Giv os livet på landet tilbage

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg kunne ikke forestille mig at bo i en by. Jeg trives med livet på landet. Men paradoksalt nok begynder jeg at have svært ved at forestille mig at bo på landet i fremtiden. Jeg har boet i et lille statshusmandssted de seneste ca. 30 år. I den periode har livet på landet ændret sig markant.

Huse på landet står tomme, der bliver længere mellem naboerne, markerne bliver stadig større, læhegn og markveje forsvinder – og landmændene forsvinder. Baggrunden skal findes i lovgivningen.

Indtil 2010 måtte en dansk landbrugsbedrift ikke overstige ca. 500 ha (grænsen lå lidt forskelligt alt efter produktionstype). Den daværende regering med Venstre og Konservative og Lars Løkke i spidsen fjernede denne grænse som led i liberaliseringen, og der var således ikke længere en øvre grænse for hvor stort et landbrug måtte være.

Vejen fra landbrug til industriproduktion blev stukket ud.

Denne liberalisering betød i praksis, at landbruget gik fra persondrevet fag til en kapitalintensiv skaleret produktion, og landbrugsjorden blev i højere grad et investeringsobjekt end et areal til dyrkning af mad.

Lov nr. 243 af 22. marts 2010 lempede reglerne for, hvem der kunne erhverve landbrugsejendomme. Den afskaffede bopælskravet og lempede reglerne for jordarealer, hvilket reelt åbnede op for, at selskaber og udenlandske investorer kunne købe jord i Danmark.

En yderligere liberalisering i 2015 af S-RV-regeringen med Helle Thorning i spidsen fjernede praktiske hindringer, der havde gjort det svært for eksterne investorer at købe danske industrilandbrug, hvilket øgede interessen yderligere.

I dag er 3 pct. af den danske landbrugsjord udenlandsk ejet. Den ansvarlige minister for lovforslaget var den daværende fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Dan Jørgensen (S).

Store bedrifter kan altså i dag opkøbe næsten ubegrænsede arealer, og samtidig er det danske landbrug blevet en investeringsbranche for fonde, selskaber og kapitalstærke aktører. Den lille lokale landmand med grønt bevis og forankring i lokalområdet er på vej helt ud. Afskaffet ved lov.

Det er en kæmpestor ændring, fordi den grundlæggende har ændret strukturen i landbruget på en måde, der præger landskabet og livet på landet i dag. Et stigende antal store bedrifter tegner udviklingen, og landbrugsjorden er blevet et investeringsobjekt - en investering der skal forrentes gennem højintensiv drift drevet af gift og gylle.

Alt dette har medført højere jordpriser og en intens konkurrence om jord. Konsekvensen er, at de små og mellemstore bedrifter bliver presset i den udvikling og forsvinder hastigt. I gennemsnit lukkes ca. 2,5 landbrug om dagen! Landbokulturen dør ud.

Der er altså tale om en grundlæggende forandring af livet på landet. Landbokulturen, hvor der er kort til naboen, og hvor fællesskabet og hjælpsomhed var nøgleord, er truet. Den lokale landmand, der var en central del af lokalmiljøet, er væk. De ejendomme, der følger med, når investeringsselskaber og store bedrifter opkøber jord, står i stor stil tomme eller lejes ud til mennesker, der aldrig når at slå rod, og som kun i begrænset omfang involverer sig i og bidrager til lokalområdet.

Landet udenfor byerne er blevet et højintensivt produktionsområde, hvor natur og mennesker presses tilbage til fordel for markarealer, hvor jorden er tungt vædet med gift og gylle.

Men vi kunne sagtens gøre det bedre. Problemet med uddøende landområder har et strukturelt udspring, og strukturen kan ændres gennem lovgivning og politisk vilje.

En vej kunne være at indføre et loft for hektarstøtte på maks. 500 ha pr. landbrug og indføre bopælspligten. Dette ville grundlæggende ændre incitamentsstrukturen, og det mest markante resultat ville være lavere jordpriser og lavere forpagtningspriser (der er bundet næsten direkte op på hektarstøtten).

Det vil især gælde for marginaljorde og i områder med store bedrifter. Unge landmænd ville kunne købe jord og etablere sig som landmænd, der har ”fod under eget bord”, med en tilknytning til lokalområdet. I dag er det nemlig praktisk talt umuligt for en ung landmand at etablere sig med egen bedrift, medmindre man er villig til at forgælde sig til op over skorstenen.

En anden model kunne være, at man indførte et progressivt støtteloft, hvor støtten falder pr. hektar over eksempelvis 300 hektar.

Med en sådan regulering af bedriftstørrelsen sammen med en genindførelse af bopælspligten, ville de store bedrifters konkurrencefordel blive nedtonet, og der ville blive åbnet op for små og mellemstore landbrug med en direkte forankring i lokalsamfundet. Det vil med andre ord medføre en re-demokratisering af jordejerskabet. Det ville give liv på landet igen.

Og ikke bare liv i form af mennesker, men også naturen ville få bedre kår. For fjordnære arealer, der ofte er lavbundsjorde og giver marginalt udbytte, ville en regulering af bedriftstørrelsen betyde, at disse arealer ville blive mindre attraktive at dyrke, og netop dyrkning af disse arealer er den langt største synder, når det handler om kvælstoftilførsel til vores pressede vandmiljø.

Uden hektarstøtte ville det blive attraktivt at udlægge disse arealer til naturprojekter og vådområder, og kommunerne vil få lettere ved jordfordelingen i fjordnære natur- og klimaprojekter. Vi kunne få livet tilbage i vores fjorde.

Den grønne trepart har fået jordpriserne til at skyde yderligere i vejret, og økonomien bag udtagningen af de 390.000 ha landbrugsjord er truet af disse stigende jordpriser, og det truer hele projektet, der bl.a. skulle give mere natur.

Prisen for samfundet er til at overse. Landbruget bidrager i sin nuværende form til under 2 pct. af Danmarks bnp, og landbrugets samlede gæld udgør med udgangen af 2024 270 mia. kr. Fratrækker man diverse støtteordninger til landbruget, kan man ovenikøbet argumentere for, at dansk landbrug er en national udgift.

Vi skal selvfølgelig producere fødevarer, men også her kunne vi med fordel tænke anderledes. Ud af de godt 60 procent af Danmarks areal, som dyrkes som landbrugsjord, udgør arealet til dyrkning af dyrefoder ca. 80 procent af det samlede landbrugsareal. Med andre ord anvendes ca. 50 procent af Danmarks areal til at dyrke foder til dyr. Dertil skal vi lægge, at der årligt importeres soja fra Sydamerika fra et areal, der svarer til mere end hele Sjælland.

En omlægning betyder ikke, at vi skal begynde at frygte for flæskestegen til jul. Her er der trøst at hente. 90 pct. af de 30 mio. svin, der produceres årligt i Danmark, eksporteres til udlandet med begrænset gevinst for samfundsøkonomien.

Grisene sendes altså ud af landet, men deres lort beholder vi. Det kan vi – og i særdeleshed vores natur og vandmiljø – sagtens undvære. Vi kan producere kød til eget forbrug, sænke kvælstofaftrykket betragteligt, og samtidig skabe plads til mennesker og natur på landet – uden negative samfundsøkonomiske konsekvenser vel at mærke.

Når man samtidig kan anslå, at fjernelse af hektarstøtten for bedrifter på over 500 hektar kun vil påvirke omkring 1.000 meget store bedrifter, der ejer hundredtusindvis af hektar (0,6 procent af Danmarks befolkning ejer 60 pct. af jorden), kan det være svært at finde argumenter for, at vi ikke skal give landet tilbage til mennesker, til natur og til den lokalt forankrede landmand.