Myterne om Europas manglende konkurrenceevne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efterhånden som europæiske regeringer i stigende grad giver EU-regler skylden for alt, der er galt i deres økonomier, har en stærk dereguleringsfortælling taget fart i hele Europa. Den i Bruxelles meget omtalte Draghi-rapport er blevet brugt igen og igen til at tegne et alarmerende billede af et EU, der befinder sig i en reel »konkurrenceevnekrise« – ikke mindst når man sammenligner med USA.

På den måde er den blevet (mis)brugt til at søge at retfærdiggøre nedbrydningen af årtiers lovgivningsmæssige succeser i EU – fra beskyttelse mod farlig kemi til krav om, at virksomheder har styr på deres forsyningskæder. Det har været en for nogle meget bekvem fortælling, især så længe man blot kunne tromle derudaf med et narrativ om, at »sådan var det jo«, ikke mindst med henvisning til rapporten. Den er og bliver stadigt af nogle i EU-kredsene nærmest refereret til som en anden slags bibel.

Dens besked synes at være klar: Vejen til bedre konkurrenceevne er forhastet afvikling af vores regelsystem – i hvert fald hvis man lytter til de mange afreguleringsvækkelsprædikanter, vi pludseligt ser dukke op her, der og alle vegne.

Ganske som med så megen anden religion er sandheden dog langt mere nuanceret, og læser man den ”hellige bog”, som mange nu refererer til, viser der sig da også hurtigt en noget mere nuanceret historie. En historie, der kan få en til at overveje, om de nu også rent faktisk har læst hele den tekst, de ynder at prædike om? For ærlig talt virker det ikke sådan. Men det har vi jo før set med folk og religiøse tekster.

Derfor tænker jeg, at det er på høje tid, at vi stille og roligt begynder at aflive nogle af myterne om EU’s konkurrenceevne. Der er mange at give sig i kast med, men her er et bud på to af de konkurrencemyter, der ikke holder til et bare halvkritisk gennemsyn.

Første myte: EU sakker håbløst efter USA, når det kommer til økonomisk vækst, sådan lyder en uhyre populær myte, man ofte støder på i EU-boblen. En myte, der ikke mindst dukker op, når det kommer til at argumentere for den nye hobby med at afvikle EU-regler uden at tænke sig om.

Men at myten er populær, betyder ikke, at den passer. Ser man f.eks. på produktivitet per time, er der adskillige EU-lande, der overgår USA. Det gælder ikke blot Danmark, men også eksempelvis Belgien, Irland og Luxembourg. Samtidig ligger lande som Tyskland, Frankrig og Italien på niveau med USA. Når der er forskelle i bnp, skyldes det bl.a., at vi generelt arbejder færre timer i EU end i USA og har mere tid med familie og venner. Samtidig er der tale om gennemsnit, og her er væksten i nogle ganske få amerikanske firmaer reelt set det, der driver tallene frem. Ja, faktisk anslår Harvard-økonomen Jason Furman, at hele 92 pct. af USA’s bnp-vækst i første del af 2025 alene skyldes massive investeringer i AI. Uden dem ville USA have stort set nul vækst. Til sammenligning er den europæiske vækst spredt langt mere ud, ligesom vores værdier trods alt er bredt spredt ud.

Anden myte: Alle vores mange EU-regler er kun til besvær og medfører intet andet end omkostninger og forsinkelser for stakkels europæiske virksomheder. Igen er det tale om et udsagn, man hyppigt støder på, nogle gange nærmest fremsagt som en slags mantra, både hos dele af EU-Kommissionen og ikke mindst blandt højrefløjen.

Sagen er bare, at det ikke rigtigt passer.

For det første er det sådan, at en hel del EU-regler faktisk aktivt gavner økonomien. Det sker bl.a. ved at beskytte mod konkurrence fra varer, der er produceret under dårligere standarder, eller ved, at vores standarder er så høje, at f.eks. producenter af medicinsk udstyr har lettere markedsadgang til en række markeder, end hvis vi sænkede dem. Samtidig giver det globale rygte for høje beskyttelsesstandarder en klar fordel, når europæiske producenter skal sælge alt fra sutteflasker og modermælkserstatning til makeup og høreapparater på det globale marked.

Samtidig skal man huske, at højere og strengere europæiske regler sammenlignet med eksempelvis USA faktisk bidrager til, at vi udsættes for færre skadelige stoffer gennem mad, tøj, drikkevand, legetøj og meget andet. Hvem ved, måske er det en del af årsagen til, at levealderen i EU er højere end i USA. I EU lever vi således i snit, til vi er 81 år og seks måneder, mens tallet i USA er betydeligt lavere. Ja, i 2022 var gennemsnitslevealderen der på blot 76 år og fem måneder.

Hertil kommer, at ikke mindst indkomstuligheden i EU er langt lavere end i USA. Faktisk er der tale om en forskel i gini-koefficient på 29,6 vs. 39,8. Bare for at sige, at vores måde at gøre tingene på i Europa tilsyneladende kan noget, som man ikke kan så meget i De Forenede Stater.

Pointen er, at regler i EU-landene ofte gavner både virksomheder, økonomien og vores alle sammens sundhed – og det er en vigtig pointe at huske på, når nogle fører korstog for ukritisk at afskaffe regler for alt fra indpakning til kræftfremkaldende kemikalier.

Dermed ikke sagt, at vi ikke står over for store udfordringer i Europa, eller at vi ikke bør tænke over fremtidens retning, for sådan er det ikke. Sagen er bare, at det ikke er hovedløs afregulering, der er den magiske løsning på alt. På trods af hvor bekvemt det kunne være.

Som eksempel kan man jo tage en anden del af den Draghi-rapport, så mange læser religiøst på enkelte punkter – den siger faktisk også meget andet. Herunder en masse, en god socialist som jeg må indrømme er fornuftigt. Eksempelvis påpeger den, at det, EU’s økonomi har presserende brug for, er større fælles og offentlige investeringer, herunder i vedvarende energi og styrkelse af infrastrukturen. Den siger, vi kan og bør bruge offentlige midler til i højere grad at bakke op om de politikker, vi udstikker, og til at gøre os uafhængige af fossile brændstoffer, men det er uforståeligt nok et tema, der i vid udstrækning synes at blive negligeret af de ledere, der ellers så gerne peger på andre dele af rapporten. Det samme gør sig gældende, for den del af rapporten, der specifikt nævner gode løn- og arbejdsforhold som en vigtig faktor i vores konkurrenceevne. Noget, der sjovt nok ikke nævnes af erhvervslivets lobbyister og deres venner.

Endelig glemmer mange, at et af de bedste værn mod, at folk falder for de billige højrepopulister, der bliver flere og flere af, og som ofte synes direkte eller indirekte at gå Putin og Trumps ærinder, er at sikre, at ingen frygter for fremtiden. Den simple sandhed er, at folk med adgang til mad, sundhed, bolig og uddannelsesmuligheder falder sjældent for de højrepopulister, vi så ofte ser poppe op – og hvis politikker ofte er direkte skadelige for vores konkurrenceevne i Europa.

Så ja, der er meget, vi kan – og bør – gøre for at styrke konkurrenceevnen på både kort og lang sigt, men hovedløs afregulering er ikke det lette svar, som nogen prøver at gøre det til.