Tre grunde til, at migration ikke har nogen betydning for EU-valget

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

EU-valget er blevet fremstillet som en magtkamp om Europas hjerte. Viktor Orbán, Matteo Salvini og Steve Bannon tror, at valget bliver en folkeafstemning om migration. De mener, at migrationskrisen i 2015 vendte op og ned på europæisk politik – den fik de traditionelle partier til at gå i defensiven og gik helt ind til kernen af den europæiske identitetskrise. De har til hensigt at bruge denne krise til at mobilisere en suveræn koalition, der vil flække EU indefra.

Det vil ikke lykkes dem. Resultaterne af en ECFR-meningsmåling på tværs af Europa viser, at de politiske problemer i 2019 er fundamentalt anderledes end problemerne i 2015. Der er tre grunde til, at kampagnen for en ”Fæstning Europa” ikke vil være en vindende strategi denne gang.

For det første viser vores meningsmåling, at Ungarn er det eneste land, hvor man stadig ser migration som den største trussel mod EU, hvilket ikke er så underligt i betragtning af den endeløse strøm af propaganda, som den ungarske statsminister, Victor Orbán, udsender via statskontollerede medier. Men i alle de 14 lande, hvor vi foretog en opinionsundersøgelse, fandt vi mindst fem andre temaer, der havde lige så stor, om ikke større, betydning for befolkningen. Vælgerne ser ikke EU-valget som en folkeafstemning om et enkelt spørgsmål. De vil tværtimod træffe en beslutning baseret på seks forskellige tematiske europæiske valg – og migrationsspørgsmålet har slet ikke topprioritet.

Vores meningsmåling viser, at islamisk radikalisme anses for at være den mest almindelige trussel mod Europa. Et stort antal borgere fra Frankrig, Tyskland og Holland til Polen og Slovakiet ser dette som den største trussel mod Europa. Nationalismens tilbagevenden til Europa er et andet problem, der giver anledning til frygt, og dette anses i Østrig, Finland, Danmark, Tyskland, Grækenland, Holland, Polen og Spanien for at være vigtigere, eller i hvert fald lige så vigtigt som migration. Virkningerne af den økonomiske krise er stadig et enormt problem i Italien, Rumænien, Grækenland og Slovakiet. Vi fik et andet overraskende resultat i forbindelse med klimaforandringer. Kun Danmark og Finland nævnte klimaforandringer som en top trussel, men hvis vi spurgte om det som et separat emne, fandt vi, at spektakulære flertal på tværs af de 14 lande betragtede det som en enorm trussel. Desuden viste det sig, at Rusland var et vigtigt spørgsmål i Sverige, Danmark, Tjekkiet, Polen og Rumænien.

For det andet er det ikke sandsynligt, at migration vil mobilisere vælgerne, idet de personer, der ser dette som det største problem, mener fundamentalt forskellige ting, når de taler om migration.

Vi fandt et skel mellem dem, der hovedsageligt bekymrer sig over immigration ind i landet, og dem, der bekymrer sig over emigration, som kan resultere i, at deres land bliver slettet af landkortet. Mens Nord- og Vesteuropa stadigvæk frygter tilstrømning af fremmede, er flertallet i Italien, Spanien, Ungarn, Polen og Rumænien meget mere bekymret for, at deres egne borgere forlader landet. Det lyder utroligt, men et tocifret flertal i alle disse lande ville gerne, at deres regering gjorde det ulovligt for deres egne borgere at forlade landet i længere perioder. I et Europa, der roser sig af at nedbryde grænser og fremme fri bevægelighed, er dette skridt hen imod selvfængsling bemærkelsesværdigt, men måske forståeligt. I Rumænien har én ud af fem borgere forladt landet i løbet af det seneste årti. De tilbageblevne borgere føler sig så desperate, at de nærmest er parate til at bygge en migrationsmur for dem selv – bare tre årtier efter Berlinmurens fald.

Selv blandt de borgere, der bekymrede sig mest over immigration, var der et stort skel mellem dem, der bekymrer sig over immigration per se, og dem, der mener, at problemet er islamisk radikalisme. Disse to målgrupper var meget forskellige. Den gruppe, der lider af migrationsfobi, støtter de højreekstremistiske partier som AfD, Le Pens Rassemblement National eller Østrigs Frihedsparti. I modsætning hertil har den gruppe, der bekymrer sig mere over islamisk radikalisme, tendens til at støtte traditionelle centrum-højre partier som Tysklands CDU/CSU, Les Republicains i Frankrig eller Sebastian Kurz’ ÖVP.

For det tredje er det ikke sandsynligt, at migration vil inspirere europæerne til at gå til stemmeurnerne. Vores undersøgelse viser, at det er langt mere sandsynligt, at frygten for en genopblussende nationalisme vil få borgerne til at stemme, snarere end bekymringer over migration.

Dette reflekterer muligvis nogle af de vigtigste politiske forandringer, der er sket siden 2015. Den mest nærliggende forandring er faldet i antallet af tilkomne flygtninge – det er nu mere sandsynligt, at vores fjernsynsskærme er optaget af brexit-kaosset end af ukontrollerede grænser. Det reflekterer også, at alle de traditionelle partier nu forfægter stærkere grænsekontroller – og at der ikke er et eneste traditionelt parti, der går ind for åbne grænser.

Til trods for dette optimistiske billede er der imidlertid fare for, at de traditionelle partier vil gå i Orbáns fælde og kæmpe valget på hans vilkår. Churchill bemærkede spydigt om krigsministeriet, at det er generalernes prærogativ at kæmpe den sidste kamp. Så hvad kan de ikkenationalistiske partier lære af vores meningsmåling? Den første lektion er, at de skal føre en kampagne, der dækker de forskellige områder, som folk er interesserede i – og finde følelsesmæssigt overbevisende svar på borgernes bekymringer over nationalisme, økonomi, klimaforandring og sikkerhed.

Men partierne skal naturligvis også tale om immigration. Det er stadigvæk et alvorligt problem, og formuleringen af en velfunderet immigrationspolitik udgør en del af retten til at blive lyttet til med hensyn til andre spørgsmål. Men partierne må ikke begrænse sig til at tale om grænsekontrol, men må også tackle frygten for islamisk radikalisme samt den hjerneflugt, der påvirker mange europæiske lande. Dette betyder, at man må udvikle en dagsorden omkring flygtningeintegration og sikkerhed – en dagsorden, der tackler kulturel angst, politi- og efterretningsarbejde så vel som spørgsmål vedrørende statsborgerskab og sprog. Det mest bemærkelsesværdige resultat af vores undersøgelse er måske behovet for at tage fat på frygten for emigration – og vise de pågældende borgere, hvordan de kan skabe en fremtid i deres eget land.

Formuleringen af et sådant program er en enorm udfordring – men hvis det lykkes, vil det hjælpe med at normalisere politik både i lande med emigration og lande med immigration. Det ville være det ultimative slag for Orbán og Salvini – og det kunne måske få Steve Bannon til at pakke sin kuffert og rejse tilbage til USA.