Vil treparten briste eller bære?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For godt et år siden udsendte den danske regering en international pressemeddelelse: En særlig overenskomst, trepartsaftalen, betegnede et nyt niveau af demokrati og lagde dertil grunden for en løsning på en væsentlig del af klimaproblemerne, landbrugets udledninger af CO₂e, fremgik det f.eks. af den ansete franske avis Le Monde, der skrev om aftalen den 18. november 2024.

Udlandet var dog afskåret fra en anden version af historien, nemlig den, som førende danske jordbrugsøkonomer kort efter fremsatte i en rapport om landbrugets aktuelle situation udgivet af IFRO (tidl. Fødevareøkonomisk Institut, KU). Her kunne man læse, at implementeringen af den samme trepartsaftale med stor sandsynlighed ville ende i intet mindre end »kaos«.

Den primære begrundelse var, at jordejerne ville holde sig tilbage fra at deltage i jordomlægningen, fordi der var udsigt til mere lukrative støtteordninger i fremtiden; dermed ville jordpriserne stige yderligere, så mere i støtte ville blive nødvendigt osv.

Den kritik forholdt regeringen sig ikke til. Ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus, undlod også omhyggeligt at forholde sig til de fælles indvendinger i et dokument fra 16 grønne organisationer og ignorerede helt konferencen herom på Christiansborg i maj.

Heller ikke indvendinger fra organisationer, der ellers er gode venner med regeringen, førte til konkrete resultater. Det er der heller ikke kommet ud af arbejdet i de nyoprettede ”lokale treparter”, hvor repræsentanter for kommuner, Naturstyrelsen, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening er blevet – næsten – enige om planer for en første fase af en jordomlægning.

Lige siden offentliggørelsen af aftalen er der jævnligt kommet erklæringer fra Bruus om, hvor planmæssigt og glimrende processen skrider frem. Og når f.eks. professor Henrik Vejre og projektchef Helga Grønnegaard 13/7 her i avisen spørger: »Kan – og bør – vi omlægge 10 pct. af det danske areal uden fysisk planlægning, omsorg for landskab og bygningers fysiske fremtræden og uden blik for et socioøkonomisk løft af landdistrikterne som bo- og arbejdssted?« – så er svaret fra minister og regering larmende tavshed.

På det seneste er det imidlertid ikke blot kloge hoveder, men magtfulde mænd m/k, der siger fra. Således opfordrer syv repræsentanter for grene af fødevaresektoren, herunder svineproducenterne og mælkeproducenterne, i JP 12/12 til at »sætte treparten på pause«.

Samtidig erklærer formanden for L&F, at han er »rigtig ked af« det sidste tillæg til treparten, kvælstofaftalen. I betragtning af at den kommende udmøntning af planerne afhænger af aktørernes velvilje, kan man roligt konkludere, at trepartsprocessen allerede nu befinder sig i krise.

Hvad foregår der egentlig? Alt er i skønneste orden – og alligevel på vej ud i kaos?

Det korte svar er: ”Ja, naturligvis”. Mønsteret er velkendt: Først konstateres pludselig, at noget er helt galt: Kulstoffet går til vejrs i uacceptabelt omfang, livet i de indre farvande er døende, biodiversiteten forringes i ekspresfart, og stadig færre mennesker vil bo i landdistrikterne.

Så beslutter man sig til at gøre noget ved det, men gennemførelsen af de nødvendige handlinger overlades på frivillig basis til de hidtil ansvarlige for misærerne. Herefter er man i en periode optimistisk fortrøstningsfuld, indtil det igen viser sig, at alt er blevet meget værre, hvorefter man beslutter, at nu skal der gøres noget ved det. Som fremgangsmåde vælger man en variant af den foregående, hvorfor det hele gentager sig endnu en gang og endnu en gang og …

Man kan spørge, hvordan dette skuespil kan gentage sig igen og igen. Svaret er enkelt: Magtforholdene i samfundet har ændret sig i det ny årtusinde. Siden daværende landbrugsminister Mette Gjerskovs fald i 2013 har intet regeringsparti haft en selvstændig landbrugspolitik, og landbrugs- og miljøpolitikken har det seneste tiår været dirigeret fra Landbrug & Fødevarers hovedkvarter, Axelborg.

Det nye ved trepartsaftalen er, at regeringen i vidt omfang overlader ansvaret til organisationer, der fremstilles som varetagende modsatte interesser og desuden som repræsentative i forhold til alle, som reformen angår.

At ingen af delene er tilfældet, er ikke mærkeligt, for det ligger i selve det underliggende koncept, det fra Nordamerika importerede ”collective impact”, at aktører, der måtte være af anden mening end de udvalgte, holdes omhyggeligt udenfor. Det samme gælder den brede offentlighed, der ellers må antages at have betydelig interesse i begivenhederne, al den stund regningen herfor til skatteyderne vokser eksplosivt.

Også derfor har det været nødvendigt med en mere omfattende camouflage af handlingsplanerne end tidligere. Og også derfor er det nødvendigt at gøre klart, hvordan denne nærmere er konstrueret.

For det første tilskyndes offentligheden til at forstå L&F som ”landmændenes” eller ”bøndernes” repræsentant. Imidlertid findes der ikke flere ”bønder” i betydningen selvejende gårdmænd.

Ejerne af de ca. 5.800 tilbageværende og stadig færre fuldtidsbrug er store selskaber, godsejere og rigmænd, der ofte ikke er bosiddende på deres ejendom.

Hvad angår DN, bor medlemmerne fortrinsvis i lejligheder og villaer i byerne, og de kommer kun i landdistrikter ”for at opleve naturen”.

DN har en noget mere gennemsigtig struktur end L&F, men er dog kendetegnet ved et indirekte demokrati og en tilsvarende svag diskussionskultur. Nævnes skal også, at DN i trepartssammenhæng officielt formodes at »repræsentere naturorganisationerne«, hvilket de andre naturorganisationer dog ikke har mærket meget til.

Men balancerer de to udvalgte organisationer ikke hinanden nogenlunde af? Desværre bliver svaret her et klart nej, for i grunden er de to ganske enige: Begge opfatter de natur og landbrug som hinandens modsætninger, hvorfor forhandlingerne væsentligst har bestået i at dele landet i to skarpt adskilte dele: produktive arealer, det være sig skov eller agerbrug, hvor der skal gælde så få begrænsninger på driften som muligt på den ene side, og på den anden side ”ren natur”, hvor produktionshensyn er ganske fraværende.

De to aktører har da også længe på væsentlige punkter dannet par, og hvad angår ”tredjeparter” er de ganske enige: Udenforstående er kun velkomne i det åbne land på bestemte betingelser og som gæster, for de hører ikke til her. Demografi og liv på landet er således en sag, de to kontrahenter er enige om ikke at bekymres om.

Nu har de to interesseorganisationer jo begge indvilget i at påtage sig et ansvar, som angår hele nationen. Umuligt er det derfor ikke, at de besinder sig på den skarpe dualisme mellem natur- og kulturlandskab.

Således har DN for nylig besluttet at inddrage begreber som »naturnært landbrug« og »madsuverænitet« i sin udviklingsstrategi, hvilket jeg og ligesindede kun kan hilse mere end velkomment.

Ville nu også L&F ændre kurs og – af hensyn også til den kommende generation af landbrugere – begynde at arbejde for at tøjle jordprisernes himmelflugt – ja, så bliver der måske alligevel noget at snakke om, når det i nærmeste fremtid skal afgøres, om den grønne trepart skal ende på historiens mødding eller fortsætte i en korrigeret udgave.