt straks at kommunikere kendte personers tweets videre fremfor at fremme seriøse analyser. Og så har vi politikerne, som også ser ud til at opføre sig mere og mere, som var de hovedsageligt styret af marketingstankegangen.

Klart nok var alle ligesom jeg tydeligt berørt af den forfærdelige tragedie. Iscenesættelsen og italesættelsen af det emotionelle hjælper os alle med at bearbejde denne traumatiserende oplevelse. Det fremkalder også smukke solidaritetshandlinger: Således strømmede folk til blodbankerne og åbnede deres lejligheder allerede samme nat.

At vise solidaritet er afgørende vigtigt. Imidlertid bør man også benytte tiden til at understrege betydningen af såvel opdragelse, dannelse, information og fordybelse. Det er integration, medborgerskab og den politiske dannelse, vi bør ”markedsføre” ved sådanne lejligheder. Det er der, skoen trykker. I religionskrigenes tid var den obligatoriske reference de hellige skrifter. Alle institutioner skulle henvise til disse: kirken, kongen, hæren, universitetet. De politiske institutioner, medierne, skolerne og universiteterne lader sig påvirke så meget af denne nye ”religion”, at de ender med at glemme deres politiske rolle og ændre deres funktion. Borgerne lærer ikke længere at tage ikke blot de politiske institutioner alvorligt, men også deres egen rolle som borger alvorligt. Og dette i en tid, da det netop bliver mere og mere afgørende at interessere sig for det politiske, at sørge for at rette op på det, som har fremkaldt splid og mistro i vort samfund, og bekæmpe det, som nu risikerer at opløse vort samfund.

Vi må ikke glemme, hvor vital mangfoldigheden er. Alle skal vide, at tvivl gavner os mere end forvisning, og dialog mere end isolation. I skolerne skal børnene lære, at det er ved at holde liv i spørgsmålene, at man sikrer sig bedre svar og dermed bedre kan pleje såvel den individuelle som den fælles tilpasningsevne. Alle bør til enhver tid kunne huske, at vort samfund kræver alles engagement som borgere og ikke blot som forbrugere. Interessen for de fælles anliggender skal fremmes og sammenholdet skal plejes.

For at kunne gøre det skal man også fremme en viden om og en forståelse for, hvorfor man skal – og hvordan man kan – gøre det.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.