Halm til fjernvarme er både simpelt og billigt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Halm fra markerne har gennem mange år været brugt som brændsel til opvarmningsformål på mindre gårdanlæg samt på de større kraftvarmeværker, hvor der både produceres fjernvarme og el.

Der produceres ca. 6 mio. tons halm om året, hvor omkring en fjerdedel allerede bruges til fyringsformål, og der vil være ca. 2,5 mio. tons til andre formål, fremgår det af en rapport udarbejdet for Energistyrelsen. Den grønne omstilling har nu medført fornyet interesse for halm, hvor forestillingerne er, at man kan bruge halmen i biogasproduktionen samt til fremstilling af biokul ved hjælp af pyrolyse.

I sidstnævnte proces opfanges kulstofindholdet i halmen og lagres, f.eks. ved udbringning af biokullet på marker, og det forudsættes, at det oprindelige CO₂-indhold inden for en meget lang tidshorisont ikke igen frigives.

Teknologisk kan man godt bruge halm til både biogas og pyrolysebaseret biokul, men det springende punkt er, om det er særlig hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt, når der findes en gennemprøvet og simpel måde at anvende halmen på – nemlig som brændsel på decentrale fjernvarmeværker.

Dansk halm er ikke umiddelbart egnet til fremstilling af biogas. Halmen har et højt indhold af lignin, som gør den svær at nedbryde i biogasprocessen.

Halm kan ikke umiddelbart føres ind i et biogasanlæg – som i tilfældet med et kraftvarmeværk – men skal først forbehandles, inden den overhovedet kan anvendes i et biogasanlæg. Det er omkostningskrævende i forhold til den hidtidige produktion af biogas, som i vist omfang har været baseret på husdyrgødning, organisk affald fra industri og husholdning samt energiafgrøder.

Energiafgrøder som korn og majs er der krav om at udfase, hvorfor biogasanlæg kommer under pres med hensyn til at skaffe råvarer, og derfor den store fokus på halm som løsningen. Der er en række komplicerende problemstillinger om anvendelse af halm til biogas, som er velbeskrevet i en rapport fra Energistyrelsen, hvor man klart konstaterer, at halm er mere ressource- og energikrævende at anvende i forhold til øvrige råvarer brugt på biogasanlæg. Der skal bruges en del teknik og energi til f.eks. at findele og forbehandle halmen, inden den overhovedet kan tilføres en biogasreaktor, så halm er ikke verdens bedste – eller billigste – løsning på udfordringen med at skaffe råvarer til biogasproduktion.

Klimamæssigt vil halm optage CO₂ i vækstperioden, og når brugt til fremstilling af biogas (metan) vil denne igen ende som CO₂, men der vil være en gunstig effekt, hvis biogassen fortrænger f.eks. naturgas. Problemet er bare, at det ikke er uden omkostninger at bruge halm i biogasprocessen – og om ikke anvendelsen på kraftvarmeværker ville være mere hensigtsmæssig?

Her ville man også kunne fortrænge fossile brændsler samt træflis, der ikke nødvendigvis er helt klimaneutralt.

I andre dele af verden er halm mere oplagt til biogasproduktion. Det gælder f.eks. for halmen fra rismarkerne i Asien, hvor den kemiske sammensætning af halmen er helt anderledes (og med lavere brændværdi). Halmen fra rismarkerne kan anvendes direkte til biogas uden komplicerede forbehandlinger. Forfatterne til dette indlæg har i det seneste årti arbejdet med udvikling af biogas baseret på rishalm i Sydøstasien. I denne del af verden vil man kunne spare CO₂ langt billigere sammenlignet med de dyre løsninger, man opererer med i Danmark.

Pyrolyse er en proces, hvor biomasse, f.eks. halm, behandles i et iltfrit miljø med høje temperatur omkring 500-600 grader. Det er ikke en fuld forbrænding af biomassen, så en stor del af kulstoffet ender i fast form (biokul), der kan lagres på marker. Dermed forsinkes CO₂-frigivelsen til atmosfæren, og foruden biokullet får man nogle biobrændsler, som muligvis også kan nyttiggøres. Der er endnu ikke fremstillet pyrolyseanlæg i stor skala, og de initiativer, der pågår, har modtaget væsentlige subsidier fra både offentlige midler og private fonde.

Senest er teknologien brugt som muligt bidrag til reduktion af landbrugets klimabelastning i rapporten fra ekspertudvalget vedrørende grøn skattereform. Rapporten nævner selv, at teknologien ikke er færdigudviklet – og at den er omkostningskrævende – men alligevel lader man pyrolyseteknologien indgå i udvalgets forslag til klimaregulering. Udvalgets model et (med den højeste CO₂-afgift) er uden pyrolyse og fremstår i rapporten som den billigste løsning i forhold til model to og model tre, hvor pyrolyse indgår.

Det resultat er lidet overraskende, og gør det usikkert, om model et i virkeligheden er billigst, da man lader dyre teknologier indgå i alternativerne.

Der er ikke mange beregninger på, hvad pyrolyse af halm vil koste. En rapport fra Ea Energianalyse er det nyeste bud på, hvad samfunds- og selskabsøkonomi vil være i et 20 MW-pyrolyseanlæg. Selskabsøkonomien er ikke helt god ifølge rapporten, men indregner man klimakreditter, kan man få et lille samfundsøkonomisk overskud (for halm). Man oplyser samlede investerings- og driftsomkostninger for anlægget, og værdien af salget af biobrændsler er skønnet ud fra egne antagelser, hvilket ikke umiddelbart gør det nemt for læseren at vurdere indholdet. Når teknologien er færdigudviklet, og der foreligger mere erfaring og flere data på omkostninger mv., kan virkeligheden nemt se anderledes ud.

Fordelen ved pyrolysen er, at man får bundet CO₂ i biokullet. Det er en kompliceret og dyr proces, som man igen kan sammenligne med et relevant alternativ – anvende halm i kraftvarmeværker. Sidstnævnte bruger i mindre omfang fossile brændsler, men biobrændsler som træpiller og træflis. Hidtil er træflis blevet anset som klimaneutralt, f.eks. hvis affaldstræ anvendes, eller skove genplantes, men inden længe vil træflis/træpiller sandsynligvis ikke mere blive betragtet som et bæredygtigt produkt til energifremstilling i stor skala.

Halm har en turnus på et år og genplantes, så det er en anden problemstilling end træflis fra skove. Når halmen afbrændes i kraftvarmeværker, frigives den optagne CO₂ igen – modsat pyrolysen – men halmen vil kunne bruges til at fortrænge træflis/piller samt fossile brændsler. Dermed har halmen i den anvendelse også en klimaeffekt, og den vil kunne opnås mere simpelt og billigt sammenlignet med anvendelse i en ikke-færdigudviklet pyrolyseteknologi.

Konklusionen for nuværende må være, at selv om noget kan lade sig gøre teknisk, er det ikke sikkert, at det er hensigtsmæssigt – hverken fra et energimæssigt eller økonomisk synspunkt. Det kræver en del yderligere dokumentation, hvis man vil forcere anvendelsen af halm til biogas og pyrolyse. Den grønne omstilling er ikke nem med de mange fancy forslag til løsning af klimaproblemerne, og undertiden er den grønne forvirring måske mere betegnende for processen.

Omstillingen til en grøn og bæredygtig energiproduktion bliver givetvis en meget bekostelig samfundsopgave – og derfor er der god grund til ikke at vælge de dyreste og mest usikre processer, når der allerede findes gennemprøvede, økonomiske løsninger.