Pinse er at være forbundne og forpligtede

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Pinsen falder i Danmark midt i den skønneste årstid. Det er tiden, hvor alt spirer op på ny, og hvor det nærmest ånder himmelsk over støvet.

Pinsen handler om ånd – et begreb, der er oppe i tiden. Åndelig oprustning, sagde statsministeren.

Kan man det? Kan man åndeligt opruste? Det er glædeligt, at politikere igen begynder at tale om ånd. Det kan sagtens være, at vi kommer til at tale om det forkert eller på mærkelige måder, når vi nu ikke er vant til at tale om det.

Det kan også ske, at vi kommer til at tale om det på måder, som støder an.

Men lad os nu gribe muligheden for at tale om ånd, og om hvad der fylder hos mennesker.

Begrebet ånd kan være vanskeligt at få hold om. Det kan være et svævende begreb, som nærmest er overjordisk. Men ånd er faktisk ganske ligetil, for ånd er det forhold, der er mellem mennesker eller mellem mennesker og begivenheder.

Har man ikke ånd, kan man ikke forstå hinanden. Hvis den ene ikke fatter, hvad den anden prøver at forklare, kan der uhøfligt blive sagt: »Hvor er du åndssvag!«. Altså svag i ånden.

Det kræver ånd at forstå verden. Uden ånd bliver man selvkredsende. Vi siger også om en person, at han er åndløs, hvis han ikke kan stå i forhold til andet; til kultur, fortælling eller andre mennesker. Mangler man ånd, lukkes man inde i sig selv.

Så ånd er forhold. Og helligånd er forhold mellem os og mellem os og Gud. Helligånden er kristent forstået det, der gør Guds fortælling om Jesus Kristus levende for os, så det ikke bare er en fortælling fra gamle dage, men en levende fortælling her og nu. Uden ånd er det bare en fortælling fra en mere og mere svunden tid.

Ånd betyder, at fortællingen også er levende nu.

Ånd er også tro. Luther skriver i den lille katekismus, at det med at tro er vi ikke særligt gode til. Faktisk kan vi slet ikke. Luther regner egentlig ikke med, at vi sådan kan tro af egen kraft. Men Helligånden skaber troen i os. Det er ikke så mystisk, som det lyder. For tro er noget, vi giver til hinanden. Hvis vi hører en fantastisk historie, og vi tror på den, så er det ikke os, der skaber troen i os selv, men fortællingens ord, der skaber troen i os. Tro er noget, vi skaber i hinanden ved nærvær, ord og fortælling.

Det er en af vor tids monumentale fejltagelser, at vi bilder os ind, at troen er noget, vi selv skaber. For det første passer det ikke med vores erfaringer, og for det andet gør det kristendom til en præstation og ikke til en nåde. Man skal så til at præstere troen. Måske skal vi tage vores erfaring lidt mere alvorligt og ikke tale for hovedløst om tro eller mangel på tro.

Pinsen er Helligåndens fest og indledningsvis en fest for forhold, forståelse og nærvær. Alt det, vi har brug for i en tid som vores med ansigterne fraværende i skærme, med krig og splittelse.

Egentlig var pinsen en jødisk fest allerførst for at fejre høsten, men siden blev den en højtid for den guddommelige lov. Altså en fest for at loven var givet af Gud til Moses på Sinaibjerget.

Den kristne beretning om pinsen kender vi fra Apostlenes Gerninger, hvor det fortælles, at netop ved denne fest i Jerusalem blev folk pludselig fyldt af Helligånden. De begyndte at prædike ligefremt om den korsfæstede og opstandne, og mange blev døbt den dag.

Apostlene forkyndte om Guds rige på forskellige sprog. Kristendommen er til at begynde med ikke en klippefast kultur, men er et ord, der tales ind i den historie og kultur, man nu hører til. Sådan kan kristendommen gennem historie have forskellige sprog og udtryk.

Så der er to fester over for hinanden: en fest for loven og en fest for ånden.

Pinsen er en fest for frihed, for ånden er frihed, når den befrier os fra os selv og vores egne tvungne tanker. Derfor holder den kristne heller ikke en fest for den religiøse lov i pinse, men for Helligånden og den frihed, der følger med. En fest, mens verden åbner sig.

Åndelig oprustning handler således ikke om at gøre kristendommen til en lukket, befæstet mur. Og Luther sagde engang i et opgør med korstogene, at hvis han så et kors på slagmarken, ville han flygte rædselsslagen, for da var Djævelen til stede. Djævelen, mente Luther, var den, der gjorde troen til et middel for en højere sag.

Troen var for Luther altid en nådessag. Tilgivelse. Troen var som sagt en gave og ikke en præstation, man kunne skabe sig en platform på.

Åndelig oprustning er at kunne se mere end sig selv. Også at kunne se de andre. Det er så moderne at ”finde sig selv”, men det bliver hurtigt et lidt kedsommeligt projekt, for så spændende er vi heller ikke i os selv.

Kristendom handler netop ikke om at finde sig selv. Kristendom handler om at finde hinanden. At der er et forhold mellem os, som vi med et stort ord kalder ånd, og som vi hele tiden skal få øje på.

Det er åndelig oprustning. Det at få øje på hinanden som medmennesker i denne verden.

Åndelig oprustning er også at erkende, at man er den tilgivne part. For vi kan hurtigt svinge os op på den høje hest og beklage andres åndelige forfald og det, der er værre. Og vi kan så hastigt fordoble det ved at sige, at det bare er i orden og tilgive den anden. Her kan tilgivelsen nærmest blive et overgreb, en bedrevidenhed på vegne af andre. Det har vi ikke brug for. Vi har brug for, at vi sammen er de tilgivne. At vi i fællesskab er dem, der har behov for tilgivelse.

For tilgivelse forstår vi bedst, når vi har behov for tilgivelse. Når vi har brug for tilgivelse, så er vi for alvor fyldt med ånd, for da er vi virkeligt sat i forhold til andre.

Vi har i egentlig forstand brug for hinanden, for der skal et menneske til at tilgive. Det kan den fremadstormende kunstige intelligens trods alt ikke. Der skal et menneske til af kød og blod og med en historie. Ligesom ham, der i påsken hang på korset.

Og måske er åndelig oprustning egentlig det at forstå, at vi er forbundne til hinanden og forpligtede til denne forbundethed på trods af svigt og løgn også fra vores egen side.

Åndelig oprustning er måske at være forbundne, forpligtede i tilgivelsens lys. Det er at tro, at vi er fælles om tilgivelsen i denne verden, som både er umulig at overskue, og som hele tiden trækker os ind i et skyldigt forhold til hinanden. Vi skylder hele tiden hinanden et nådefuldt forhold.

Pinsen er at være forbundne og forpligtede. I frihed. I nåde. Med hinanden.

Og mens det ånder himmelsk over støvet og vifter hjemligt gennem løvet, holder vi pinse i Danmark. En højtid til at standse op og genoverveje, hvad ånd er. For vi har brug for sammenhæng. Det er det, vores politikere er ved at erkende. Det er nu, vi skal tale om ånd og derved om at være menneske.

Lad os bruge det rum, der er ved at åbne sig, til at tale om sammenhængen. Den åndelige oprustning, som sætter os i de nederstes sted, hvor vi sammen har brug for tilgivelse i det til tider noget besværlige liv, vi lever med hinanden. Glædelig pinse!