Den 9. april – og virkningshistorien

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Jeg vågnede i morges, og Danmark var erobret. Det var sket i en håndevending. En tragi-komisk historie... Tyskerne var kommen sejlende i en almindelig troppetransportbåd og havde lagt til ved Frihavnsmolen, som om det var en almindelig turistdamper, og så var de spadseret i land. Det var så storartet og enkelt …Oppe på bladet var der opløb om fjernskriveren … Folketingsmand Valdemar Sørensen (fra Det Radikale Venstre) var mellem de tilstedeværende, han så fuldkommen nedbrudt ud. Den radikale politik var brudt sammen …«

Uddragene er fra redaktør Vilhelm Bergstrøms indførsel i sin dagbog den 9. april 1940. Skønt ansat ved dagbladet Politiken var Bergstrøm uafhængig konservativ – og stærkt kritisk over for den siddende socialdemokratiske-radikale regering med statsminister Stauning og udenrigsminister Munch i spidsen.

Men hvad ved vi i køligt tilbageblik om begivenhederne på denne skelsættende dato?

Kl. 04.15 om morgenen den 9. april 1940 strømmede 30.000 tyske soldater over den dansk-tyske grænse, og samtidig landsattes tyske tropper rundt om på strategisk vigtige steder i Danmark.

I en større militærstrategisk sammenhæng var Danmark ikke interessant for tyskerne. Det egentlige mål for Operation Weserübung, som tyskerne kaldte angrebet mod Danmark og Norge, var det strategisk vigtige Norge. Imidlertid var primært de to flyvepladser ved Aalborg og sekundært de nordjyske havne nødvendige trædesten i det tyske felttog mod Norge, som efter alle militære begreber var dristigt grænsende til det dumdristige.

Da meldingen om den tyske grænseoverskridelse kom, søgte de danske styrker på de sønderjyske garnisoner til de stillinger, som i forvejen var udpeget, men efter regeringsordre ikke forberedt. Den danske regering frygtede ganske enkelt, at tyskerne skulle udlægge en forberedelse som en uvenlig handling, der således kunne anvendes som påskud for at angribe Danmark.

De danske styrker blev involveret i træfninger mellem kl. 4.15 og 8.00, men var håbløst underlegne over for de tyske styrker.

Faktisk havde den danske regering og konge allerede kl. 6 bøjet sig for de tyske krav, men når kampene i Sønderjylland, som kostede 13 danske soldater livet, fortsatte helt til kl. 8.00, skyldtes det, at man ikke kunne kommunikere beslutningen videre til Jylland. Tyskerne havde nemlig kappet telefon- og telegrafledninger ved Lillebæltsbroen.

Meget er blevet skrevet og sagt om den danske regerings håndtering af situationen den 9. april og dagene forud. Der har været beskyldninger om forræderi, dårskab, defaitisme og efterladenhed. Ja, det har endog været hævdet, at den tyske besættelse skete efter en hemmelig overenskomst mellem udenrigsminister Munch og tyskerne.

Sandheden er nok, at det tyske angreb og måske især den måde, det formede sig på, kom som en overraskelse for den danske regering – selv om man i dagene forud havde fået underretninger fra kilder i Berlin om et forestående tysk fremstød mod nord.

Også for omverdenen kom det tyske angreb overraskende. Havde briterne tydet de tyske hensigter korrekt, ville man have kunnet stikke en alvorlig kæp i hjulet på Operation Weserübung, ganske enkelt fordi briterne var tyskerne overlegne til søs.

At Danmark (i øvrigt ligesom Norge) var dårligt forberedt på at forsvare sig mod det tyske angreb, skyldtes grundlæggende Stauning-Munch-regeringens forsvars- og sikkerhedspolitik op gennem 1930’erne, som var pacifistisk neutralitetssøgende og stærkt præget af frygten for at udfordre Tyskland.

Statsminister Stauning havde i 1938 været i London for at sondere, hvorvidt briterne ville garantere Danmarks sikkerhed. Han vendte hjem med det klare indtryk, at briterne hverken ville eller kunne.

De betragtede Danmark som værende under tysk interessesfære. Også sonderinger vedrørende en garanti fra de øvrige nordiske lande forblev resultatløse. I stedet måtte Danmark forlade sig på en ikkeangrebspagt med Hitler i maj 1939. I det memorandum, eller ultimatum, som Tyskland stillede den danske regering den 9. april om morgenen, var hovedkravet, at Danmark omgående indstillede enhver modstand mod den tyske besættelse, der blev fremstillet som en ”beskyttelse”. I memorandummet hed det:

»...Rigsregeringen har derfor fra og med i dag indledet visse militære operationer, der vil føre til besættelse af strategiske punkter på dansk statsområde. Rigsregeringen overtager dermed, så længe denne krig varer, beskyttelsen af kongeriget Danmark… De tyske tropper betræder derfor ikke dansk jord i fjendtligt øjemed …de tyske militære operationer har … udelukkende det formål at sikre Norden mod engelsk-franske styrkers planlagte besættelse af norske støttepunkter.

Og videre hed det i det tyske memorandum, som i høj grad også var et stykke propaganda:

»...Rigsregeringen forventer derfor, at den kongelige danske regering og det danske folk ser med forståelse på den tyske aktion og ikke yder nogen som helst modstand imod den. Enhver modstand ville og måtte med alle midler blive brudt af de indsatte tyske stridskræfter og ville derfor kun føre til unødvendig blodsudgydelse…«

Til gengæld forsikrede memorandummet om, at Tyskland ikke havde til hensigt at antaste »Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed«.

Man må konstatere, at memorandummets udlægning af de faktiske begivenheder var såre ejendommelig. I Sønderjylland var der i hvert fald ingen, der kunne være i tvivl om, at den tyske indmarch havde været alt andet end fredelig. Men med tyske bombefly over København valgte den danske regering at gå ind på de tyske krav i et forsøg på at fastholde tyskerne på deres løfter. At det skete under protest, ændrede principielt ikke på sagen. Dermed var den linje, der førte Danmark ind i en såkaldte ”samarbejdspolitik” over for Tyskland blevet til. Eller måske mere præcist: Man fortsatte mellemkrigstidens tilpasningspolitik over for Tyskland, blot under nye former. Den danske accept betød, at tyskerne aldrig, modsat i alle andre tyskbesatte lande, opbyggede deres egen forvaltning i her i landet.

Danmark blev formelt set betragtet som et uafhængigt land, som Tyskland ikke var i krig med. Den danske konge, rigsdag og civile samt militære myndigheder fortsatte med at fungere, om end med begrænsninger, for selvfølgelig var dansk suverænitet en illusion med en tysk besættelsesstyrke i landet.

Et overset moment i forbindelse med regeringens overvejelser den 9. april er det dansktyske grænsespørgsmål. Når den danske regering valgte at gå ind på de tyske krav, så var det tyske løfte om at respektere Danmarks ”territoriale integritet” en meget væsentlig bevæggrund.

I vendingen lå nemlig et tysk løfte om at respektere den eksisterende dansktyske grænse fra 1920.

Her har de historiske og politiske erfaringer vejet tungt hos de danske beslutningstagere, som var sig det nationale traume Slesvig meget bevidst: Under tysk herredømme fra 1864 til 1920, hvilket bl.a. havde resulteret i ca. 6.000 faldne dansksindede sønderjyder under Første Verdenskrig. Nordslesvigs (Sønderjyllands) genforening med Danmark i 1920 som følge af Versailles-traktaten, hvis grænsedragninger Tyskland aldrig anerkendte, og som også i Nordslesvig efterlod et tysk mindretal. Især efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland blev en revision af Versailles-fredens grænser et vigtigt mål i tysk udenrigspolitik og stod helt centralt i den nazistiske agitation og propaganda.

I lighed med andre tyske mindretal i Europa, der var opstået som følge af grænsedragningerne efter Første Verdenskrig, blev mindretallet i Nordslesvig nazificeret, og det altoverskyggende mål for dette tyske mindretal var en grænseflytning tilbage til Kongeåen.

I oktober 1939 udtalte Hitler offentligt, at Tyskland ikke ville rejse territoriale krav mod Danmark. Ikke desto mindre var Tysklands generelle grænserevisionspolitik og grænserevisionskravene fra det tyske mindretal i Sønderjylland en kilde til evig dansk bekymring. Regeringen kunne jo iagttage, hvordan Hitler annekterede det ene landområde efter det andet, som Tyskland havde måttet afstå ved Versailles-Freden.

Rationalet bag den danske regerings accept af det tyske ultimatum den 9. april og den efterfølgende ”samarbejdspolitik” var at skåne land og befolkning, at holde Danmark ude af krigen. Altså en fortsættelse af neutralitetspolitikken. Den 10. april 1940 skrev Vilhelm Bergstrøm bl.a. i sin dagbog:

»Gårsdagens bitterhed er slået ind … Jeg synes, den måde, hvorpå besættelsen har formet sig, er en skændsel. Vore huse er måske – måske, lad os nu se – bleven skånet, men sjælen er blevet invalid. Vi havde erklæret, at vi ville forsvare vor neutralitet, og løgn var det, og det er det mest skammelige. Respekt er også en værdi, som det kan betale sig at betale med blod. Men nu sidder vi i suppedasen«.

En del delte Bergstrøms opfattelse, som skulle blive en væsentlig drivkraft bag især den borgerlige del af modstandsbevægelsen.

»Aldrig mere en 9. april« var det slagkraftige argument, da Danmark efter Anden Verdenskrig søgte om optagelse i Nato og dermed forlod neutralitetspolitikken.

På samme måde blev neutralitetspolitikken i 1930’erne, den danske regerings reaktion den 9. april 1940 og den deraf følgende ”samarbejdspolitik” instrumentaliseret af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen til at begrunde Danmarks såkaldte aktivistiske udenrigspolitik.