Kina vinder handelskrigen med USA. USA er den store taber

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 13. januar gjorde Donald Trump endelig noget ved løfterne om at straffe Kina (og andre, bl.a. Mexico og EU). Han indførte told på solceller og vaskemaskiner. Senere stål og aluminium, så elektronik. Derefter fulgte i juni en trussel om told på en bred vifte af produkter, f.eks. tøj, sko og håndtasker.

Begge parter har indført told på import til 34 mia. dollars. Yderligere 16 mia. dollars er besluttet og træder i kraft i disse uger. Indtil videre 50 mia. dollars, svarende til 10 pct. af Kinas eksport til USA. Men Trump har yderligere annonceret sanktioner for 200 mia. dollars, som vil være indført og implementeret om få uger. Det er så halvdelen af Kinas eksport til USA. Men den 20. juli har Trump truet med at lægge told på hele Kinas eksport, 500 mia. dollars. Den trussel kan blive annonceret senere og træde i kraft otte uger derefter. Så er handelskrigen total. Det kan være så tidligt som i november måned.

Efterhånden som amerikanske virksomheder må konstatere, at deres underleverandører skal have mere for varen, bliver de mindre og mindre konkurrencedygtige. Det betyder, at USA’s eksport bliver ramt, selv om Donald Trump ønsker det modsatte, nemlig job tilbage til USA og en mere afbalanceret udenrigshandel med varer. Begge dele vil udvikle sig omvendt, og forbrugerpriserne i USA vil stige.

Det er vareimporten, Trump vil ramme. For tjenesteydelser ser det anderledes ud. Her har USA et stort overskud på samhandelen, og i forhold til Kina vejer turisme og uddannelse mest, altså kinesiske turister og studerende i USA. USA forventer 5,7 millioner kinesiske turister i 2021, og kinesiske turister bruger flest penge pr. hoved pr. dag.

I USA er det naturligvis meget forskelligt, hvad eksporten til Kina fra de forskellige dele af USA udgør. For nogle stater mere end andre, men dog ganske meget. Når kineserne leder efter, hvad de skal svare igen med, når Trump annoncerer og gennemfører nye sanktioner, er det, hvilke produkter og hvilke stater de kan ramme. Kina fylder meget, når det gælder den amerikanske eksport. Lad os se på, hvad Kina fylder for udvalgte stater:

Staten Washington 28,5 pct., Oregon 18 pct., New Mexico 27,8 pct., South Carolina 19,4 pct., Alabama 16,4 pct., Louisiana 13,4 pct., Virginia 10,4 pct., Maine, New Hampshire, Massachusetts, Illinois, Pennsylvania, Minnesota, alle ca. 8 pct. Disse procenter er de enkelte staters eksport til Kina ud af den konkrete stats eksport til udlandet. Man må gå ud fra, at kinesiske modsanktioner kan mærkes. Det gælder f.eks. landbrugsområderne i USA, sojabønner, majs og svinekød.

Når USA udvider sanktionslisten, svarer Kina straks igen med sanktioner af samme værdi. Men herudover ændrer Kina på politik og regler for udenlandske investeringer i Kina. Det bliver lettere for amerikanske virksomheder at investere i Kina. Det er et af de mange Trump-krav til Kina, men – pudsigt nok – flytter det arbejdspladser til Kina. Det er i øvrigt en stor faktor bag USA’s gigantiske handelsunderskud, at langt de fleste amerikanske virksomheder har outsourcet til Kina, hvorfra produktionen hentes tilbage. Told på varer fra Kina rammer mange amerikanske virksomheder.

»Vi har alle kortene,« siger Donald Trump. Mener amerikanerne også det, når de efterhånden føler konsekvenserne?

Da Xi Jinping var i Florida i april, sænkede Kina tolden på nogle få produkter, men lovede kinesiske investeringer i USA, f.eks. i miner i West Virginia og udvinding af energi i Alaska. Kina går ind i USA og graver efter kul i West Virginia og olie og gas i Alaska. Det skulle man tro ville være en ”rød linje”, som absolut ikke måtte overskrides, men kan nu sammenlignes med Kinas indtog i Afrika og Grønland.

Er de amerikanske sanktioner i overensstemmelse med WTO’s regler? Mange, også amerikanske professorer, mener nej. USA baserer sig på, at der kan laves handelshindringer, hvis det er nødvendigt for den nationale sikkerhed. Det kan ikke udelukkes, at det kunne være legitimt for f.eks. stål og aluminium, men for vaskemaskiner, solceller, dametasker, legetøj, toiletpapir, møbler og kosmetik? Det er varer, som fylder stort på Walmarts hylder.

Til amerikanske forbrugere kunne man sige: Det er på tide at hamstre, du har seks uger til det. Alt bliver dyrere.

Kinas situation i forhold til WTO er helt anderledes. Kina har indbragt de amerikanske sanktioner for WTO og har alene af den grund lov til at iværksætte passende modforanstaltninger. Det har Kina været omhyggelig med at overholde. I værdi af de sanktionsbelagte varer holder Kina sig under værdien af de amerikanske sanktioner mod Kina. På andre måder er handelskrigen også nemmere at håndtere. Der er f.eks. få kinesiske datterselskaber i USA, og ingen eksporterer produktionen tilbage til Kina.

Kineserne kan noget, som Donald Trump ikke kan. Regeringen kan tale kineserne til at ændre adfærd. Det gælder de mange turister og studerende i USA og forbrug af amerikanske varer. Regeringen vil typisk ikke sige noget sådant selv, men kan få f.eks. en professor til at opfordre til boykot. Hvis det derefter citeres i Folkets Dagblad og andre kinesiske medier, ved kineserne, at regimet står bag. Og kineserne ved, at regimet ved, hvad det gør, og alle foretrækker at være ”uplettet”, for det modsatte kan have ukendte konsekvenser.

Det offentlige Kina er en meget stor kunde inden for mange sektorer. Centralregeringen, militæret, provinser, byer og ikke mindst de mange store statsejede virksomheder kan – uden lov og dekret – stoppe med at købe amerikanske varer og tjenesteydelser.

Kina kan benytte lejligheden til at omlægge handlen med USA for mere permanent at få et mindre overskud og derfor reducere mulighederne for at blive ramt af en ny handelskrig. Kinesiske virksomheder investerer i disse år stærkt i produktionsvirksomheder i f.eks. Afrika, men også i de fattigere lande i Asien, hvor arbejdskraften er billigere end i Kina. Det vil derfor give mening, at en del af Kinas eksport til det amerikanske marked fremover bliver eksporteret fra kinesiske datterselskaber i f.eks. Vietnam og Nigeria. Tilsvarende kan Kina på importsiden vælge at søge alternative leverandører, f.eks. i UK og EU-landene. Det gælder f.eks. landbrugsprodukter, biler og fly.

Som det tegner sig nu, er den største gevinst for Kina, at USA’s tilbagetrækning skaber en ny situation for Kina. Amerikanske sanktioner, ikke kun over for Kina, men f.eks. over for EU og Mexico, får ”frihandelslandene”, som baserer sig på WTO’s regler, til at rykke sammen, med Kina som en dominerende aktør. EU’s nylige besøg i Japan og Kina viser det tydeligt. Kina og EU – USA’s fjender – udsendte en fælleserklæring, som støtter frihandel og understreger, at handel skal ske inden for WTO-reglerne. Og i Japan underskrev Donald Tusk og kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, en gigantisk frihandelsaftale med Japan, to giganter i den internationale handel, som derved markerer, at den globale økonomi kan klare sig uden USA.

Mens resten af verden ryster på hovedet af USA’s tilbagetrækning, rykker Kina ind og vinder nye venner og partnere. Kina soler sig i rollen som frihandelens redningsmand.