Selvfølgelig har kineserne kopieret – eller slet og ret stjålet – amerikansk teknologi

Donald Trump har utvivlsomt ret i, at Kina har stjålet amerikansk teknologi. Det er ikke svært. Man er godt på vej, hvis man køber nogle eksemplarer af produktet . Men har Kina stjålet alting, som han antyder med citatet »China has stolen everything«?

I Kina har kopiering altid været en dyd, også i kunst. Den bedste efterligning er det ypperste, man kan forestille sig. Gælder det industriel udvikling, er det også let at finde frem til, hvor mulighederne for efterligning ligger.

Før OL i Beijing i 2008 var kineserne tilbageholdende med investeringer i Vesten. De ville undgå boykot af OL. Tiden blev brugt fornuftigt. Kineserne bad banker kloden rundt om at købe nogle få aktier i alle børsnoterede selskaber og foretage en analyse efter kriterier, som blev defineret i Beijing.

Hvad ville kineserne gerne vide? Det meste stod ganske enkelt i selskabernes årsrapporter. Deri fremhæves normalt de nyeste forsknings- og udviklingsprojekter. Der står også noget om risici, og kineserne ville gerne vide noget om de mest avancerede teknologier, f.eks. robotteknologi og kunstig intelligens. Hvor mange konkurrenter er der, og hvor hurtigt vokser markedet?

Den amerikanske professor Michael Schaller, University of Michigan, siger i bogen ”The United States and China”, at kineserne helt sikkert har samlet militære og teknologiske hemmeligheder fra udlandet, men at langt det meste stammer fra åbne kilder. Bøger, artikler, konferencepapirer, internet mv. Egentligt tyveri af hemmelig information af kinesiske agenter har været en lille del af operationen. En kinesisk håndbog, som er offentliggjort, fortæller kinesiske videnskabsmænd, hvordan man gør. Man kan udnytte, at kontrollen med hemmelige informationer er afslappet, udnytte tilfældige læk, eller pumpe videnskabsfolk under internationale kongresser, skriver Michael Schaller.

I dag har Kina udviklet en Made in China 2025-plan koncentreret om ti udvalgte teknologier, hvor kinesiske virksomheder er blevet strategiske virksomheder støttet af staten med gratis forskning og udvikling, kapital m.v., og med staten som en betydelig kunde. Det er bl.a. biotek, sjældne jordarter, robotter og computerchips. Det bekymrer Donald Trump.

Præsidenten vil falde ned af stolen, hvis han hører, at amerikanske regeringer frivilligt har givet kineserne en lang række teknologier, også inden for forsvar, krudt og kugler.

Michael Pillsbury, en amerikansk professor, som har tjent otte amerikanske præsidenter i Det Hvide Hus, fortæller herom i en bog, ”The Hundred-Year Marathon”, som handler om Kinas strategi om at overgå USA som den globale supermagt.

Der har i årevis været amerikansk-kinesiske samarbejdsaftaler om overførsel af teknologi. Det startede allerede i 1972, da Nixon besøgte Kina, men tog fart, da Carter anerkendte Kina i 1979. Samarbejdet sluttede indtil videre i 1989, hvor nedslagtningen af studenter på Tian An-men-pladsen satte et midlertidigt stop for teknologioverførsler.

Herefter var der en pause, men da sanktionerne blev ophævet i 1993, blev våbensalg og overførsel af sensitiv teknologi genoptaget. Der kom igen et tilbagefald i 1999, da USA ved en fejltagelse bombede den kinesiske ambassade i Beograd.

Nu har vi set, at der i årevis frivilligt er overført amerikansk teknologi til Kina, formentlig for at ruste Kina til at matche Sovjetunionen, altså en del af den amerikanske politik om inddæmning af Sovjetunionen. Sådan var det i begyndelsen af 70’erne omkring Kissingers besøg i Beijing i 1971 og Nixons besøg i 1972. Modydelsen var, at Kina hjalp USA ud af Vietnamkrigen. Allerede under Nixons besøg startede de amerikansk-kinesiske videnskabelige og tekniske udvekslinger.

Men hvad var det så, der blev overført frivilligt? I starten af 70’erne var det forskellige militære teknologier, som kunne styrke Kina i relation til Sovjetunionen. I 1973 var det bl.a. et satellitbaseret styringssystem, som kunne forbedre kinesisk træfsikkerhed ved angreb på sovjetiske mål. Kissinger lovede også kineserne radarteknologi til militære formål, og USA overlod Kina højtopløselige satellitbilleder for at forbedre kinesisk akkuratesse i angreb på sovjetiske mål. USA gav også Kina efterretningsrapporter om sovjetiske militære bevægelser. Det forbigås totalt i Kissingers bog ”China”.

Disse overførsler af teknologi og viden tog kineserne gerne imod, men i slutningen af 70’erne, da Deng Xiaoping var kommet til magten, fortsatte Kina og USA med at føle hinanden på tænderne. Således under et møde mellem Deng og præsident Gerald Ford i 1975. Kina ville gerne have teknologien, men ville ikke gøres til et instrument for USA i stormagternes spil. Men samarbejdet fortsatte, nu med et mere selvbevidst Kina.

Det amerikansk-kinesiske samarbejde på det militær-teknologiske område blev holdt hemmeligt i mindst tre årtier. Det blev i øvrigt startet af Nixon i juni 1973 som et tophemmeligt program, via Storbritannien, som i modsætning til USA havde diplomatiske forbindelser med Kina. Bistand via denne mellemmand havde den fordel, at bistand til Kina kunne ”skjules” som en del af den store overførsel af våben og teknologier fra USA til Storbritannien. På den måde driblede Nixon rundt om amerikanske love og regulativer. Samarbejdet fortsatte under flere amerikanske præsidenter, Ford, Carter, Reagan, George H. W. Bush.

I 1979 aftalte Carter under et besøg af Deng Xiaoping i Washington at accelerere samarbejdet om videnskab og teknologi. Og de aftalte, at Kina kunne sende unge videnskabsstuderende til teknologiske universiteter i USA. Over årene blev det i titusindvis. De aftalte også, at USA og Kina skulle udbygge det militære samarbejde. Carter lovede Kina efterretningsbistand i Kinas krig i Vietnam.

Peter Frankopan beretter i bogen ”Silkeveje”, at der i 1979 opstod et hul i USA’s overvågning af sovjetiske tests og udvikling af missiler, fordi Shahens regime i Iran faldt. Ayatollah Khomeini overtog magten. I dybeste hemmelighed aflagde CIA’s øverste chefer – admiral Turner og Robert Gates – besøg i Kina, med godkendelse af Jimmy Carter. Resultatet blev, at USA i Xinjiang i 1980-81 kunne opføre aflytningsanlæg, hvoraf nogle blev opereret af Folkets Befrielseshær. Det var et dybt hemmeligt amerikansk-kinesisk militært samarbejde, vendt mod Sovjetunionen. Det blev aftalt direkte mellem Deng og Jimmy Carter under det ovennævnte besøg af Deng Xiaoping i Washington i 1979.

I 1981 tillod præsident Reagan Pentagon at sælge avanceret udstyr til de kinesiske land-, vand- og luftstyrker, også missilteknologi, med det formål at transformere Folkets Befrielseshær til en militær magt i verdensklasse. Året efter iværksattes amerikansk-kinesisk samarbejde med henblik på at udbygge Kinas militære og civile nukleare programmer. I 1985 var det avancerede våben, som blev solgt, og i 1986 fulgte samarbejdsaftaler om opbygning af otte videnskabelige centre for forskellige teknologier, genetisk forskning, intelligente robotter, kunstig intelligens, bioteknologi, laserteknologi, supercomputere, rumteknologi og bemandet rumflyvning.

Vi har her set på det amerikanske teknologiske samarbejde med Kina fra 1971, men navnlig i perioden 1979-1989. Mange af disse programmer, og nye kom til, fortsatte i mange år derefter, med pauser i 1989 og 1999. Altså amerikanske teknologioverførsler over tre årtier.

Selvfølgelig har kineserne kopieret – eller slet og ret stjålet – amerikansk teknologi. Men var det ikke for de mange frivillige overførsler, ville Kina ikke have den styrke på de teknologiske områder, som de har i dag.