Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kulturpolitik er vigtig – og fraværende

Hvor skal vi hen, du? Det kan kulturen give svar på ved at vise retning for hele nationen, men både den siddende regering og venstrefløjen har overladt kulturpolitikken til Dansk Folkeparti.

Artiklens øverste billede
Hvor skal vi hen, du? Det må være det centrale kulturpolitiske spørgsmål til såvel de nuværende som måske kommende regeringspartier her i valgkampen. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

Folketingsvalget nærmer sig, og planmæssigt spiller kulturpolitikken ikke nogen særlig rolle i valgkampen. I samtalebogen ”Befrielsens øjeblik”, som udkom for nylig, indrømmer den siddende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at kulturpolitik ikke har haft høj prioritet hverken i hans regeringstid, eller da Anders Fogh Rasmussen var statsminister. I stedet har Venstre overladt banen til Dansk Folkeparti, hvilket er en af de ting, Lars Løkke fortryder.

Statsministerens iagttagelse er træffende. Dansk Folkeparti har stort set været alene på kulturbanen og har haft en klart profileret politik, hvor det nationale, historiske og lokale har udgjort et kompas, som det har været nemt at navigere efter. Det internationale, nutidige og eksperimentelle samt københavneriet har udgjort DF’s synlige modstanderne. Blandt andet derfor kan Dansk Folkeparti tage æren for massive besparelser på DR, den formodede lukning af Radio24syv, oprettelsen af en regional kulturfond, flere midler til visse af provinsens museer og renoveringen af Fregatten Jylland. Hertil kommer politiske udmeldinger i tide og utide om f.eks. at flytte Filmskolen til Fyn, gøre engelsksprogede uddannelser på universiteterne til betalingsuddannelser og andre let antændelige medieemner. Hvilke kulturpolitiske mærkesager har den siddende regering haft? Jeg kan ikke komme på nogen.

Engang arbejdede kunstnerne i magtens tjeneste, malede portrætter af konger og adelsfolk.

Heller ikke til venstre for regeringen har oppositionen kulturpolitisk gjort meget væsen af sig: Hvad er socialdemokratiets mærkesager? Heller ikke her kan jeg huske nogen – ud over Henrik Sass Larsens radioudmelding for nylig om, at der er for meget finkultur. Som eksempler nævnte han bl.a. klassisk musik og bibliotekerne. Sass Larsen argumenterede for, at den socialdemokratiske kulturpolitik skal være mere folkelig. Man fristes til at spørge, hvad det er for en planet, Henrik Sass Larsen bor på, og hvad det er for et århundrede, han lever i. Hvis bibliotekerne ikke er folkelige, ja, så ved jeg ikke, hvad der er folkeligt. En tredjedel af alle danskere besøger et bibliotek en gang om måneden. Næstformand og kulturordfører Mogens Jensen måtte da også hurtigt dementere, at det var Socialdemokratiets kulturpolitik. Uden at ret mange af den grund blev meget klogere på, hvad den officielle kulturpolitik så var.

En anden socialdemokrat, Kaare Dybvad, der ligesom Henrik Sass Larsen er sådan lidt skabs-Dansk Folkeparti-agtig, støttede i et avisindlæg Henrik Sass Larsen og argumenterede for, at kulturpolitikken bør favne bredere, og at kunsten bør afspejle den befolkning, der finansierer den. Gerne flere tv-serier som ”Arvingerne”, hvor håndbolddanmark indgår, samt flere portrætter af folk a la Helle Helle, som bor i den yderste provins. Det lyder jo meget sympatisk, men spørgsmålet er, om det er rigtigt? Er nutidens kunst domineret af nuancerede portrætter af akademikere i København, mens borgerne i provinsen portrætteres brovtende og infantilt som Ole Thestrup i ”Blinkende Lygter”, som Dybvad påstår.

Både i samtidens litteratur og film findes der masser af nuancerede portrætter af såvel provinsen, sociale boligbyggerier som de udfordringer, man f.eks. møder som indvandrer, der er vokset op i en kvindeundertrykkende kultur. Tænk blot på Thomas Korsgaard og Morten Pape samt forfattere som Sara Omar eller Sofie Jam eller film som ”Klumpfisken” eller ”Jagten”. I DR Dramas seneste søndagssatsninger er der heller ikke mange nuancerede portrætter af københavnske akademikere. Medmindre Kaare Dybvad f.eks. tænker på ”Herrens Veje”? Det er dog nok de færreste, der tænker, at det var det, ”Herrens Veje” handlede om, selv om serien havde akademikere i hovedrollen som henholdsvis præster, læger og new age-iværksættere.

Hvis kulturpolitikken skal hvile på armslængdeprincippet, som den har gjort, siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1964, er det svært at bestemme, hvad kunsten skal beskæftige sig med. Kunst bliver skabt ud fra nødvendighed og nysgerrighed frem for politikernes synsninger om, hvad kunsten skal og bør beskæftige sig med.

I Lasse Horne Kjældgaards bog ”Meningen med Velfærdsstaten”, som bygger på hans afhandling af samme navn, viser Kjældgaard, hvordan 1960’ernes forfattere var med til at forme og diskutere idéerne om velfærdsstatens indretning. I 1964 bragte Ekstra Bladet en liste over de meste magtfulde personer i Danmark. Forfatteren Klaus Rifbjerg kom ind på andenpladsen efter Jens Otto Krag. En af Kjældgaards pointer er, at forfattere og kunstnere havde en helt anden politisk gennemslagskraft, end det er tilfældet i dag, og at der også var en løbende udveksling mellem centrale personer fra begge samfundsområder. For velfærdsstatens arkitekter var kulturpolitikken løftestang i det dannelses- og oplysningsprojekt, som var målet. Politikere og kunstnerne havde en fælles opgave.

I dag har kunstnere og politikere ikke noget fælles projekt. Begge grupper er fremmede over for hinanden, taler ikke samme sprog og mødes sjældent. Lars Løkke inviterede ganske vist forfatteren Thomas Korsgaard til et møde, efter at Korsgaard havde sendt ham sin bog, og Løkke havde læst den. Det gav gode billeder til Facebook, men har Løkke mødtes med andre kunstnere og ladet sig inspirere af dem? Det er i hvert fald forbigået min opmærksomhed.

Vor tids politiker-darlings udgøres i stedet af erhvervslivets iværksættere, indflydelsesrige organisationsfolk og professionelle meningsdannere. Det er den gruppe, som politikerne mingler med, hvis de efterspørger inspiration og gode idéer.

Engang arbejdede kunstnerne i magtens tjeneste, malede portrætter af konger og adelsfolk. Tilbage i Guldalderen og Romantikken medvirkede de bl.a. til at skabe en national identitet. Senere fik kunsten i forbindelse med det moderne gennembrud til opgave at sætte samtiden under debat, og det var, nogenlunde samtidig med at den løsrev sig fra magten. I efterkrigstiden krydsede den kortvarigt veje med den politiske verden og deltog i opbygningen af velfærdssamfundet.

Det lyder som et anfald af vanvid, at en af de centrale arkitekter bag velfærdssamfundet, den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, forlod statsministerposten for at forfølge en drøm om at blive kunstner. Men i symbolsk forstand siger det måske noget om den fascination og tiltrækningskraft, som kunsten tidligere havde helt ind i magtens inderste cirkler.

I dag er der ingen tidligere statsministre, der drømmer om at blive kunstnere. I stedet rejser de til udlandet og får internationale topposter. De bærende partier har ikke længere en markant eller synlig kulturpolitisk vision eller et kulturpolitisk kompas, som kan skabe retning og orientering, og der er næppe mange politikere, som lader sig inspirere og nære af kunstens verden.

Skal kunsten have nogen funktion i dag ud over sin egen, må det være at udgøre et korrektiv til det markeds- og nytteorienterede konkurrencesamfund, vi er omgivet af. Kunsten kan vise os, at livet også rummer en æstetisk og sanselig dimension, som har værdi i sin egen ret. Kan den gennem tætte og nuancerede beskrivelser af livet i provinsen og livet som akademiker i København give os større indblik i andre verdener og de måder, mennesker med en bestemt alder, køn, social eller kulturel position oplever og erfarer verden på, er det fint. Ligesom det er fint, hvis den gennem eksperimenter med materialer, former, genrer og idéer kan stimulere, provokere og udfordre os til måske at opleve og erkende nye virkeligheder.

Hvor skal vi hen, du? Det må være det centrale kulturpolitiske spørgsmål til såvel de nuværende som måske kommende regeringspartier her i valgkampen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.