Solceller kan frigøre os fra oliesheiker og gas-diktatorer. Så stop med at være så negativ

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg er født og opvokset i et parcelhus i Østjylland nær en stærkt trafikeret landevej, hvor vi kunne lugte stanken af døde dyr og slagteriaffald, når vinden kom fra vest. Vi troede, at det var fremskridtet, og brokkede os ikke så meget. Det burde vi måske. Men nogen, der virkelig brokker sig, er Jyllands-Posten, der har kørt en massiv kampagneserie imod solceller i Danmark.

”Vild plan vil plastre Jylland til med solceller”, ”Jernmarker gør Jylland mørkere” og ”Enorme arealer skal dækkes af solceller” er nogle af de bombastiske overskrifter. Selv statsminister Mette Frederiksen er citeret for, at det ikke ser »særligt fedt ud« at bo på en ejendom, der er omgivet af solceller.

Måske ikke. I de seneste år har væksten i solceller været stor, og det er nemt at zoome ind på dem, når de glimter i lange rækker på bar mark. Men er der ikke så meget andet i landskabet, der er en større udfordring arealmæssigt, æstetisk og i forhold til naturen?

Hvornår zoomer JP ind på de brede asfaltmotorveje, der skærer Jylland op på langs og snart gennem Egholms smukke naturområde vest for Aalborg?

Det næste kan blive Kattegatforbindelsen over Samsø og det naturskønne Røsnæs. Hvornår går JP i flæsket på de store gylletanke, kornsiloer og svinefabrikkerne – eller de mange biogasanlæg, der får over 3 mia. kr. om året i statsstøtte? Eller industriparkerne, parkeringspladserne, de mange biler i byerne og de (sorte) asfalterede lande- og motorveje? Ud fra den æstetiske vinkel, som JP forfølger i solcelleserien, er det vel det næste? Men tør I?

Hvad med i stedet at se solcellerne som en del af et grønt fremskridt, som kan gøre Danmark selvforsynende med billigere grøn energi, frigøre os fra autoritære oliemagter og styrke vores konkurrencekraft?

Solcelleanlæg kan, hvis de opstilles rigtigt, beskytte drikkevandsområder, der er truet af pesticider. De forvandler Solens stråler til ren energi og kan frigøre os fra fossile brændsler, der forurener luften, og som står bag 68 pct. af bruttoenergiforbruget i dansk økonomi. Solcellerne kan med vindmøller, batterier, varmepumper og geotermi bane vej for et 100 pct. vedvarende energisystem.

Fremsynede jyder har forstået, at det er en bedre forretning end fossilerne. Tag f.eks. til Hvide Sande Fjernvarme, der midt under en energikrise kunne skære halvdelen af varmeregningen, fordi man i tide havde investeret i store Vestas-vindmøller, solceller, varmepumper og elkedler, som er billigere i længden end at fyre med fossile brændsler eller træbiomasse. Det var økonomisk og energimæssig snusfornuft. Og Hvide Sande gav sit solide bidrag til at nedbringe Danmarks udledning af drivhusgasser. Tænk, hvis alle fjernvarmeværker og kommuner fulgte i deres fodspor?

En samlet klima- og energiplan af Rådet for Grøn Omstilling viser, at det er realistisk og muligt at gøre Danmark til en 100 pct. fossilfri økonomi i 2040. Det vil dog kræve, at mængden af sol- og vindenergi øges med 4,3 gange i 2030 og med ni gange i 2040. I forhold til regeringens klimafremskrivning kan vi spare 207 mio. tons CO₂e på vejen derhen, og det kan sikre forbrugerne og virksomhederne 35-45 pct. lavere elpriser i 2040, viser beregninger foretaget af Ea Energianalyse.

Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne, for prisen på energien er vigtig for, om man får succes eller fiasko på verdensmarkedet. I de senere år er opstillingen af nye vindmøller desværre gået i stå til lands og til havs, og der er for mange bureaukratiske snubletråde i Danmark. Så det er træls også at se en erhvervsavis plastre sine sider til med æstetisk vrede imod solcelleanlæg og energiparker.

Vi bør hellere kræve flere grønne energiparker både vest og øst for Storebælt, så hele landets energiforbrug kan gøres fossilfrit. Og der kan skabes nye arbejdspladser ved at fremstille den næste generation af grønne e-fuels til vores internationale sø- og luftfart. Det er skidt for Danmark, hvis vi lader os rive med af et æstetisk bagstræberi, uanset om det er i Viby eller på Rådhuspladsen.

Det er et alvorligt problem, at dansk økonomi brænder 120 mio. tønder olie af om året, og at danskerne køber nye gasfyr og fossilbiler, når der er gode grønne og elektriske alternativer. Der er mange arbejdspladser i den grønne omstilling – alene i vindindustrien er der 33.000 job, og de fleste ligger i Jylland.

Til sammenligning er der kun ca. 7.100 heltidslandmænd tilbage. De får over 11,8 mia. kr. i statsstøtte om året, mens solcellerne kan klare sig på markedsvilkår. Landmændene sidder på godt 60 pct. af landets 4,3 mio. hektar, og de har satset benhårdt på industrialisering og stordrift, så landdistrikterne er blevet mere og mere affolket.

Samtidig har erhvervet et stort medansvar i forhold til klimaet, forurening af drikkevandet, biodiversitetskrisen og den omfattende havdød. Og de vil ikke selv betale for forureningen, men vil hellere tørre den af på skatteyderne.

Danmark befinder sig i en klimakrise og en biodiversitetskrise og er en bundskraber i EU med kun 1,6 pct. beskyttet natur. Så jeg forstår godt bekymringen for, hvordan naturen skal se ud i fremtiden. Men hvad med at tage en seriøs snak om den store animalske fødevareproduktion og de nye infrastrukturprojekter frem for at udskamme solcellerne og vindmøllerne som syndebukke?

Selv hvis vi øger mængden af solenergi med 11 gange frem mod 2040, vil solcellerne ikke dække mere end 1 pct. af Danmark. Mange flere kan sættes på tage, over parkeringspladser og motorveje, men det billigste er opstilling på bar mark.

Det må være muligt at frigøre 1 pct., for det handler dybest set om Danmarks fremtidige energiselvstændighed og konkurrencekraft. Og ja, der bør også rejses langt flere skove, som kan give os større naturoplevelser, et rigere plante- og dyreliv og en ekstra klimagevinst.

I stedet for at brokke sig over solcellerne kan man glæde sig over, at de kan tjene ekstra penge og gavne naturen på nedkørte marker, der før har været sprøjtet med pesticider og gødet med kvælstof, så naturens blomster, markens fugle og de mange insekter forsvandt. Developerne kan nok godt overtales til at dele en smule af overskuddet med lokalsamfundet, og lovgiverne kan give lokale energifællesskaber bedre muligheder for at blomstre.

Hvorfor skal vi spilde så meget tid på at brokke os over det grønne fremskridt, der rummer mange gevinster, og forsinke det igen og igen, mens kineserne kører os midt over i den nye energirevolution, hvor priserne på grøn strøm på sol og vind allerede er billigere end fossil energi? Kom ind i kampen, Jyllands-Posten.

I dag fylder industrien og industrizonerne lidt under 1 pct. af arealet. Produktionen af biobrændstoffer, som er uøkonomisk og dumt i forhold til klimaet, lægger beslag på et landareal svarende til 3 pct. af Danmark. Og vejene fylder 5,4 pct. af arealet eller 232.000 hektar.

De fleste af os danskere vil gerne give plads til vejene i landskabet og nyde friheden til køre i bil. Men den frihed har en pris. Enten finder vi lidt mere plads til solceller og vindmøller i Danmark, så vi kan elektrificere varmeforsyningen og industrien og køre på ren grøn strøm, som vi selv producerer.

Eller også skal vi hvert år fortsat importere forurenende fossile brændsler fra Rusland og Mellemøsten, hvilket vil påføre os meget store geopolitiske, sikkerhedspolitiske og klimamæssige ekstraregninger.

Selvfølgelig er der dilemmaer i forhold til arealfordelingen, men det er på høje tid, at vi tager en seriøs snak om, hvad er det for et fremskridt, vi ønsker i dette land.