Trump vil skabe fred i Ukraine, men tilbyder kun fraværet af krig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Under sit verbale angreb på Volodymyr Zelenskyj på det katastrofale pressemøde i Det Ovale Værelse beskyldte Donald Trump Ukraine for »ikke at være klar til fred«. En påstand, der siden er blevet gentaget af den amerikanske præsident sammen med en repetitiv retorik om, at han vil bringe fred til Ukraine.

Trumps forsøg på at positionere sig som upartisk mægler i stedet for Ukraines allierede er forstyrrende og skal naturligvis ses i lyset af hans løfte om at blive den præsident, der »stopper krigen i Ukraine«. Det ser imidlertid ikke ud til, at Trump skelner væsentligt mellem netop dét at stoppe krigen og at skabe fred i Ukraine.

Denne ureflekterede sammenblanding af fred og fraværet af krig afslører en grundlæggende mangel på forståelse for, hvad fred egentlig er.

Siden fredsforskere i 1970’erne introducerede distinktionen mellem ”negativ fred” og ”positiv fred”, er den internationale freds- og konfliktforskning vokset, og mere ekspansive fredsforståelser er opstået.

Fælles for disse er, at de udfordrer konventionelle fredsdefinitioner, der henviser til en minimalistisk forståelse af fraværet af organiseret fysisk vold. En sådan situation opstår f.eks. i forlængelse af en våbenhvile eller umiddelbart efter en fredsaftale og kan karakteriseres som ”negativ fred”.

Positiv fred derimod er en langt mere dynamisk tilstand, der omfatter flere komponenter end blot fraværet af væbnet konflikt og fysisk vold. Positiv fred er ikke blot en tilstand eller et slutpunkt, der kan nås ved indgåelsen af en fredsaftale, men en kontinuerlig proces, der danner grundlag for, at befolkningen kan leve værdige liv.

Det handler altså ikke kun om, hvad der skal ”trækkes fra”, men også om, hvad der skal ”lægges til”, for at der er en oplevelse af fred.

Fred kan ikke opnås alene ved at fjerne den fysiske vold, men forudsætter en bred oplevelse af tryghed og social retfærdighed. En afgørende forudsætning herfor er at adressere strukturel vold i samfundet såsom systemisk diskrimination og undertrykkelse – ikke kun af individer og grupper, men også af bestemte sprog, kulturelle praksisser og identiteter.

Tilstanden i de russiskbesatte områder af Ukraine eksemplificerer både fysisk og strukturel vold. Strategisk anvendes forskellige metoder til at udvande eller eliminere den ukrainske nationale identitet, eksempelvis gennem bortførelse og russificering af ukrainske børn samt tvang til at optage russisk statsborgerskab. Dette sker ofte gennem massiv afpresning såsom trusler om at fratage adgangen til sundhedsydelser.

Krigens imperialistiske voldsrationale er gentagne gange blevet tydeliggjort gennem Vladimir Putins racistiske retorik, der fremstiller Ukraine som en pseudostat og ukrainere som et russisk folk, der blot gennemgår en form for national identitetsforvirring.

Han har eksempelvis i et interview hævdet, at det ukrainske sprog ikke eksisterer, men blot må forstås som et produkt af polsk påvirkning – en påvirkning, som Rusland ifølge Putins historierevisionistiske essay ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere” har ”reddet” Ukraine fra. Tidligere premierminister og nuværende viceformand for Ruslands sikkerhedsråd, Dmitry Medvedev, har dertil omtalt staten Ukraine som en »kræftvækst«, der ikke »burde eksistere i nogen form« på det sociale medie Telegram.

Dette forsøg på at udviske den ukrainske nationalidentitet og bagatellisere ukrainernes selvbestemmelsesret har dybe rødder i russisk og sovjetisk kolonialisme, hvis ideologiske forsøg på politisk og kulturel standardisering har ført til forskellige former for fysisk og strukturel vold mod ukrainere. Det inkluderer både sproglig og kulturel undertrykkelse under kejserinde Katarina II den Store, historisk positionering af ukrainere som andenrangsborgere eller ”små russere” (Malorosiy) samt Stalins menneskeskabte hungersnød, Holodomor, der slog mellem 3,5 og 7 millioner mennesker ihjel i 1932-1933.

En fredsaftale, der indebærer en komplet accept af (gen)koloniseringen af ukrainsk land og ikke indeholder robuste sikkerhedsgarantier, der kan beskytte resten af Ukraine mod en lignende skæbne, kan ikke skabe rammerne for hverken oplevelsen af social retfærdighed eller tryghed.

Det vil ikke muliggøre en positiv fred, men snarere være en fortsættelse af Ukraines politiske og kulturelle undertrykkelse samt være en farlig legitimering af Ruslands imperialistiske ambitioner. En sådan ”fred” kan ikke forstås som meget andet end (midlertidigt) fravær af krig.

Fred bliver ofte betragtet som noget, man ”får”, når en part i konflikten overgiver sig og f.eks. underskriver en aftale. Men fred er hverken en vare eller en byttehandel, og man kan ikke opnå fred i Ukraine ved at afpresse landet til at veksle sine naturressourcer for et for amerikanerne omkostningsfrit håb om, at det vil afskrække Rusland fra at angribe igen.

Det er en destruktiv tilgang til fredsforhandling, når den part, der besidder magten til at mægle, primært forsøger at profitere på aftalen og i den proces reducerer fred til et instrument for egne politiske og økonomiske interesser.

Denne tingsliggørelse af fred overser, at fred først og fremmest er en oplevet virkelighed. Som den feministiske fredsforsker Catia Confortini forklarede under samtalen ved mit ph.d.-forsvar nogle år tilbage: »Fred er et verbum, ikke et navneord.« Med andre ord er fred noget, man gør, ikke noget, man har. Fred er altså ikke et trofæ, som hverken Trump, Putin eller Zelenskyj kan ”vinde” – for som Zelenskyj selv påpeger, så »spiller han ikke kort«. Fred er noget, det ukrainske folk i fællesskab skal opleve og leve i, og for at dette kan opnås, skal den fysiske vold stoppes, men rammerne for tryghed og social retfærdighed skal også være til stede.

En fred i Trumps transaktionelle billede indeholder ingen af disse elementer, men vil derimod tvinge ukrainere til at leve i konstant frygt for Ruslands næste invasion, mens befolkningen i de besatte områder forbliver fanget i politisk og kulturel undertrykkelse, hvor deres ukrainske identitet (igen) forsøges udslettet.

Det er positivt, at Europa samler sig og forsøger at udfylde det amerikanske vakuum, der kan skabe grundlaget for en positiv fred. Spørgsmålet er dog, om det går hurtigt nok. I næste uge mødes europæiske ledere med Zelenskyj i Paris for at diskutere en fredsplan, og Ukraine har brug for en sådan plan, der ikke kun beskæftiger sig med adgang til naturressourcer og territorier, men også med at skabe en langsigtet sikkerhedsstrategi.

Denne plan bør give Ukraine mulighed for ikke blot at forberede sig på den næste invasion, men også for at bearbejde krigens traumer, stabilisere demografien og genopbygge landet. Ukraine fortjener fred – ikke blot fraværet af krig.