Er implementering af den grønne trepartsaftale gammel vin på nye flasker?
Aftalen om et grønt Danmark blev lanceret som en historisk aftale. Nu skal aftalen udmøntes i omlægningsplaner. Der er grund til at se tilbage på reformtiltag, der er lykkedes med at sætte historiske aftryk.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Det er ikke første gang i danmarkshistorien, at vi står over for gennemgribende jordreformer ansporet af store samfundsudfordringer.
Tidligere jordreformer har været drevet af store lovkomplekser båret af tanker om frisind og demokrati, frisætning af socialt undertrykte befolkningsgrupper, indkomstudjævning, nye balancer mellem erhverv og bosætning på landet og i byerne, strategiske arealomlægninger med forretningsmuligheder, teknologispredning og nye afgrøder samt opførelse af nye boliger i landdistrikterne.
Jordreformerne repræsenterede en samfundskontrakt, hvor demokratisering og social udligning fandt sted sideløbende med udvidelse og effektivisering af det dyrkede areal.
Spørgsmålet er, hvad vi kan lære af tidligere tiders velplanlagte reformtiltag og landbrugslove, som har gjort Danmark til verdens mest opdyrkede land sammen med Bangladesh?
Tidligere tiders gennemgribende reformer af dansk land- og skovbrug omfattede bl.a. ophævelse af Stavnsbåndet, der i 1733-1788 dikterede, at unge mænd på landet ikke uden godsejernes tilladelse kunne forlade det gods, hvor de blev født. Men for landskab, produktion og ejerskab til jord blev især ophævelse af landsbyernes dyrkningsfællesskab og indførelse af selvejet afgørende for landbrugets ejermæssige og økonomiske udvikling.
Ophævelsen af landsbyernes dyrkningsfællesskaber, der havde eksisteret siden Oldtiden, betød, at bønder fik frihed til at drive deres eget landbrug med frit afgrødevalg. Tiltagene sætter klare spor i landskaberne i dag.
De jordløse blev de store tabere i landboreformerne, og et århundrede senere forsøgte man med statshusmandsloven i 1899 at kompensere denne gruppe ved at oprette mindre familielandbrug med statsstøtte. Det sikrede samtidig arbejdskraft på landet i en tid, hvor mange søgte mod byerne og beskæftigelse i de ekspanderende industrierhverv.
Med lensafløsningen i 1919 opgav staten sin hjemfaldsret til de såkaldte majorater (en særlig slags godser) mod en afgift på 25 pct. af ejendommenes værdi. Derudover skulle majoraterne mod erstatning afgive en tredjedel af jordarealet til udstykning af husmandsbrug. Det var et dybtgående indgreb og førte til stor bitterhed blandt de ramte godsejere. Højesteret afviste dog i 1921 forsøget på at få loven kendt ugyldig. Majoraternes overgang til fri ejendom var endeligt afsluttet i 1930 og berørte omkring en tiendedel af landets jord.
Lensafløsningen havde rod tilbage i 1849-grundloven, der afskaffede Enevælden og desuden også havde intentioner om at afskaffe lenssystemet. Men af mange grunde blev eksekveringen udskudt til efter systemskiftet i Rigsdagen i 1901, hvor det krævede flertal mellem S, V og R kom til stede. Ikke mindst ansporet af Den Russiske Revolution blev økonomisk udligning og en styrkelse af underklassen på landet en del af den politiske dagsorden i Rigsdagen, hvor R og S stod politisk stærkt.
Lensafløsningen blev således koblet med udstykning af statshusmandsbrug med tilstrækkelig jord til at kunne brødføde en familie. Antallet af udstykninger til statshusmandsbrug kulminerede i 1930’erne. I alt blev der oprettet 28.113 statshusmandsbrug svarende til en stigning i bedriftsantallet på ca. 15 pct.
Efter Anden Verdenskrig overhalede landbrugets udvikling mod stordriftsformer statshusmandsbrugenes betydning som økonomisk bæredygtige landbrugsbedrifter. Deres jorde blev købt op og sammenlagt i større landbrug.
Sideløbende med de store institutionelle og retlige reformer arbejdede man i Danmark gennem 1800- og 1900-tallet med landvindinger og opdyrkning af ekstensivt udnyttede landbrugsområder, ikke mindst heden. Målet var i udgangspunktet at øge produktionen ved at inddrage nyt landbrugsareal. Senere blev det en patriotisk sag efter nederlaget i de slesvigske krige. I 1930’erne blev landvinding en del af de socialforanstaltninger, der skulle reducere arbejdsløsheden. Under besættelsen 1940-1945 skulle landvindingen sikre beskæftigelsesmuligheder for at modvirke danskere i at tage arbejde i Tyskland.
Planlovskomplekset fra 1969 kan også betragtes som en jordreform med store landskabelige konsekvenser den dag i dag. Hovedformålet var at sikre et sammenhængende landbrugslandskab, der blev drevet af lokale landbrugere med bosætning på ejendommene, sikre det åbne land mod planløs bebyggelse og dermed holde byerne og sommerhusområder inden for nøje definerede områder. Den tids naturbeskyttelse var meget fokuseret på beskyttelse af landskaber og ikke på habitater og arter. Derved fik fredningsinteresserne sikret det åbne land mod bebyggelse, mens jordbrugserhvervene fik sikret en eksklusiv erhvervszone.
Det overordnede mål om produktionsforøgelse og forøgelse af selvforsynende husmandsbrug blev opnået gennem en gennemgribende planlægning af vores landskaber, som omfordelte jorden og opførte nye landbrugsbygninger efter arkitektoniske standarder med rådgivning fra landsforeningen Bedre Byggeskik. Landvindingens store projekter blev gennemført på få årtier. I disse fremskridt blev naturen den store taber, ikke mindst fordi mange projekter ikke var økonomisk rentable, men blev gennemført af socialpolitiske hensyn.
Trepartsaftalens mål om at udtage landbrugsjord svarende til 10 pct. af det danske areal svarer til den omlægning, der blev vedtaget med lensafløsningen i 1919.
Foreløbig tyder alt på, at implementeringen i 23 lokale grønne treparters omlægningsplaner primært vil være baseret på velkendte, frivillige virkemidler uden plads til fleksibilitet og manøvrerum mellem sektormål. Men løsningerne for klima, vandmiljø og natur er tæt bundet sammen i vores arealer og kalder på fleksibilitet, pragmatisme og innovation i den historiske arealomlægning.
Kan – og bør – vi omlægge 10 pct. af det danske areal uden fysisk planlægning, omsorg for landskab og bygningers fysiske fremtræden og uden blik for et socioøkonomisk løft af landdistrikterne som bo- og arbejdssted?
Hvor vi i tidligere landbrugsreformer gav statstilskud til opførelse af husmandsbrug på landet, kan man i dag risikere ikke at kunne få lån af banken til at købe en bolig i landdistrikterne. Mange af dem, som allerede ejer en bolig i yderkanten af danmarkskortet eller bor ved siden af, er reelt omfattet af et moderne stavnsbånd, fordi ingen vil købe disse ejendomme eller bo i områder i forfald uden fremtid.
Løsningerne for klima, vandmiljø, natur, fødevareproduktion og livet på landet har vores arealer tilfælles og starter derfor med progressiv planlægning, som både skal genoprette vores land, vand og natur og skabe investeringssikkerhed for nye, grønne forretningsmodeller.
I trepartsaftalen mangler vi tidligere tiders nytænkning og politisk mod, ambitioner for bedre liv i landdistrikterne, gennemgribende arealplaner og investeringsmodeller. Spørgsmålet er, hvad der skal følge efter fortidens store landbrugsreformer?