Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Digitalisering og de menneskelige relationer

Den omfattende digitalisering af det danske samfund rejser en række etiske problemstillinger, som det er nødvendigt at tage stilling til.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre på sin skærm, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Hvordan lyder det? Måske ikke helt så overbevisende som K. E. Løgstrups oprindelige citat fra “Den etiske fordring”. Det vender jeg tilbage til. Men først kendsgerningerne: Vores samfund og dets institutioner bliver i stigende grad digitale. Ifølge FN’s 2018-benchmarking med vurderinger af 193 medlemslandes digitaliseringsstatus er Danmark i top som det land, der er bedst til offentlig digitalisering. Er det godt? Ja, det siges. Fordelen er nemlig, at det ideelt set betyder øget effektivitet i form af mere offentlig service for færre midler (glem lige Sundhedsplatformen for en stund), og det argument er naturligvis ikke nemt at stå for, hvis man skal få enderne til at mødes i de offentlige budgetter, og hvis man bestræber sig på at være bare nogenlunde på forkant med fremtiden. F.eks. kan “kontorrobotter” overtage eller supplere en del sagsbehandlingsarbejde (der er desværre ikke tale om en ny C-3PO-kollega, men om software, der sorterer henvendelser, foretager automatiske opslag i registre osv.).

Jeg vil her lade effektivitetsargumentet stå til troende og i stedet fremhæve nogle af de etiske opmærksomhedspunkter, som bør følge med den øgede digitalisering. Hvilke problematiske påvirkninger af menneskelivet kan den omfattende digitalisering medføre, og hvad bør man derfor især have in mente i videreudviklingen af de offentlige digitaliseringsløsninger?

Tager man de kritiske briller på, er det første, man ser, måske farerne for, at digitaliseringen kan gå ud over den sociale retfærdighed i vores samfund, fordi den kan virke ekskluderende over for grupper, som måske ikke besidder de nødvendige it-færdigheder. Det være sig f.eks. ældre eller socialt udsatte borgere. I Kristeligt Dagblad fortalte en artikeloverskrift endda, at “Digitalisering betyder helvede for de ældre”. Forhåbentlig i overført betydning, men sandt er det, at “den digitale kløft” i befolkningen fortsat bør udlignes, hvis en omfattende digitalisering af den fælles offentlige sektor skal kaldes fair.

Men de kritiske briller kan hjælpe os til at få øje på mere endnu. Når debatten om digitalisering vinkles etisk, falder den nemlig ind under en gammel og forgrenet diskussion om teknologien og dens plads og betydning i vores fælles liv. Langt er vi kommet, og stor komfort og velstand har vi skabt ved at bruge teknologien til at bearbejde naturen og tilrettelægge menneskelivet. Men den selv samme udvikling har lige fra starten også skabt former for etisk ubehag – betænkeligheder ved og bekymring for de sideeffekter som tilsyneladende gavnlige teknologiske fremskridt medfører.

De bekymringer kan inddeles i to kategorier. For det første har man gjort sig tanker om de utilsigtede og uheldssvangre konsekvenser, som den teknologiske fremgang kan resultere i, hvis man ikke passer på. På nuværende tidspunkt i historien er klimakrisen det primære eksempel, men en lignende type af risikobetonet ubehag gør sig gældende på digitaliseringsområdet. Digitale offentlige systemer indeholder en stigende mængde informationer om borgerne, som vil kunne misbruges, hvis de falder i de forkerte hænder – enten ved tvivlsomme magthavers kontrol og overvågning eller ved sikkerhedsbrud og datatyveri udefra. Hvis man er til mere science fiction-agtige scenarier, kan man også tænke over, hvad en fremtidig og ukontrollerbar kunstig intelligens ville kunne lave af ulykker med omfattende data om alle mennesker i samfundet. Under alle omstændigheder er tillid et nøgleord her; vi skal have tillid til, at vores data behandles fortroligt, lovmæssigt og sikkert.

Det risikofokuserede teknologiubehag står ikke alene, men den anden klasse af ubehag er straks sværere at konkretisere. Her er der ikke så meget tale om risikoen for fremtidige ulykker for os mennesker, men om en gradvis forringelse af vores liv og især samliv med hinanden. Ikke en forringelse af vores materielle vilkår eller effektiviteten i vores samfund (det er jo netop det, som teknologien skal øge), men af vores relationelle vilkår: selve rammerne for vores forhold til medmennesket. Når det drejer sig om digitaliseringen af de offentlige tjenester, kan den type ubehag måske sammenfattes i bekymringerne for afpersonalisering.

Og så er vi tilbage ved Løgstrup og den tilgang til etik, som han repræsenterer, nemlig den opfattelse, at det vigtigste ved menneskelivet finder sted i relationer, både de tætte forhold til vores nærmeste, men også i al anden interaktion med de mennesker, vi møder og forholder os til i livets små og store situationer. Den måde at betragte tingene på er f.eks. aktuel i dagens tale om relationel velfærd, tanken om, at relationen mellem medarbejder og borger ofte er helt afgørende, når det gælder om at løse udfordringer sammen. Det er nemlig i denne mellemmenneskelige udveksling, at borgerens egne ressourcer bedst aktiveres konstruktivt.

Her er det, at den omfattende digitalisering kan blive en udfordring. Det at digitalisere indebærer helt grundlæggende at beskrive noget med tal. Ifølge Den Store Danske er ordet “digital” en »betegnelse for fænomener, objekter eller information, som kan tælles«. En computer oversætter og bearbejder alt input som tal, men mange af os har nok en instinktiv fornemmelse af, at mange af livets vigtige områder, dem som f.eks. socialt arbejde handler om, ikke kan gøres op i kvantificerbar information, der flyder fra den ene computerskærm til den anden. Hvor bliver den menneskelige indlevelse og intuition af? Den nu afdøde filosof Peter Kemp skrev derfor om nutidens »indskrænkede opfattelse af kommunikation«, der »blot drejer sig om udvekslingen af informationer«. Vi har ifølge ham glemt, at kommunikation essentielt er »fælles liv – vita communis – med den anden … den, der aldrig blot er en kategori eller et begreb, men altid den enkelte anden« (“Filosofi – Etik – Videnskabsteori”, Akademisk Forlag).

Befolkningen er vist ikke helt uenig. Rambøll og DANSK IT har i en årrække lavet rapporten “IT i praksis”, som løbende gør status over den digitale udvikling her til lands. I 2017 kunne man der læse, at et flertal af danskerne er positivt stemte over for den digitale udvikling i den offentlige service, men at 84 pct. alligevel mener, at menneskelig involvering i sagsbehandlinger er vigtig. Tanken om afgørelser, der alene fortages af automatiske systemer, forekommer altså ikke videre tiltalende for flertallet af os. Ligeså er det kun et mindretal, som ser positivt på muligheden for, at de digitale kanaler bliver den eneste tilgang til det offentlige. Alt i alt en bred tilslutning til den relationsetiske pointe, at menneskelig interaktion har en særlig værdi, som vi bør værne om. Den pointe bør nok stå centralt fremover, således at den digitale udvikling i det offentlige ikke blot drives af nyttekalkuleringer, men også af et hensyn til behovet for samspil med vores medmennesker.

Mit blik her har været kritisk, men – vil jeg mene – også konstruktivt. Reel kritik handler om at undersøge en sag nærmere, og den tilgang peger også fremad mod en endnu bedre og gavnlig videreudvikling af de digitale løsninger. For år tilbage skrev Jacob Birkler og Mads Ronald Dahl en bog om “Den digitale patient”, og siden da er udviklingen kun gået i én retning. Hvis “den digitale borger” skal blive nogen succes, bør følgende tre etiske pointer understreges: 1) Man bør holde sig for øje, at den digitale udvikling kan skabe ulige deltagelsesmuligheder og dermed en mere uretfærdig indretning af de offentlige tilbud. 2) De sårbarheder, som den offentlige digitalisering medfører, bør vi italesætte og handle på, sådan at borgernes institutionelle tillid bevares. 3) Man bør have blik for digitaliseringens konsekvenser for det menneskelige og relationelle aspekt, for hele den måde, vi forholder os til hinanden på – her gemmer sig måske nogle omkostninger, som ikke fremgår af alle effektivitetskalkulerne.


Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.