Er fast-track i Legoland i virkeligheden grunden til, at vi desperat mangler medarbejdere i vores velfærdssamfund?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Følelser og holdninger blusser op hos flere parter, når man første gang stifter bekendtskab med Legolands fast-track-ordning. En ordning, der giver de rige og privilegerede mulighed for at tilkøbe sig retten til at springe andre over i køen. Og med holdninger kommer kommentarer, heriblandt at de såkaldte ræverøde socialister bare skal droppe deres brok og den dertilhørende misundelse, som uden tvivl må være den eneste grund til deres jammer.

Og ikke nok med det, så er det mest brugte argument, at de, som arbejder hårdt, tjener mange penge og må bruge dem, som de vil. Lige krydret med toppen af arrogance, ved at opfordre andre til at arbejde hårdere, vælge det rigtige arbejde og uddanne sig til et job med en ordentlig løn.

At Legoland pludselig bliver et værdipolitisk brændpunkt i voksnes opfattelse af, hvordan et samfund bør opbygges, er sådan set både de såkaldte liberalister og socialisters skyld. Folk reagerer, fordi det vækker noget i egne værdier og fordi det handler om børn, rettigheder og et grundlæggende menneskesyn. Nogle vil mene at der bliver lagt alt for meget i en banal tilkøbsordning i Legoland, som man jo i bund og grund selv kan til- og fravælge.

Der bliver sågar kastet rundt med argumenter, som at det hele handler om prioritering og forskellige valg i livet. At ulighed i vores samfund er et vilkår, vi lige så godt kan vænne os til, lige så snart vi som helt små rejser os op og vil frem i livet.

Vi kan ikke komme uden om, at Legoland er et kapitalistisk foretagende, hvis primære mål er at tjene en så stor sum penge som muligt. Men når man står for at lave en verden til børn, hvor forlystelserne er fantastiske skabninger i smukke farver, og de små seje biler i hvert fald ikke er i voksenstørrelse, så kan man ikke lukke øjnene for et medfølgende ansvar. Et ansvar for at sørge for, at den verden reelt er for børn og ikke gennemsyret af voksnes værdipolitiske holdninger, gøren og laden. Ligeså vel som vi forældre har et ansvar for at lære vores børn om fællesskab, ligeværd og ja – køkultur.

For én ting kan jeg dog være enig i. Vi lever i et ulige samfund. Men jeg ser det nu ikke som et grundvilkår i livet, vi bare må bøje nakken for, men som noget, vi skal blive ved med at arbejde med. For selvfølgelig er ulighed et vilkår for rigdom og vækst, som vi aldrig helt kan undgå, men når vi i vores samfund har så skæve arbejdsforhold og lønninger professionerne imellem, så er det ikke længere noget, vi bare skal acceptere som et livsvilkår, men nærmere et udgangspunkt for forandring.

For der bliver også flere gange i debatten kastet rundt med kommentarer omhandlende valg af uddannelse og karrieremuligheder. At når man arbejder hårdt, så kan man altså tjene nok til at springe over i køen. Men når jeg hører disse kommentarer, bliver jeg helt i tvivl om afsendernes blik for virkeligheden. For selvom man som selvstændig erhvervsdrivende i den grad kan arbejde mange timer og dermed ryge inden for spektret af “hårdt arbejde”, så kan vi ikke komme uden om, at vi i den anden ende af skalaen har mennesker, der også arbejder særdeles hårdt som blandt andet kasseassistent, rengøringsmedarbejder, sosu-assistent eller pædagog.

Men her er lønnen dog helt anderledes. Her handler det ikke om simple valg og prioriteringer, når man endelig får sparet op til en tur i Legoland med sine børn. Nej, her handler det i langt højere grad om at forsøge at give sit barn en god oplevelse. Og ja, den oplevelse bliver altså bare lidt ringere af at blive sprunget over i køen af folk med gyldne armbånd.

Og når vi nu snakker om manglende blik for virkeligheden eller om ikke andet, manglende forståelse for børns perspektiver og oplevelser, så tillad mig at forklare bare en smule. Køkultur er faktisk en god ting. Det giver os en forståelse og respekt for andre mennesker og deres plads i verden.

Det giver ikke kun børn en nødvendig fornemmelse for andre end kun dem selv, men også noget konkret at forholde sig til i de tidlige barneår, hvor de skal forstå deres omverden, og hvordan vi agerer i den verden sammen. Når børn starter i daginstitution, er det sammen med en masse andre børn, og de skal derfor lære at forstå og begå sig i et fællesskab. Her eksisterer altså ikke fast-track-ordninger til de børn, der er så heldige at være født ind i velhavende familier, til at komme først i køen til malerværkstedet.

Nej, her eksisterer lige vilkår for alle børn, fordi en vigtig del af børns dannelse faktisk går ud på at give plads til andre omkring dem. De få pædagoger, der er tilbage i institutionerne, gør alt, hvad de kan for at få alle børn til at føle sig set, forstået og anerkendt, og hjælper til, hvis der er nogen, der får skubbet andre ud af køen.

Men det kan være en svær opgave at sørge for, at alle børn føler sig set, forstået, hørt og anerkendt i de danske daginstitutioner i dag. Børneantallet, forventningerne og arbejdsopgaverne stiger, mens pædagogandelen falder. Der mangler pædagoger til vores børn og unge.

Lige nu er det kun omkring halvdelen af de ansatte i institutionerne, der er uddannede pædagoger. Vi mangler akut 4.000 pædagoger, og tal fra Bupl’s seneste trivselsundersøgelse viser, at hele 49 pct. overvejer at forlade faget. Ikke bare deres arbejdsplads, men faget.

Ydermere oplever vi endnu engang et stort dyk i antallet af optag på pædagoguddannelsen. 8 pct. færre end sidste år og hele 31 pct. siden 2016. Og selvom der uden tvivl kan peges på op til flere grunde til de lave tal, er især én grund italesat flere gange. Nemlig lønnen.

En undersøgelse fra Eva viser, at over halvdelen af unge med en faktisk interesse for faget, alligevel fravælger det blandt andet på grund af lønnen. Og selv om man selvfølgelig ikke direkte kan klandre Legoland for de manglende pædagoger til vores børn, kan man alligevel godt trække tråde til den aktuelle debat, som så mange aktivt deltager i.

For når opfordringen fra de glade fast-track-brugere lyder, at vi som forældre blot skal forklare vores børn, at hvis de i fremtiden arbejder hårdt og vælger en karrierevej, der får pengepungen til at vokse, så kan de også springe over køen i Legoland, så er det måske ikke så mærkeligt, at de fag, hvor lønnen er lav og uden muligheder for at avancere, direkte fravælges af unge år efter år. For hvis hele vores liv afhænger af, hvilke tilkøbsordninger vi kan få, hvem kan så se sig selv arbejde i en vuggestue, hvor mængden af arbejdsopgaver stiger, gruppen af børn, der har brug for hjælp, vokser og distancen i benene på ingen måde stemmer overens med tallet på lønsedlen?

Og hvis vi alle skal stræbe efter uddannelser, der giver et gedigent overskud på kontoen, hvem skal så varetage de fuldstændig essentielle opgaver i vores samfund, der sørger for, at det hele løber rundt, men som ikke giver mulighed for smarte tilkøbsordninger? Hvem skal egentlig passe de børn, hvis forældre skal arbejde hårdt nok til at tjene penge til fast-track i Legoland? Og hvem skal lære dem om den køkultur, som de tydeligvis ikke får kendskab til eller forståelse for derhjemme?