Fertilitetskrisen er skabt af moderne liberalisme

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Børnefamilier har trange kår i Danmark, færre af os får børn, og færre af os ønsker at få børn. Denne triade af fakta danner baggrund for den fertilitetskrise, som vi i flere år har forsøgt at udrede årsagerne til. Forklaringerne har spændt bredt over både faldende sædkvalitet, kønsdiskriminering samt urbanisering og individualisme.

På det seneste har der været en forøget opmærksomhed på, at den mest fundamentale forklaring muligvis er politisk. Det er dette, som debatten om nedvurdering af omsorgsarbejde handler om. Denne debat handler om den påstand, at der lægges en uforholdsmæssigt tung arbejdsbyrde på forældre, og at denne arbejdsbyrde ikke anerkendes som tilstrækkeligt væsentlig.

Samlet set betyder det, at det er selve udviklingen i samfundets strukturer, der gør det uattraktivt at få børn.

Så vidt, så godt. Men hvorfor har vores samfund oplevet denne udvikling? Jeg påstår, at den mest grundlæggende årsag er en parallel forandring i selve vores liberale ideal.

Nutidens liberale ideal er blevet til et ideal om neutralitet mellem måder at leve på, og i et nyt notat for Tænketanken Prospekt argumenterer jeg for, at det ideal er så radikalt, at det er kategorisk umuligt at gennemføre i praksis.

Derfor har vi i dag et samfund, der foregiver at gøre alle frie til at følge deres egen vej, men som i praksis kraftigt fremmer eller stækker visse veje over andre. En af de veje, der stækkes mest, er vejen til forældreskabet.

For at se, hvorfor det er tilfældet, er det gavnligt at sammenligne vores liberale ideal med tidligere idealer. I de 17. og 18. århundreder kæmpede John Locke og Jean-Jacques Rousseau for, at staten skulle udvise tolerance og funderes på borgernes samtykke.

I det 19. århundrede kæmpede John Stuart Mill for, at statens magt skulle stækkes for at sikre den enkeltes udfoldelse. Disse filosoffer baserede deres samfundsidealer på etiske teorier om, hvilke slags liv der var gode for mennesket. Locke og Rousseau var kristne, og Mill var nytteetiker, og deres teorier om statens begrænsning blev derfor altid balanceret mod deres idealer for, hvad et godt liv objektivt bestod i.

Dette står i kontrast til den moderne liberalisme, der i 1970’erne voksede ud af John Rawls’ ”A Theory of Justice” og Robert Nozicks ”Anarchy, State and Utopia”.

Begge disse to teorier om idealstaten fremførte, at staten skulle forholde sig »skruppelløst neutralt« til alle »begreber om det gode«, altså måder at leve på.

Staten skulle ikke favorisere hverken forældreliv, bohemeliv, konsumerisme, askese eller noget andet og skulle ikke basere sig på nogen teorier om, hvad der er godt for mennesket. Årsagen hertil blev udpenslet i 1990’erne i Rawls’ ”Political Liberalism”, hvor Rawls konstaterede, at det moderne samfund er præget af så fundamental værdipluralisme, at staten ikke længere kunne baseres på idéer om, hvad der udgør et godt liv. Moderne liberalisme udsprang af nødvendighed.

Det, som den akademiske forskning i 1980’erne og 1990’erne dog sideløbende har etableret, er, at idealet om statslig neutralitet simpelthen er umuligt at realisere. Problemet er, at når staten prøver at være neutral i en forstand, så ender den altid med at være ikke-neutral i en anden forstand.

Et eksempel herpå er, at når staten f.eks. forsøger at være neutral ved så vidt muligt at overlade borgernes liv til dem selv og deres frie aftaler, så overlader den i praksis borgerne til de frie markedskræfter. Her er der vindere og tabere, og pludselig ligner det, at den neutrale stat ikke er så neutral igen, men snarere er et skalkeskjul for den socialdarwinistiske stat.

Problemet er alment. Filosoffer som John Rawls mente, at liberale stater skulle være neutrale ved at begrunde deres gerninger neutralt, altså uden appel til idéer om, hvad det gode består i. Det er i det store og hele den neutralitet, som vi har i Danmark, hvor politik ofte begrundes med henvisning til ”neutrale” forhold såsom samfundets stabilitet og retfærdighed eller borgernes rettigheder.

Det altoverskyggende problem, som den slags neutralitet fører med sig, er netop det, der har fyldt så meget i debatten i de seneste årtier: Neutrale årsager medfører de facto strukturel diskrimination.

At statens politik i praksis fremmer visse måder at leve på, men begrundes med andre neutrale årsager, er selve definitionen på statslig strukturel diskrimination, og risikoen herfor er overalt. For eksempel kan staten indføre love, der gør det svært at være muslim, hvis den begrunder det neutralt. Den kan påstå, at visse slags beklædning er utryghedsskabende, eller den kan tillade politiet at diskriminere mod muslimer med henvisning til forskelle i kriminalitetsrater.

Den kan også gøre det svært at leve nydelsessøgende liv, for eksempel ved at beskatte alkohol og cigaretter eller ved at indføre lukkelove med henvisning til offentlig ro og orden. Sådanne love kan begrundes neutralt, men vil ikke opleves som neutrale for dem, de går ud over. Neutrale årsager er en neutralitet, der sniger så omfattende værdipolitiske konsekvenser ind ad bagdøren, at det ikke minder det mindste om neutralitet.

Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.

Men i den moderne liberalisme må intet af dette inddrages som årsager i samfundets indretning. Den moderne liberalisme tillader ikke, at byer planlægges for at understøtte familiers liv. Den tillader ikke, at arbejdsmarkedet indrettes med specielle hensyn til forældre. Den tillader ikke, at der anvendes penge på specifikt at sikre forældre overkommelige hverdage.

Snarere har staten indført ubegribelige systemer såsom Aula, der om noget udgør en forhadt ekstra arbejdsbyrde for forældre. Den danske stat gør bestemt nogle gange noget for forældres skyld. Men i så fald handler den på trods af liberalismen og ikke på grund af den, og det er helt almindeligt, at liberale taler for mere frihed og mere marked uden at anerkende, at dette er standpunkter, der kraftigt favoriserer visse slags liv over andre.

Vi bør se konsekvenserne af det neutrale liberale ideal for, hvad de er: strukturel diskrimination og særligt strukturel diskrimination mod forældre. Med tanke herpå er det åbenlyst, hvorfor færre af os får børn.

Liberalt sindede i Danmark bør tage denne anklage alvorligt. De bør erkende, at idealet om neutralitet er en blindgyde, og vende tilbage til tegnebrættet. På universiteterne er dette forresten sket. Allerede i 1980’erne udviklede den Israelske filosof Joseph Raz i ”The Morality of Freedom” en liberal kontrateori, der afviste idealet om neutralitet og baserede sig på en »begrænset pluralisme« blandt måder at leve på.

Det ideelle liberale samfund er et samfund, der erkender, at visse slags liv – herunder forældreliv – har særlig væsentlighed og berettiger specielle hensyn fra staten og samfundet. Denne tanke strider ikke mod liberalismens ideal om gode, frie liv, men understøtter den.