Vi vil ikke længere trækkes rundt ved næsen af kulturtosser

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har en særdeles høj underholdningsværdi. Han er en slags kulturpolitikkens Jimi Hendrix. Han stemmer strengene, så de passer til den modsatte hånd, og når han topper, spiller han sågar med tænderne. Og i et par år har han hundset så meget rundt med kulturminister Mette Bock, at hun knap har fået et ord indført i mediepolitikken og på store dele af kulturpolitikken.

Og nu gælder det musik og billedkunst: »Der skal være mindre pling-plong og klatmaleri i den danske kunstverden,« siger oraklet. En udtalelse, der kalder på smilebåndet, hvis konsekvensen af den ikke var så totalitær og skræmmende. »Der er alt for lidt håndværk og alt for meget atonal pling-plong-musik og ekstremt eksperimenterende kunst. Jeg vil ensretningen til livs, og en måde at gøre det på er, at Folketinget garanterer mere mangfoldighed i optagelsesprøverne og i curriculum,« fortsætter Ahrendtsen. Han synes inspireret af gode gamle Ole Donner, der var med til at stifte Dansk Folkeparti og nærede en god rindalist ved sit bryst. Tydeligt inspireret af den gamle partifælle Kristen Poulsgaard, der jo mente, at Danmark er et alt for lille sprogområde til at have sin egen ballet.

Ole Donner gjorde sig berømt med denne udtalelse: »Hvis kunstnerne ikke kan leve af male, så må de begynde at tapetsere.«

Alex Ahrendtsen argumenterer i et nyt udspil for, at han som minimum vil have et generelt krav om tegne-, male- og skulptørfærdigheder skrevet ind i kunstakademiets optagelsesprøver. Og på musikkonservatorierne skal nye komponister blandt andet kunne skrive tonalt kontrapunkt for at komme ind. Ahrendtsen slynger gerne som en god kulturens mandagstræner om sig med vellydende fagudtryk. Tonalt kontrapunkt er ikke så indviklet, som det lyder. Det kan være den måde, hvorpå stemmerne i en fuga slynger sig ind i hinanden i smukke gentagelser og udviklinger. Selv lærte jeg det på musiklinjen i gymnasiet. Jeg tror, at Keld Heick kan skrive en kontrapunktisk version af de fleste grandprixmelodier på under en halv time.

Ahrendtsen forlanger med jævne ord, at kommende malere skal kunne tegne, så det ligner. Og kommende komponister skal kunne skrive noget, vi kan nynne med på. Og hvem kan være uenig i det? Hvem mener for alvor, at malere ikke skal kunne tegne og at komponister skal være tonedøve?

Men det er slet ikke i denne banalitetsparade, Ahrendtsens forsyndelse ligger: Den er, at han som politiker vil blande sig i optagelsesprøverne til akademi og konservatorium. Han smider enhver mulig rest af armslængde og sætter sig ind midt i censorkorpset og fratager de fagligt kyndige deres kompetencer. Han springer ud som ren og skær smagsdommer. Den stand, som Anders Fogh Rasmussen ellers brugte sine første regeringsår på at bekæmpe. Og blod på tanden har Ahrendtsen naturligvis fået gennem sine sejre i mediepolitikken. Public service er skåret ned med en lille milliard. Så kan de lære det i DR.

Den kommende landsdækkende taleradio skal ligge der, hvor Dansk Folkeparti engang havde mange stemmer. Tag dén.

Og nu skruer Alex Ahrendtsen i sit oplæg i øvrigt på de økonomiske vandhaner til billedkunsten: Han vil fjerne kravet om, at der i ethvert offentligt nybyggeri afsættes halvanden procent af byggesummen til kunstnerisk udsmykning. »For vi kan se, at det hele tiden er en ganske bestemt form for kunst, der bliver valgt.«

Jeg håber, at vi i næste uge får nogle politikere, som har arme, og som kan holde afstand til detaljen. Som respekterer fagligheden og mangfoldigheden, og at kunstneriske uddannelser skal udvikle talent. Vi vil ikke længere trækkes rundt ved næsen af kulturtosser.