Udsigtsløsheden har et navn: Moria

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hun fulgte mig som en skygge. En lille pige på 10-12 år, der smilede til mig og pegede fremad og sagde: »Mandala.«

Hun gentog det flere gange, og det lød i hendes mund som noget eventyrligt i retning af Nangijala eller Shangri La. Måske fordi hun så så lykkelig ud og hele tiden sikrede sig, at jeg fulgte med hende.

Mine planer for at aflægge besøg i Moria-flygtningelejren var bundet op på, hvilke muligheder der bød sig, idet jeg ikke havde en besøgstilladelse, og jeg kunne lige så godt følge med hende og se, hvad hun ville vise mig.

Jeg var turist og boede på sydsiden af øen, men havde besøgt flygtningelejren to gange tidligere i 2016 og 2017 under turistophold.

Som mangeårig medarbejder i Dansk Flygtningehjælp var det naturligt for mig at besøge en lejr, som har så tragisk en baggrund, og som samtidig har vendt op og ned på tilværelsen for de lokale grækere, som lever af den turisme, som siden 2015 har svigtet fatalt.

Jeg kravlede op ad en bakkeskråning efter den lille pige, som hurtigt var oppe og bød mig en hjælpende hånd. I det hele taget blev jeg mødt med smil og venlighed på min vej.

Det var stadigvæk tidlig formiddag, og unge mænd kom med et håndklæde over skulderen for at stå i kø ved en toiletvogn.

»Hello, madame,« lød det høfligt, og jeg frembød heller ikke nogen større trussel som den ældre, gråhårede dame, jeg er.

Jeg veg behændigt uden om et par unge mænd, der var ved at komme op at slås foran hegnet ind til den lukkede del af lejren. Konflikterne er mange i en lejr, hvor helt forskellige kulturer er samlet, og et par dage i forvejen blev en ung dreng stukket ned og dræbt i lejren.

Der var et hul i hegnet ind til den lukkede lejr, hvor unge mænd smuttede igennem. Måske for at benytte lejrens bedre toiletforhold, og de to vagthavende grækere, der sad indenfor i lejren, lod det passere.

Guidet af min lille ledsager nåede jeg frem til et område i udkanten af lejren, hvor der var en indgangsportal med ordene ”Welcome to Mandala”. Det var et område for børn, hvor der var legeredskaber, der var solidt tømret sammen af træ.

Pigen forsvandt hen til en gruppe børn, der under supervision af frivillige unge var i gang med at lave gymnastikøvelser. En ung kvinde præsenterede sig som den, der koordinerede aktiviteterne på legeområdet.

Hun var fra Brasilien og arbejdede som frivillig i lejren. Jeg glædede mig over at se børnene le og more sig under så vanskelige forhold, som livet i en flygtningelejr byder på.

For det er ikke noget Shangri La.

Der er efter det oplyste lige nu ca. 9.000 flygtninge i en lejr, der er beregnet til 3.500.

Den lukkede lejr er indhegnet og bevogtet af græsk politi. Jeg kunne uden større besvær have fået adgang til at besøge den ved at have sendt en ansøgning på mail et par dage i forvejen til de græske immigrationsmyndigheder, men det havde jeg ikke fået gjort, så jeg befandt mig derfor i den store åbne lejr, der ligger lige ved siden af på bakkeskråningerne en lille halv times kørsel fra hovedbyen Mytilini.

Busser pendler regelmæssigt mellem lejren og byen, så flygtningene har mulighed for at komme ind at handle eller bare at komme lidt væk fra lejren. Det store skib til den forjættede by Athen ligger i havnen i Mytilini, men der er kun adgang for dem, der måtte have fået en opholdstilladelse i et andet land og derfor skal videre.

Der er ingen fare for, at flygtningene ikke kommer tilbage til lejren, for det er trods alt der, de lige nu har et sted at sove og har adgang til daglige fornødenheder.

Den vagthavende politibetjent ved indgangen til den lukkede lejr oplyste, at der i disse dage ankom 30-40 både til øen hver nat. Under farefulde omstændigheder krydser bådene farvandet mellem Tyrkiet og Lesbos der, hvor afstanden er kortest.

De ankommer som i 2015 til Molyvos på nordsiden af øen og bliver herefter kørt i busser til Moria-lejren. Natten før var der ankommet et sted mellem 400 og 500 flygtninge, og det passer måske med 10-12 mennesker i hver båd.

En lokal græker fortalte med henvisning til en artikel i en græsk avis, at Grækenland er i gang med at sende nogle af de mange flygtninge videre til det græske fastland og anbringe dem der, fordi de græske øer ikke kan modtage flere.

Athen er undtaget, da byen i forvejen har mange illegale flygtninge.

Jeg bevægede mig videre rundt i den åbne lejr og blev overalt mødt med smil og vink. Jeg har besøgt mange flygtningelejre rundtomkring i verden og bliver altid varm om hjertet af at se den evne til overlevelse og værdighed, mennesker under primitive, for ikke at sige usle, forhold er i besiddelse af.

For der var ikke meget at råbe hurra for i denne lejr, når det gælder indkvarteringen.

En ung pige stod med en kost og fejede på jorden foran familiens telt. Unge mænd skyllede deres tallerkener under en vandpost i et vandtrug. Og tiltrukket af duften af nybagt brød fandt jeg frem til et selvbygget bageri, hvor en kvinde klaskede dej på stenene indvendigt i en jordovn, og en mand tog imod de færdigbagte brød og børstede dem fri for lidt sod. Jeg blev tilbudt et stykke, og det var velsmagende og knasende sprødt.

Maria’s Shop er en lille udendørs café uden for lejren. Her faldt jeg i snak med en ung iraner, der fortalte, at han havde været i lejren en uge og inden da i ni måneder i Tyrkiet, hvortil han var flygtet efter at have siddet i fængsel i Iran.

Han følte sig ikke godt tilpas i lejren.

»Afghanerne kan ikke lide iranere,« sagde han.

»Afghanerne er ikke blevet behandlet godt af de iranske myndigheder, mens de har opholdt sig i Iran under flugten, og det går ud over sådan én som mig.«

Konflikterne i lejren – og de er mange – foregår i dette tilfælde mellem afghanere og de flygtninge fra Mellemøsten, der med en fælles betegnelse ses af afghanerne som ”arabere”.

For nylig skrev Jyllands-Posten, at den meget træge sagsbehandling fra de græske myndigheder betyder, at flygtningene ikke umiddelbart kan sendes tilbage til Tyrkiet, som aftalen med EU ellers er.

Nu er det imidlertid sådan, at en asylsagsbehandling, hvis det er det, vi taler om, aldrig er gjort med et ja eller et nej og et stempel.

Der er fra EU’s side lavet aftaler med Tyrkiet og Libyen om tilbageholdelse af migrationstilstrømningen til Vesteuropa. Ifølge disse aftaler kan Grækenland og Italien umiddelbart sende flygtningene tilbage hertil.

Det sker imidlertid ikke, fordi det ikke er så enkelt som at sætte dem på et skib og sejle dem tilbage, hvor de kom fra.

Mennesker på flugt har krav på at fortælle deres historie. Der er interview, der skal foretages, forklaringer, der skal undersøges, mennesker, der er mentalt eller fysisk syge og traumatiserede efter mange måneders flugt.

Asylsagsbehandling er aldrig hurtig. Og med den stadige tilstrømning af nye flygtninge synes opgaven næsten umulig for de græske myndigheder. Derfor befinder tusindvis af flygtninge sig i et limbo i Sydeuropa og kan hverken komme frem eller tilbage.