Bekæmp kriminalitet – ikke sigøjnere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Én ting kan I ikke tage fra os: vores kultur.« Sådan lød et af de selvsikre udsagn fra Gimi Levakovic, da han tonede frem i TV 2’s dokumentarserie ”Sigøjnerbossen og hans berygtede familie”. Men hvad vil det sige? Hvad er det for en kultur, sigøjnerbossen og hans familie er præget af? Og hvis det er sandt, at ingen kan tage den fra ham og hans familie, hvad er så konsekvenserne?

Serien blev vist to torsdage i træk, indgik i en serie om kriminelle miljøer, og Gimi Levakovic og hans familie var da også blevet castet, fordi de ifølge foromtalen af programmet gennem flere år havde været kendt som Danmarks mest kriminelle familie. At mange af familiens medlemmer har været og formodentlig stadig er kriminelle, fremgik med al tydelighed af udsendelserne. Gimi har afsonet domme for vold og fik i løbet af optagelserne en ny fængselsdom for at have kørt bil, selv om han er blevet frakendt kørekortet. Gimis søster er kendt som tricktyvenes dronning og dømt for tyveri samt vold mod bl.a. parkeringsvagter og kommunalt ansatte. Også Gimis søn Santini er dømt for flere forhold, og en af hans nevøer er dømt for bankrøveri og hjemmerøveri og skal efter endt afsoning udvises til Kroatien. Kender man blot lidt til statistikker om social arv, står det klart, at Gimis – angiveligt klippefaste – beslutning om, at hans to yngste børn skal integreres via skolegang og uddannelse, ikke har den store chance for at blive virkelighed.

Men hvordan er sammenhængen mellem den kriminelle løbebane i flere generationer og familiens baggrund som romaer eller sigøjnere, som de også selv kalder sig? Vi hørte Gimi fortælle, at hans familie er rigtige sigøjnere, som kan lide at feste, råbe højt og leve et liv med gang i den og masser af farve og fart. De har et stærkt familiesammenhold og fastholder traditionelle kønsroller inklusive tidlige ægteskaber især for pigernes vedkommende, forklarede Gimi.

Han forklarede desuden, hvordan hans familie var kommet til Danmark og havde bosat sig på Amager på en skurvognsplads uden adgang til vand. Derfor blev børnene sendt ud for at skaffe vand, og det brugte de som anledning til at stjæle penge i de hjem, hvor de gik ind for at bede om vand.

Sådan begyndte kriminaliteten, lød Gimis forklaring. Han gav også udtryk for, at han ikke helt forstod, hvorfor sigøjnerne var, som de var, »sådan for sig selv«, kriminelle og ikke ordentligt integreret. »Men det skal der ændres på,« lød det flere gange fra Gimi, som hentede sine to yngste børn hjem fra en institution, hvor de var frivilligt anbragt, og forsøgte at få dem indskrevet i den lokale skole på Amager, hvor familien nu bor.

Gimi forklarer den kriminelle løbebane med sigøjnernes primitive levevilkår, da de kom til Danmark, og kobler vist også – selv om han her ikke er helt klar i mælet – kriminalitet og sigøjnernes ”specielle” måde at være på. Det antydes i udsendelserne, at kampen står mellem sigøjnernes kultur på den ene side og det danske samfunds værdier og institutioner på den anden side. En integrationskamp, hvor modstanderen er en rodfæstet kultur hos familien Levakovic. En kultur, som sigøjnerbossen erklærer, at ingen kan tage fra familien.

Slaget er tabt på forhånd, hvis man tager Gimis ord for gode varer. Kulturen er stærkest, og vinder den, vinder kriminaliteten. Det er en konstatering, som passer ganske godt med forestillinger i populærkulturen og mediebilledet om den kriminelle, afvigende, eksotiske og moralsk anløbne sigøjner.

En del af de romaer, der kom til Danmark samtidig med familien Levakovic, er også dårligt integrerede. Dem har der været meget medieomtale af. En større gruppe er imidlertid godt integreret, men vælger typisk at skjule deres identitet som romaer, hvis det er muligt. Når man ser dokumentaren om familien Levakovic, forstår man hvorfor. For det er ikke rart at blive forbundet med det billede af kriminalitet, tunge sociale problemer og asocial adfærd, der tegnes af sigøjnerbossen og hans familie i tv-dokumentaren. Romaerne er Europas mest forkætrede befolkningsgruppe og den mest marginaliserede, og det er slående, hvor lidt vold, oprør og brutal kriminalitet denne gruppe udøver. De fleste lever uden særlige protester et liv i fattigdom og har ikke styrke til at kræve basale menneske- og borgerrettigheder opfyldt. Er det så, fordi disse romaer har lagt sigøjnerkulturen bag sig?

Næppe!

For det første er kultur ikke bare sådan at lægge fra sig. For det andet er det næppe kulturen, den er gal med hos familien Levakovic. Det, Gimi Levakovic præsenterer som ’sigøjnerkultur’, kendetegner faktisk rigtig mange af Europas romaer – også dem, der er fint og fuldt integreret og hverken udøver eller er dømt for noget kriminelt. Det stærke familiesammenhold, fest, farver, musik og en evne til at finde glæde midt i vanskelighederne. Det er en del af en herskende kultur blandt romaer.

Problemet er altså ikke de elementer af kulturen, som Gimi Levakovic fremhæver som centrale. Problemet er den kobling, der hos familien Levakovic er sket mellem kultur og kriminel adfærd. Den loyalitet, som familien primært føler over for slægten og det kriminelle sigøjnermiljø, kunne være bundet til det danske samfund. Familiesammenholdet kunne bruges til at stå sammen i indsatsen for at blive integreret i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Integrerer man én roma, integrerer man ofte en hel familie, klan eller slægt. Om det kommer til at gælde for sigøjnerbossen og hans familie, tvivler jeg stærkt på. Men det er, hvad der sker mange steder i Europa, hvor det lykkes romaer at blive integreret. Det er ofte en lang, sej proces at kæmpe sig ud af en social arv præget af fattigdom, arbejdsløshed og erfaringer med diskrimination og/eller racisme.

Det er sjældent kulturen, der er den store hindring for integration. Snarere kan kulturen – eller i hvert fald dele af den – fremme integrationsprocessen.

Det stærke familiesammenhold kan være en hindring, hvis det f.eks. bruges som et værn mod sociale myndigheders forsøg på at gribe ind og hjælpe børnene.

Det ses i en del tilfælde blandt romaer, ikke mindst i lande, hvor romaerne har både historiske og nutidige erfaringer med diskrimination og forfølgelse: slaveri i Middelalderen, nazismens folkedrab, tvangssteriliseringer og fejlanbringelse af børn på skoler for mentalt handicappede under kommunismen samt i nyere tid racistisk motiveret vold, drab og diskrimination på arbejds- og boligmarkedet. Alt sammen har været med til at skabe et unuanceret fjendebillede af ikkeromaer og en dyb mistillid til samfundets institutioner. I en del romamiljøer opfattes sundhedsvæsen, skole og socialvæsen således som fjender, der ønsker at nedbryde romaernes kultur, og som det derfor gælder om at omgås med stor forsigtighed eller helt undgå.

Nogle steder resulterer det i kriminalitet; i andre tilfælde i en isoleret tilværelse uden adgang til basale ydelser som vand, elektricitet, skolegang og sundhedspleje.

Romaernes kultur er ikke ubrugelig eller ”kriminalitetsfremmende”. Det er snarere de omgivelser, kulturen indlejres i, der er afgørende for dens farvning og ’retning’. Et eksempel er romaernes forhold til uddannelse. Det er en ofte gentaget fordom, at romaer ikke forstår værdien af uddannelse. Men mange af de romaer, som ikke sender deres børn regelmæssigt i skole, kender udmærket til værdien af uddannelse. De har gennem århundreder haft tradition for, at alle medlemmer af familien bidrager til fællesskabet ved at skaffe penge og andre ressourcer til huse. Ofte er der en form for mesterlære i familien, hvor sønnerne lærer et håndværk, mens pigerne lærer at holde hus. Denne tradition har sine indlysende problemer i et moderne samfund. Men de værdier og den kultur, der er knyttet til traditionen, er ikke ubrugelige. Tværtimod kan de, hvis der gøres en seriøs indsats, transformeres, så de fremmer lige præcis det, samfundets institutioner ønsker. Traditionen for uddannelse, forpligtelse over for fællesskabet og ansvar for familiens forsørgelse kan overføres til engagement i skolegang, forpligtelse over for det omgivende samfund og karriere inden for liberale erhverv.

Et eksempel på dette er den dansk-makedonske roma Admir Ismanovski, der i TV 2 News blev bedt om at kommentere første afsnit af dokumentarserien om sigøjnerbossen. Han lagde naturligt nok afstand til familien Levakovics kriminalitet og understregede, at langt de fleste romaer i Danmark ønsker at klare sig uden hjælp fra socialsystemet, sådan som han selv har formået. Han er kørelærer med egen virksomhed, sørger for sine børns skolegang og er taknemlig for det danske demokrati og velfærdssamfund. Samtidig er han ”typisk sigøjner” – ligesom Gimi Levakovic. Admir Ismanovski er også stolt af musikken, familiesammenholdet og festerne – og af romaernes sprog og overlevelsesevne. Intet af det forhindrer ham i at leve som lovlydig borger i Danmark. Og intet af det undskylder eller forklarer sigøjnerbossens og hans families kriminalitet.

At gøre sigøjnerkulturen til fjenden er ikke måden at bekæmpe kriminaliteten på. Så kommer kampen til at stå på den forkerte bane, hvor vi – som Gimi Levakovic sagde – ikke kan vinde.