Derfor går samfundet ikke under

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Både unge, ældre og gamle kan for tiden blive skræmt fra vid og sans. Som var risikosamfundets tidshorisonter trukket helt kort, og fremtiden forsvundet.

Har man fulgt TV 2’s serie ”Familier som vores”, skræmmes man let over det pludseligt opståede katastrofescenarie: Havene stiger, og det går først ud over flade Holland med de store floder, der vælter vand ind i mængder, der ikke kan dæmmes op for; dernæst følger Danmark.

Jovist, havene stiger. Men slet ikke i et tempo, der skaber paniksituationer. Selv Holland bliver rigt på at kunne eksportere dæmningsbyggerier.

På den anden side er risikoen den, at vi længe har ignoreret IPCC’s og Parisaftalens advarsler om globale temperaturstigninger. Og fortsætter med at glemme, at fremtiden kommer.

Styrken i TV 2-serien er, at unges fremtidsperspektiv spiller så stor en rolle. Filmens unge gymnasieelever er om 70 år i 80’erne, og sådan som temperaturen stiger nu, er det ikke sikkert, at København endsige Haag, Rotterdam og Amsterdam findes til den tid.

Hundredvis af storbyer ligger få meter over havet. Men for 200 år siden advaredes man i London også om, at hestelort fyldte sådan i gaderne, at lortet om 200 år ville nå op over hustagene.

Aktuelt er risikosamfundets scenarie imidlertid, at en hel række systemer kæntrer så meget, at samfundets systemer fungerer ligesom en konvoj, der består af skibe, som enten ikke skifter kurs eller er på kollisionskurs. Ud over klima- og biodiversitetens systemer er der andre såkaldte ”tipping points”.

Umiddelbart ser vi, at Trumps autokratiske regime synes blindt for alt andet end sig selv. Trump selv garanterer, at med ham ved roret kan vi glemme alt om klima- og biodiversitetskriser, økonomiske kriser og krigens kriser for ikke at nævne politiske legitimationskriser.

Grundet den blindhed tynges ikke mindst unge af identitets- og motivationskriser.

Jovist, vi ældre kendte til Den Kolde Krigs angst for en så omfattende atomkrig, at vi alle noget nær vidste, at år 2000 aldrig kom. Atomar frygt eskalerede med en sådan hast, at supermagterne ville accelerere deres reaktion, indtil det sagde BUM! i en metafysisk stor apokalypse.

Sådan gik det ikke, og det vil heller ikke gå sådan; der er meget færre og mindre atomvåben i dag end dengang.

Men det eksistentielle problem er, at kriser går i ring og bekræfter hinanden på samme måde, som mistillid kan forstærke mistillid i mistillidsskabende systemer. Det kræver et meget stoisk sindelag at bevare dømmekraften i den situation og undgå panik. Til gengæld er vores kultur også veludstyret med den såkaldte stoicisme. Den kendes ikke blot fra teologi, meditation, kunst og eksistensfilosofi, men også fra den immunitet, samfundets systemer har over for hinandens kriser. Vi kender også til ro i midten af uro.

I midten af det hele har vi Riget i Midten, Kina, med verdens største udledninger af CO₂, verdens største reelle forbrug samt verdens mest stabile kulturhistorie med over to et halvt tusind års civilisation. USA’s fornemmelse for tid er forsvindende kort sammenlignet med det kinesiske tusindårsriges.

Faktisk kan vi uden videre sammenligne Romerrigets tid med det klassiske kinesiske Han-rige fra århundrederne omkring Jesu fødsel, år 0. I USA har man til gengæld ingen fornemmelse for, hvor lang tid 100 år varer, og hvor meget et samfund kan forandres på tre generationer. Europa og Kina kan således sammenligne deres scenarier for, at der engang var noget, der hed fremtid, og den er stadig noget, vi er ansvarlige for.

Trump og Musk kan ikke tage ansvar for fremtiden. De ved ikke, hvad kinesere og europæere taler om, når vi taler om århundreder. Og det er naturligvis skræmmende. Men vi må lære at tænke mere kinesisk og mindre ud fra den amerikanske ekstremt korte tidshorisont.

Lad mig nævne et par eksempler. En berømt britisk historiker, efter sigende Eric Hobsbawm, holdt et foredrag om Anden Verdenskrig på et af USA’s store, berømte universiteter. En af de mere begavede studenter stillede så spørgsmålet: »Når der tales om Anden Verdenskrig, betyder det så, at der var en Første Verdenskrig?« Mindst lige så slemt oplevede jeg en amerikansk borgmester fra en by på størrelse med Slagelse, sige: »Ja, indianerne kom også for lang tid siden, var det ikke for 200 år siden!!«

Grunden til USA’s videnskabelige dominans siden 1945 er, at størstedelen af de store tyske, østrigske og østeuropæiske forskere flygtede til USA efter Hitlers magtovertagelse i 1933. De blev ledere af amerikansk forskning, og deres elever fortsatte, indtil de blev pensionerede.

Aktuelt krymper tidshorisontens historie imidlertid for amerikansk forskning, der tenderer til at gøre sig ligegyldigt optaget af fortællinger om statistiske korrelationskoefficienter, analytisk logik, kortsigtede fortræffeligheder ved kunstig intelligens og Elon Musks Mars-fantasmer.

Men hvad så med Rusland og Putins drømme om en russisk verden? Jovist kan vi blive skræmt af det russiske militærs ødelæggelse af Ukraine. På forunderlig vis ser Putins russere på, hvordan en ”arv om det tredje Rom” efter Istanbul og Italiens Rom via Kyiv måtte bosætte sig i Moskva.

Putin genfortæller historien efter sit eget forgodtbefindende og kan ikke gå tilbage til den russiske zar Peter den Store, der i København lærte, at Rusland hellere måtte kopiere Vesteuropa. Det er derfor Putin går tilbage til den ortodokse kristendom i sin angst for vestlige besættelser fra svenskere, polakker, Napoleons franskmænd eller tysk militær og nazister. Putin kommer fra Sankt Petersborg og er andengenerations traumatiseret fra den by, der har mistet flest mennesker i Anden Verdenskrig, nemlig over en million – faktisk flere, end USA, Frankrig og Storbritannien tilsammen mistede.

Imidlertid arver den russiske fremtid også hans krigsveteraner og hans traumatiserede familier lige så vel som hans dramatiske inflation. En krig koster en bondegård, og det tager flere generationers sammenbrudte handlekraft at komme sig over den, medmindre man støttes som i det tyske Wirtschaftswunder eller den japanske Toyota-model og tilmed kan lære at synkronisere landet. Den type organisationsforståelse har Rusland imidlertid aldrig dyrket.

Problemet med Ukrainekrigen er snarere, at mange større lande som netop Japan, Tyskland, Sydkorea, Brasilien, Sverige, Indonesien og andre vil anskaffe sig atomvåben for at undgå besættelser som Ukraine, der afskaffede sine med Minsk-aftalen i 1994.

De unge, der aktuelt ser med bekymring og angst på fremtiden, har oplevet corona-krisens nedlukning af deres fremtid.

”Danmark lukker nu” var fortællingen den 11. marts 2020. Efter nogle uger viste det sig, at de unge skrækslagent erfarede, at skolegang, fester og sport, ja alskens selskabelighed, lukkede i en grad, så de unge endda blev spærret inde i deres familier og andre lukkede grupper. Netop som de unge skulle ud i livet og ud i verden. Det var en stærk og angstfuld erfaring.

Men fremtiden kom.

En dag er Ukrainekrigen slut, også selv om dens traumer ikke er det. En dag er Trumps autokrati afsluttet. Putins også. Vi kommer andre steder hen og farer let vild i risikoen for en anden fremtid. Fortiden bliver anderledes. Men vi har i over 2.000 år haft forestillinger om både paradis og apokalypse. Virkeligheden bevæger sig imidlertid aldrig ud til de yderligheder. Samfundet er ikke et skib, der som ”Titanic” går under. Vi må også have mistillid til mistilliden. Ligesom vi har tillid til tillid.