Fordomme er der nok af. Så folkekirken behøver ikke dyrke dem selv. Fortæl dog, hvad vi kan i stedet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Folkekirken i København delte på sin Instagram-side, kirkenikbh, i anledning af pinsen en reklame, der fremstod som et meme med en pludrende baby foran et kirkerum med overskriften »Det, du hører, når præsten fortæller dig om pinsen« suppleret med underteksten »Pinsen giver kun marginalt mere mening end min selvangivelse«.

Jeg formoder, det var et forsøg på at være sjov ved at fremhæve det uforståelige i pinsen, der så igen blev videreformidlet uforståeligt af præstens ubehjælpelige ord. Instagramsiden præsenterer sig som folkekirken for børn med fokus på »kirkelol« – og memes, og det morsomme består i denne reklame således i at latterliggøre såvel budskab som budbringer.

Kunne man forestille sig et politisk parti, der i et forsøg på at henvende sig til børnefamilier lavede en lignende reklame, hvor pinsen var udskiftet med partiprogram og kirkerummet med folketingssalen understøttet af underteksten »Vores partiprogram giver kun marginalt mere mening end min selvangivelse«, underforstået at en selvangivelse er uforståelig ligesom en babys tale, og at partiprogrammet dermed ikke giver mening?

Og kunne man i givet fald forestille sig, at det fik vælgerne til at valfarte til stemmeboksen for at sætte kryds her? Formodentlig ikke. Ingen vil vel stemme på et parti, der ikke engang selv tager sit valgprogram alvorligt.

I en tid med stor efterspørgsel på åndelighed og en tilbagevenden til de etablerede religioner, herunder kristendom, burde vi som folkekirke træde mere varsomt.

Godt nok opfordrede eksempelvis livsstilsekspert Jacob Holst Mouritzen i Kristeligt Dagblad 18/5 folkekirken til at turde træde frem på nye platforme som Instagram, YouTube og TikTok, da tiden ifølge ham er præget af en ekstraordinær bølge af åndelig interesse; noget, folkekirken bør gribe, da den står med en historisk mulighed for at få den unge generations opmærksomhed og vække dens interesse.

Men det må gøres med respekt for eget budskab, hvis folkekirken vil fastholde sin relevans og taleret.

Biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, bragte i sin kronik i Jyllands-Posten den 8. juni netop pinsen i spil som et oplagt svar på politikernes efterspørgsel på åndelig oprustning. Pinsen handler nemlig om ånd, og ånd er det, der gør, at vi forstår hinanden. Som biskoppen skriver: »… ånd er forhold. Og helligånd er forhold mellem os og mellem os og Gud. Helligånden er kristent forstået det, der gør Guds fortælling om Jesus Kristus levende for os, så det ikke bare er en fortælling fra gamle dage, men en levende fortælling her og nu. Uden ånd er det bare en fortælling fra en mere og mere svunden tid. Ånd betyder, at fortællingen også er levende nu.«

I Det nye Testamente fortælles det, at folk i pinsen blev fyldt af Helligånden, og derfor begyndte de »at prædike ligefremt om den korsfæstede og opstandne«, som biskoppen videre forklarer. Ligefremt, ja, så folk netop forstod budskabet, og mange derfor lod sig døbe.

Det betyder, at ånd skaber forståelse, enhed og mening – ikke det modsatte, som kirkenikbh med sin reklame kommer til at formidle, når præsten med sin pinseprædiken sammenlignes med en pludrende baby, der taler usammenhængende og uforståeligt. Ironisk nok skabes herved en anti-pinse-fortælling, og man henføres til Babelstårnet, hvor splittelse og forvirring opstod på grund af menneskets hybris; en beretning, som har pinsen som modfortælling.

Kristeligt Dagblad har over en længere periode bragt temaet om unge mænd, der søger den ortodokse kirke, fordi de savner åndelighed og hellighed, som de ikke mener at finde i den danske folkekirke.

Heldigvis har folkekirkepræster flere steder opdaget den stigende efterspørgsel i samtiden på ånd og spiritualitet, som tages alvorligt og forsøges imødekommet gennem eksempelvis nye gudstjenesteformer og inddragelse af meditative øvelser i konfirmationsforberedelsen.

Det viser nyere forskning inden for praktisk teologi, hvor blandt andet teolog Jørgen Demant i sin analyse af initiativerne i folkekirken peger på, at »erfaringsteologi har givet den radikale udgave af åbenbaringsteologi og sprogteologi baghjul«.

Der er således sket en fornyelse inden for gudstjenestefejringen ved eksempelvis poesi- og mindfulnessgudstjenester. Højmessens kendte rytme og faste liturgiske forløb brydes ved at trække nye stemmer ind, så præsten ikke agerer alene, men fællesskabet styrkes, ligesom fysisk bevægelighed fremhæves for at skabe rum for det ophøjede og hellige.

Det betyder, at erfaring har fået en fornyet og større plads i folkekirken ved at trække sanselige, musikalske, kunstneriske og sproglige former ind i kirkerummet for at imødekomme samfundets efterspørgsel og tale et sprog, nutidens unge forstår.

Også Zetland har fået øje på tendensen. I en artikel den 9. juni redegør Mads Olrik for det, han kalder The Quiet Revival, altså den stille vækkelse i den vestlige verden.

Her peger han på tal, som får Ateistisk Selskab med Anders Stjernholm i spidsen til at gyse, for det viser sig, at ateismen er på tilbagetog, mens kristendommen har fremgang. Andelen af især unge mennesker, der vender tilbage til den kristne tro, er nemlig overraskende høj og ser ud til at stige.

Det gælder ikke kun i vores nabolande som eksempelvis England, hvor hver femte mand under 34 år går regelmæssigt i kirke, det gælder også Danmark.

Olrik er så overrasket, at artiklens overskrift lyder: »Det er intet mindre end Jesu genkomst.«

Det er positivt, at tiden efterspørger ånd, og at flere politikere, meningsdannere og kendisser kalder på folkekirken som stedet for vejledning og svar. Det er ligeledes særdeles glædeligt, at kristendommen er i vækst, også selvom det ikke lader til, at de unge mænd i deres søgen i første omgang bevæger sig mod folkekirken, fordi der her ikke umiddelbart skulle være plads til åndelighed, hellighed og seriøsitet.

Derimod er det ærgerligt, at når folkekirken drister sig ud på nye platforme, er det ikke for at bringe håb ind i en ellers usikker verden, som trænger hertil. I stedet bekræftes de unge i deres negative forestillinger om mangel på åndelighed og hellighed i folkekirken i mødet med en kampagne som den, kirkenikbh bragte i pinsen.

Vi skal som folkekirke fortsat vove os ud på nye platforme, men det må ske med stolthed og selvrespekt, ligesom vi må blive bedre til at benytte kommunikationsfolk, der rent faktisk forstår at formidle det, som efterspørges, og som kirken, her også folkekirken, har at tilbyde, fremfor at gøre grin med os selv og i dette tilfælde pinsens vigtige budskab: at her tog ånden bolig i mennesket og skabte – ikke usammenhængende pludder – men håb, forståelse og mening i tilværelsen.