Sæt kvælstofaftalen og den grønne trepart på pause, før vi kvæler dansk fødevareproduktion

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi er klar over, at det, vi her foreslår, kan lyde kontroversielt. Men nogen er nødt til at sige det højt. Og dem, der burde have gjort det for længst, er de seneste måneder blevet sat skakmat af TV 2’s veltilrettelagte kampagnejournalistik og spørgsmålet om, hvem der passer på grisene.

For mens TV 2’s kampagnemaskineri kørte på fuldt tryk i den forgangne uge, og landbrugets top forsøgte at redde sin egen troværdighed, strammede regeringen og aftalepartierne tommelskruerne på landbruget med en aftale om en ny kvælstofreguleringsmodel. En aftale, hvis konsekvenser ingen endnu kender, men som – sammen med den grønne trepart, udvidet producentansvar for emballage, vejafgifter og en stadigt voksende række af nationale særbyrder – skaber dyb bekymring blandt FødevareDanmarks medlemmer.

Noget er nemlig fundamentalt galt, når Danmark – et land, der i generationer har været kendt for sin stærke fødevareproduktion – langsomt mister evnen til at producere helt almindelige danske råvarer.

Og det er ikke bare et skræmmebillede opfundet til lejligheden. Det er virkeligheden ude hos vores medlemmer. En lang række råvarer, som dansk landbrug tidligere producerede med stolthed og solgte ude og hjemme, er forsvundet fra hylderne og kølediskene.

Tag nu blot et aktuelt eksempel som de danske juleænder – de findes stort set ikke længere. Flæskesteg fra danske frilandsgrise findes stadig, men i et meget begrænset omfang, fordi afgifter, moms og regulering gør produkterne så dyre, at forbrugerne ikke længere kan eller vil betale prisen. Og stort set ingen julekager bliver i år bagt på dansk mel.

Kun 10 pct. af det frugt og grønt, der bliver solgt i Danmark, kommer fra danske avlere. Vi har en branche, der er præget af usikkerhed, tilbagegang og en politisk virkelighed, hvor man gang på gang forringer danske fødevarers konkurrencekraft. Det er jo absurd, at staten skal tjene mere på en liter mælk end hårdtarbejdende mælkebønder på grund af momsen og den topbureaukratiske ordning for udvidet producentansvar. Det er noget, vi er nødt til at tale om.

For ingen i forhandlingskredsen har reelt sagt fra, mens vi langsomt, men sikkert er ved at regulere dansk fødevareproduktion ud af landet. Ikke fordi forbrugerne ønsker det. Ikke fordi kvaliteten er dårlig. Men fordi Christiansborg presser erhvervet med en regulering, der hverken står på et solidt fagligt grundlag eller på et juridisk fundament, der kan bære.

Og det er derfor, at vi nu siger det, som andre burde have sagt for længst: Lad os sætte den grønne trepart og den planlagte kvælstofregulering på pause, mens vi tænker os om.

Det, der bekymrer os mest, er ikke kun konsekvenserne af de politiske beslutninger – men den måde, de er truffet på. For når man skræller retorikken væk, står vi tilbage med to helt afgørende problemer.

For det første det juridiske: En stor del af den grønne trepart bygger på antagelser, som slet ikke er juridisk afklaret endnu. Politikerne lægger op til indgreb for milliarder – bl.a. at man uden erstatning kan fjerne 24-30 pct. af en landmands indtjening, fordi man kalder det ”regulering” i stedet for ekspropriation.

Samtidig taler man om at tage land ud af drift og kompensere for det, men her støder man på et helt grundlæggende problem: EU kræver, at alle støtteordninger af den størrelse skal være godkendt på forhånd. Og det kan vi ikke se, at de er. Nuvel, der er afsat 4,7 mia. kr. til skovrejsning, men resten af aftalen – den del, der rammer landbruget hårdest – har tilsyneladende ingen godkendte statsstøtteordninger bag sig. Med andre ord lover politikerne kompensationer, som de ikke har juridisk hjemmel til at udbetale.

I stedet ligner det mere en omfordeling af penge inden for den samme ramme, hvor erhvervet i praksis kommer til at finansiere sin egen kompensation. Det er ikke bare en teknikalitet. Det er et juridisk minefelt. Og det er dybt problematisk, fordi det i sidste ende handler om noget så grundlæggende som ejendomsretten – nemlig om staten må påføre borgere enorme økonomiske tab uden at betale fuld erstatning for det.

Og for det andet det faglige: Vi står over for en kvælstofregulering, der påstås at være nødvendig og videnskabeligt begrundet, men som i virkeligheden hviler på et grundlag, ingen kan forklare. Vi har halveret landbrugets kvælstofudledning på 30 år. Alligevel bliver landbruget mødt med krav, der behandles, som om intet er forbedret. Datagrundlaget er uklart. Modellerne er omstridte.

Og alligevel fortsætter man med at presse landbruget i bund, som om intet er hændt. Spørgsmålet er, hvordan forbrugerne reagerer, når fødevarepriserne fortsætter med at skyde i vejret, fordi landmændene tvinges til at trække produktionsjord ud af deres bedrifter og dermed reducere vareudbuddet?

Når hverken juraen eller fagligheden er på plads, bør ansvarlige politikere slå bremserne i. Men i stedet accelererer man processen og forhaster beslutninger igennem, mens landbrugstoppen er handlingslammet af en veltimet mediekrise, der i høj grad har overbevist befolkningen om, at landbruget er et miljø- og dyrevelfærdsproblem, der skal ”løses” – og ikke et grundlag for vores højtskattede madkultur og centrale fødevareforsyning.

Midt i de stærke følelser har ingen stillet det mest oplagte spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at der også i fremtiden er danske fødevarer i køledisken?

Derfor er det helt nødvendigt, at vi sætter den grønne trepart på pause. Ikke for at undgå grøn omstilling. Ikke for at løbe fra ansvar. Men fordi det er nødvendigt at sikre, at de beslutninger, vi træffer nu, ikke uforvarende ødelægger fundamentet under dansk fødevareproduktion.

For FødevareDanmark handler det her ikke om at indgå i politiske skyttegrave. Det handler om noget så enkelt som sund fornuft: Man skal kende konsekvenserne, før man gennemfører indgreb af historisk størrelse. Og lige nu ved ingen, hvad konsekvenserne bliver – hverken juridisk, fagligt eller økonomisk.

Danmark risikerer at gøre sig selv fattigere, uden at planeten bliver grønnere. Det kan ingen være tjent med.

Vi har brug for en ny samtale om dansk fødevareproduktion – én, der handler om kvalitet, om at sikre stærke råvarekæder, om fødevaresikkerhed i en usikker verden, om at bevare vores fødevarehåndværk og arbejdspladser i landdistrikterne og om at give plads til både klima og konkurrenceevne. Og vi har brug for en politisk proces, hvor beslutninger bliver taget på oplyst grundlag – ikke på autopilot.

Vi skal turde anerkende, at den danske fødevareproduktion ikke er et nødvendigt onde, men en national styrkeposition, som kun består, hvis vi behandler den med respekt.

Politikerne må derfor vælge, om Danmark stadig skal være et land, der producerer fødevarer – eller om vi vil overlade den opgave til resten af verden og nøjes med at importere det, vi ikke længere selv kan eller må fremstille. Det valg skal træffes ærligt, åbent og på et fagligt grundlag – ikke som en utilsigtet bivirkning af forhastet lovgivning.

Derfor siger vi det klart: Den grønne trepart og den ny kvælstofreguleringsmodel må sættes på pause. Før vi ikke længere har et dansk landbrug at diskutere.