9. april, 75 år efter
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I morgengryet for 75 år siden angreb den tyske krigsmaskine Danmark for at sikre vejen til Norge. Den ydmygende danske overgivelse har siden udviklet sig til et 9. april-syndrom. Et åbent sår i den kollektive historiske bevidsthed er dagen blevet kaldt.
Mens Besættelsens øvrige skæbnedatoer som 29. august 1943, 2. oktober 1943, 19. september 1944 og 4. maj 1945 alle billedlig talt er blevet snøret i arkivpakker, bliver den 9. april ved med at forstyrre i de seneste årtiers forsøg på at skabe konsensus om samarbejds- og forhandlingspolitikken som et vellykket demokratisk projekt, der reddede landet fra krigens gru.
Senest kom den 9. aprils brudflader frem i forbindelse med gallapremieren på filmen ”9. april”. Efter forevisningen hyldede publikum med stående ovationer en tilstedeværende veteran, hvilket bragte vogtere af den scavenianske udlægning af tilpasningspolitikken som den sande statsmandskunst op i det røde felt. Den impulsive reaktion blev med slet skjult foragt betegnet som naiv, følelsesmæssigt funderet og dermed ukvalificeret. Den gamle mand, der i sin ungdom satte livet på spil for Danmark, kunne man da godt vise respekt, når det nu skulle være, men at projicere følelser og en instinktiv afstandtagen fra den kanoniserede opfattelse ind i hyldesten var ilde anbragt og dybest set udtryk for en farlig nationalisme, kunne man forstå.
Men den modreaktion fra repræsentanterne for det, der er blevet betegnet som det yngre historikerlav, demonstrerer netop, hvorfor den 9. april er så uhåndterlig og aldrig kan sættes på en rationel formel.
Begrebet ”den 9. april” rummer nemlig symbolsk alle Besættelsens indbyggede modsætninger.
Afkastet af samarbejdspolitikken kan ingen være kede af. Danmark slap nådigt gennem krigen, demokratiet stod intakt den 4. maj 1945, og vi fandt via et opsamlingsheat med modstandsbevægelsens hjælp plads på sejrherrernes side. Men når den danske løsning bliver forsøgt skrevet ind i en teoretisk helhed, der skal demonstrere tilpasningspolitikken som et demokratisk folkeligt projekt, vil cirklen ikke sluttes. Der mangler det afgørende led.
For der er selvfølgelig valg at træffe også i en tilsyneladende håbløs situation. Man kan vælge mellem det onde og det gode; man kan vælge den håbløse kamp ud fra en betragtning om, at det er dråberne, der huler stenen.
Samarbejdspolitikken skånede Danmark, men den var også til gavn for den nazistiske krigsøkonomi lige til krigens sidste uge. Danmark administrerede stort set sig selv, så den senere rigsbefuldmægtigede, Werner Best, i 1941 med fornøjelse kunne konstatere, at Danmark kunne ”køres” med blot 89 tyske embedsmænd svarende til én for hver 43.000 indbyggere. I Norge var tallet én for 3.700 indbyggere.
Samarbejdspolitikkens dybe moralske dilemma er: Hvad nu, hvis andre havde forfulgt den samme politik? Det gives der intet meningsfuldt svar på, og derfor vil den 9. april vedblivende være en strid mellem fornuft og følelser i en ambivalent aftapning. Følelser er en uting for teknokrater, men i politik har de plads.
Som statsminister Erik Scavenius erkendte den 29. august 1943, da regeringen måtte give op, kan en regering ikke fungere i dybe krisetider, hvis den er ude af takt med befolkningens eksistentielle føleler. Så savner den enhver legitimitet. Det er læren af den 9. april, 75 år efter.