Fri os for Scavenius-myterne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det tidligere radikale medlem af Folketinget departementschef K.H. Kofoed, der var finansminister under besættelsen, skriver med slet skjult harme i sine erindringer, at stats- og udenrigsminister Erik Scavenius under Besættelsen optrådte på en måde, der »nærmest må betegnes som næsegrus« over for den nazistiske besættelsesmagt.

Talrige er de andre vidnesbyrd fra samtidige, der fortæller det samme. At han var tyskvenlig lader sig ikke bestride, og at han var ”neutral” under Anden Verdenskrig er en af de mange myter, der blev sat i omløb for en 15 år siden, og som der nu 70 år efter Befrielsen er god grund til at gøre op med.

At fremstille eftertidens forskellige opfattelser på, hvordan man skulle reagere den 9. april, som om de går på, hvorvidt Danmark skulle gøre militær modstand eller indgå i forhandlinger med besættelsesmagten, er en anden myte. Kun relativt få mente at man skulle tage kampen op, som Danmarks forsvarsmæssige position var i 1940. Klokken fem om morgenen den 9. april 1940 mødtes Christian X og kronprinsen med statsminister Stauning, udenrigs- og forsvarsministrene og værnscheferne (det var før Scavenius ministertid). De blev efter kort rådslagning enige om, at kampene mod de tyske tropper skulle indstilles – kun hærchefen forsøgte at sætte sig imod. Og indtil 28. august 1943 var den tvungne forhandlingspolitik med besættelsesmagten temmelig uomstridt i Danmark.

Hvad der imidlertid var et særpræg for Scavenius, var den aktive indrømmelsespolitik over for den nazistiske besættelsesmagt, han stod for. Christian X spurgte ham: »Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne?« Gang på gang tilbød han endda nazisterne mere, end de havde bedt om, og var han ikke aktivt blevet forhindret af de andre regeringsmedlemmer, var Danmark kommet rigtig galt afsted i eftertiden.

Det er klart, at der fra Scavenius’ side forelå en analyse gående ud på, at den nazistiske besættelsesmagt kunne gøre, hvad den ville, og at man derfor lige så godt kunne give den, hvad den forlangte forud. Men netop de øvrige politikeres succesfulde indsigelser viser jo, at den analyse var forkert.

Det er blevet sagt, at de øvrige politikere rettede ind, hver gang han satte dem pistolen for brystet, og at han skulle have haft »bred politisk opbakning bag det, han gjorde«. Det er en tredje myte. Læs, hvad der eksempelvis ville være sket, hvis ikke de øvrige politikere direkte havde nægtet at bakke ham op:

Danmark havde etableret et fælles dansk-tysk toldområde.

Danmark havde givet tjenstlige lettelser for danske officerer, der gik i tysk tjeneste, og til at deltage i den tyske hærs officerskurser.

Danmark havde udleveret al hærens materiel og ammunition til den tyske hær.

Danmark havde udleveret alle danske torpedobåde til den tyske marine.

Danmark havde udlagt falske bøjer ved Esbjerg Havn for at mislede engelske skibe.

Danmark havde haft danske skytter med danske kanoner på Storebæltsfærgerne for at nedskyde allierede jagere.

Danmark havde på samme måde haft dansk bevæbning på danske handelsskibe for at nedskyde allierede fly.

Sådan så det ud, hvis Scavenius havde haft magt, som han havde agt: I alle disse tilfælde sagde han ja til nazisternes ønsker. Andre danske politikere hindrede under Besættelsen gudskelov dette.

For at fuldende billedet skal et nævnes, at han gav udtryk for, at en dansk tilslutning til Tremagtspagten mellem Tyskland, Italien og Japan kunne blive nødvendig, og at Danmark således skulle have været fjerde hjul i krigen mod Sovjet.

Der skal jo ikke megen fantasi til for at forstå, at hvis Scavenius var kommet afsted med disse og andre tilsvarende handlinger, havde det skadet danskernes og Danmarks interesser. Ville vi ikke i internationalt omdømme være blevet opfattet som tyskallierede under krigen? Jo naturligvis, og det er næppe en diskussion værd.

I modsætning til hans positivitet over for Frikorps Danmark (»Man må ønske, at alle gode folk melder sig til Frikorpset«) tordnede han mod modstandskampen, der ville »indføre norske tilstande i Danmark«.

Men vi fik noget i retning af norske tilstande, da strejkerne i august 1943 tvang Scavenius-regeringen til at gå af. Men det dybt ironiske er, at Scavenius var den af samtlige danske politikere, der havde mest ansvar herfor. Uroen kom først og fremmest af folkelig protest mod den eftergivenhedspolitik og ydmygelse, Scavenius stod for.

Den senere statsminister Knud Kristensen havde i øvrigt et lille årstid forinden i Nimandsudvalget advarende sagt til Scavenius: »Havde Udenrigsministeren været det danske Folks eneste Repræsentation, havde det ikke holdt sig i Ro«. Forudseende, men resultatløst.

Ikke blot Knud Kristensen, men så godt som alle danske politikere var blevet så trætte af, at Scavenius bag deres ryg indgik hele eller halve aftaler med den nazistiske besættelsesmagt, at de indledte et – blandt flere – forsøg på at få ham væk, den såkaldte ”skjulte ministerkrise”, juli 1941. Men Scavenius fortsatte. Ikke fordi politikerne ønskede det, tværtimod, men fordi tyskerne, når det kom til realiteterne, bestemte, hvem stats- og udenrigsministeren skulle være. Han levede, som det blev sagt, på besættelsesmagtens bajonetter. Stauning udtalte: »Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham (ind i regeringen)«, og Knud Kristensen forlod regeringen i protest mod hans fiflerier.

Forholdet til andre danske politikere blev i virkeligheden anspændt fra dag ét i regeringen, hvor Scavenius over for den øvrige regering (undtagen Stauning) til det sidste skjulte sin berygtede tiltrædelseserklæring 8. juli om »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring«. Forud for denne erklæring havde tyskerne terrorbombet Rotterdam med ca. 1.000 dræbte civile som følge. Det var næppe noget, som den danske befolkning forstod ved »de store tyske sejre«.

Men bekendtgørelsen blev trukket ned over de andre ministre, for hvem ville tre måneder efter Besættelsen kaste Danmark ud i en regeringskrise? Men de andre regeringsmedlemmer, ikke mindst John Christmas Møller, var rasende.

At Scavenius var tyskvenlig, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Tre uger efter den 9. april 1940 stod han bag en leder i Politiken (hvis bestyrelsesformand han var), der tillagde vestmagterne ansvaret for den tyske besættelse af Danmark og Norge – en leder, der medførte den største læserprotest i Politikens historie med en nedgang på ca. 49.000 eksemplarer eller 31 pct. af oplaget til følge.

Efter Befrielsen fortsatte han til sin død med sin flirten med personer fra den nazistiske besættelsesmagt, og fortalte dem, at »Tyskland havde i felttoget mod Polen ikke gjort andet, end hvad der var nødvendigt«, altså bl.a. jødeudryddelsen, og at »Churchill var en uforstandig, skadelig person« (Niels Barfoed: ”Erik Scavenius’ blinde plet”, Politiken 27/1 2013).

Denne artikel er ikke et forsøg på at hvidvaske de øvrige danske politikere, bestemt ikke. Vilh. Buhls radiotale om at angive danske sabotører til politiet var en skamplet, lige som så meget andet. Men den afgørende afstand mellem politikernes tvungne forhandlingspolitik, hvor uskøn den end var, og så Scavenius aktive indrømmelsespolitik, var for alle i samtiden en elementær væsensforskel. Han var af befolkningen forhadt som ingen anden under og efter Besættelsen.

Der er – her – ikke tale om nogen moralsk stillingtagen, men alene om at Scavenius med sine fordomsfulde meninger og pompøse selvovervurdering kom til at handle mod Danmarks interesser. Andre politikere hindrede heldigvis hans værste excesser. At han ikke blev sat fra bestillingen før august 1943 skyldtes primært, at det politiske liv herhjemme ikke på det plan havde magt til at sætte sig op mod den tyske besættelse.

Okkupationen havde et uskønt forløb. Men med en tilføjelse der ikke er uvæsentlig: Den danske befolkning var den der, ifølge yngre historikere herhjemme, var den mest fascisme- og nazismeresistente blandt de besatte folkeslag i Europa.

Men fri os for flere Scavenius-myter.