Frihedsrettighederne er under pres i verden. Også i Danmark

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Frihed er ikke dit privilegium. Det er din ret, og det er statens opgave at beskytte den. Så kort kan det siges.

Du er ikke bare fri på papiret gennem grundloven og menneskerettighederne, din stat skal også sikre, at du kan bruge den frihed til at sige både til og fra over for magthaverne.

På FN’s menneskerettighedsdag den 10. december, som markerer den dag, hvor FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget, er vi nødt til at slå et slag for frihedsrettighederne, fordi disse dyrebare rettigheder er under pres.

Regeringer og andre med magt finder desværre nye måder at lukke munden på kritiske stemmer og kvæle protester. Det sker overalt i verden – også i Europa.

I sommer udkom Amnesty Internationals rapport om retten til at protestere i 21 europæiske lande, og den påviste et mønster af undertrykkende love, brug af unødvendig eller overdreven magt og vilkårlige anholdelser og retsforfølgelser.

Danmark var ikke med i rapporten, men vi ser også lignende tendenser. Jeg lægger især mærke til tre aktuelle eksempler, der handler om hver sin frihedsrettighed: forsamlingsfriheden, ytringsfriheden og foreningsfriheden.

I disse uger skal Folketinget tage stilling til nye stramninger, der kan risikere at underminere forsamlingsfriheden eller retten til fredelig protest. Formålet er ganske ærværdigt at dæmme op for hadforbrydelser i forbindelse med f.eks. demonstrationer.

Men som vi gjorde klart i vores høringssvar til Justitsministeriet, er vi særligt bekymrede for den del, hvor politiet skal gætte sig til, om en given forsamling kan komme med had-ytringer under en protest og derfor skal have hjemmel til at forhindre en forsamling på forhånd.

Det strider mod selve princippet i retten til at forsamle sig frit og protestere fredeligt.

Man skal altid fra myndighedernes side antage, at en forsamling er fredelig, indtil det modsatte er bevist. Og bevisbyrden ligger hos myndighederne. Det er ikke borgerne, der skal bevise deres fredelige intentioner.

Muligheden for at indføre begrænsninger i retten til protest skal betragtes som undtagelser og skal derfor ikke indføres som et permanent redskab for politiet. Vi ved af erfaring, at disse restriktioner er svære at komme af med, når først de er til stede. Derfor har vi anbefalet Folketinget, at lovforslaget bliver taget af bordet, som det foreligger.

Indgrebet kan sammenlignes med den såkaldte koranlov, som vi også var imod. For at ramme en bestemt type protest indførte Folketinget en lov, hvor borgere, der udøver deres basale frihedsrettigheder igennem religionskritik, risikerer at blive tilbageholdt og straffet af staten. Begge stramninger er efter vores mening disproportionale og kommer ikke nødvendigvis hadforbrydelser til livs.

At forhindre diskrimination og hadtale er meget kompliceret, navnlig i en digitaliseret tidsalder, og vi er som samfund hele tiden nødt til at balancere frihedsrettighederne og veje dem op mod hinanden.

Vi skal på den ene side beskytte retten til at tilhøre et religiøst mindretal, og medlemmerne heraf skal frit kunne bevæge sig i det offentlige rum med identitetsmarkører uden at blive udsat for hadforbrydelser. Det gælder også på sociale medier. Ytringsfriheden er ikke absolut, men de begrænsninger, der er, skal være så lidt indgribende i denne grundlæggende frihedsrettighed som muligt.

I en offentlig debat skal mindretal kunne tåle, at nogen er meget imod deres måde at se livet på. Så længe den uenighed udtrykkes fredeligt og ikke-diskriminerende, skal kritikken have lov til at være en del af vores samtale.

I Frankrig og Tyskland, der er hjemsted for de største jødiske og muslimske samfund i EU, har myndighederne det seneste år forbudt propalæstinensiske demonstrationer. I Tyskland har Forbundsdagen tilmed indskrænket muligheden for at ytre helt legitim kritik af Israel f.eks. i skoler og på universiteter af hensyn til landets jødiske mindretal. Den vej skal vi ikke ned ad i Danmark.

Debatten skal være fri, selvom det kan være svært at holde tungen lige i munden, især når følelser kommer i spil. Erfaringerne med sociale medier viser tydeligt dilemmaerne. I begyndelsen var det en befrielse for mange, at alle nu kunne deltage i debatten uden først at blive godkendt af redaktører i etablerede medier, men netop den manglende redigering viser sig nu at undergrave friheden. Uden moderation og med algoritmer, der understøtter konflikt, bliver alt for mange afskrækket fra at deltage i debatten, fordi tonen kan blive hård og hadefuld.

Hvordan sikrer vi friheden også på sociale medier, uden at vi begrænser den reelle frihed hos hinanden, fordi ”den stærkes ret” tager over og undertrykker alle andres? Den balance er vi nødt til at tale åbent om.

Vi bør også have en åben diskussion af, hvornår staten skal gå ind og retsforfølge almindelige borgere for forhold, der kan være delte meninger om.

For et andet eksempel på begrænsning af vores frihed er en række retssager, der kører lige nu mod folk, der beskyldes for at billige terror gennem sociale medier. I en opsigtsvækkende sag, hvor en kvinde blev frikendt i byretten, fordi hun påviste, at hun flere gange havde taget afstand fra terror, valgte anklagemyndigheden alligevel at anke til landsretten med krav om fængsling for en kort kommentar på Facebook.

Uanset hvor sagen ender, har den allerede haft en afskrækkende effekt. Kvinden har ikke overraskende trukket sig helt fra den offentlige debat, og man kan forestille sig, at alle, der læser med i sagen, får lyst til at gøre det samme. Man kan med rette være usikker på, hvor grænsen for ytringsfriheden går.

Et vigtigt princip her er, at lovene skal være tydelige for borgerne. Og her vil jeg nævne et tredje og sidste eksempel.

Det er fra Københavns Kommune, som har sendt et brev til alle kommunale kulturhuse og folkeoplysende foreninger, hvori det indskærpes, at lokalerne ikke må bruges til foreninger, der tilkendegiver udenrigspolitiske holdninger. Det kunne Politiken afsløre den 2. december.

Det har allerede haft konsekvenser for foreningslivet, oplyser formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd. Flere kulturhuse har ikke turdet afholde udenrigspolitiske debatter og har aktivt afvist foreninger, der ønskede at bruge lokaler. De har udøvet selvcensur, mener formanden, fordi man ude i foreningerne er bange for at gøre noget ulovligt.

Hvis vi i Danmark vil respektere frihedsrettighederne, bør der ikke være nogen begrænsninger for afholdelsen af en forsamling. Hvis myndighederne skal indføre restriktioner, skal de betragtes som en undtagelse, og byrden med at retfærdiggøre restriktioner ligger hos staten. Det skal desuden ske i en ånd for at fremme retten til at forsamle sig fredeligt og ikke afskrække nogen fra at deltage i forsamlinger.

I Amnesty International Danmark arbejder vi for, at Danmark lever op til disse basale frihedsrettigheder for alle landets borgere – og ikke medvirker til at afskrække borgerne fra at forsamle sig frit, ytre sig frit og forene sig frit.

Vi kan ikke bruge formelle rettigheder til ret meget, hvis de reelt bliver undergravet af frygten for at træde forkert. Frihedsrettigheder er ikke et privilegium i en retsstat, de er hele grundlaget for et velfungerende demokrati.

På denne menneskerettighedsdag er det vores håb, at vi kan genfinde et fælles engagement i at passe på vores frihed. At vi kan hjælpe hinanden til at tage ordet, mene noget, sige til og fra og engagere os i at opretholde et åbent demokratisk samfund, hvor der er plads til os alle sammen.