Det er ikke partierne, men kulturen, der er problemet
Fra flere partier og ungdomsorganisationer har der de seneste dage været historier fremme om krænkelser, nogle mindre episoder, og enkelte af strafferetlig karakter. Den slags episoder kender vi også til. Problemet er ikke de enkelte partiers, men et strukturelt, tværpolitisk problem. I denne kronik taler vi ikke om enkeltstående sager, men om en kultur ramt af en sygdom.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Vi kunne sidste weekend læse i Information om krænkelser i et politisk ungdomsparti. Automatpiloten gik straks i gang i de andre partier og ungdomspartier: “Hvor er det dog en modbydelig kultur, LAU har” og “gudskelov kan vi håndtere den slags, hvis det sker”.
Men det er ikke vores oplevelse. Når vi snakker med venner og bekendte i de andre politiske partier, har de alle kendskab til den slags historier fra eget parti, og vi hører det samme hos os selv.
Det er ikke noget højre- eller venstrefløjsfænomen. Der heller ikke et nyt eller gammelt partiproblem med overgreb i dansk politik. Det er nemlig ikke isoleret til enkelte partier. Det er et kulturelt problem.
Vi genkender oplevelsen af den interne opfattelse i partier med “os mod verden” og selvforståelsen om, at “det sker jo ikke hos os. Det er os, der har de rigtige værdier, politiske løsninger og stemmer det rigtige i folketingssalen”. Men samme opfattelse er hos alle i dansk politik, en slags sekterisk gruppementalitet. Vi ser det hos ungdoms- såvel som moderpartier.
En sag om overgreb er en dårlig sag for et parti. Vi partisoldater viser os villige til at ofre individer for “det fælles bedste”. For selvom vi stadig sidder ved siden af gerningspersonen til landsmøder, så har “vi som parti” stadig de rigtige holdninger og værdier.
Men når vi bliver – og det bliver de fleste, der har været i politik gennem nogle år – konfronteret med, at nogle mennesker har oplevet grænseoverskridende adfærd, sexchikane eller sågar overgreb, så træder partiernes værste side frem: En sag om overgreb er en dårlig sag for et parti. Vi partisoldater viser os villige til at ofre individer for “det fælles bedste”. For selvom vi stadig sidder ved siden af gerningspersonen til landsmøder, så har “vi som parti” stadig de rigtige holdninger og værdier. Partiet får lov til at være noget større, noget, som offerets og overleverens interesser må vige for. Vi siger til hinanden: ”Vi håndterer det internt”. Reelt betyder det: ”Vi tier det ihjel, vi lader det feje ind under gulvtæppet”. Selvindsigten halter det med.
Vi har altså skabt en kultur, hvor det at tale om ubehagelige oplevelser bliver lig med illoyalitet. En kultur, hvor det bliver opfattet som at stikke sit parti i ryggen. Du bliver nemlig hurtigt bevidst om, at det kan skade partiet at fortælle om overgreb begået i partipolitisk regi. Mediemøllen går i gang, og bestyrelser såvel som politikere står i kø for at vaske deres hænder rene ved at smide ansvaret hen til nogle andre.
Så vi holder vores mund og knytter hænderne – i lommen. Frygten for partiskadelig virksomhed og loyaliteten internt i politiske organisationer er så stærk, at vi frygter journalister mere, end vi frygter vores eget hykleri. Det er en del af den (syge) kultur, vi anerkender som status quo.
Vi ved, at vi som menige medlemmer indtil nu har fejlet. Vi har svigtet vores kammerater ved ikke at ville høre, ved ikke at tale højt og ved ikke at handle. Delvist på grund af et misforstået hensyn til ofre og overleverer, men også af hensyn til partiet.
Ofrene, gerningsmændene og observatørerne står på sidelinjen. Ingen siger noget andet end det, den sædvanlige rygtebørs tillader at bidrage til.
Et par uger efter vi har hørt om overgreb, er mentaliteten, at de bør være glemt igen. Vand bør være løbet under broen, og det er nu engang lettest at fastholde, hvis offeret er væk. Det er offeret, der har skabt palaveren, så hvis offeret er væk, er en dårlig sag glemt igen – og vi slipper i øvrigt for at se vores eget hykleri i øjnene.
Hvis offeret vælger at blive, f.eks. på grund af ambitioner, håb eller trodsighed, så forventes offeret at leve op til den gyldne regel: tavshed.
Så tak til de piger og kvinder, der talte med Rasmus Brygger om de livsændrende oplevelser, de har været udsat for. Det er enormt modigt. Vi er kede af, at I har haft de oplevelser og følt jer nødsaget til at dele jeres oplevelser så offentligt. Vi ved, at det er meget ubehageligt, særligt i disse dage med journalister, der ringer, men I skal alligevel have en dybtfølt tak herfra.
I har vores dybeste respekt.
Vi skriver ikke dette for at presse ofre og overlevere til at tale åbent om deres oplevelser. Det må være hårdt nok at fortælle om et traume uden at skulle læse historier i aviserne om det også.
Nej, vi skriver dette som en opfordring til andre partisoldater, uanset parti, om at gøre op med en syg kultur: Sig fra, hvis du hører eller ser den slags. Tal ikke om offeret, men med personen.
For vi ved, at vi som menige medlemmer indtil nu har fejlet. Vi har svigtet vores kammerater ved ikke at ville høre, ved ikke at tale højt og ved ikke at handle. Delvist på grund af et misforstået hensyn til ofre og overleverer, men også af hensyn til partiet.
Vi er i en situation, hvor vi må og skal ændre noget i vores partiforeninger. Overgreb er uacceptabelt.
Det første må være noget så simpelt som at tale om sagerne. Ikke som onde cirkulerende rygter om enkeltpersoner, men som noget, der skal håndteres.
Vi foreslår, at der oprettes en tryg struktur, hvor enhver, der har oplevet eller hørt om grænseoverskridende episoder, kan henvende sig.
Ikke fordi vi skal agere politi, men fordi vi skal tage ansvar for de rammer, vi som organisationer skaber.
Hvis sagen er så grov, at det kræver henvendelse til politiet, skal der naturligvis også være en fast procedure for, hvordan partiet kan hjælpe den enkelte bedst med det, hvis det er personens ønske. Det vigtige her er netop den forudgående fastlagte procedure, således at det ikke bliver partiinteresser, der styre beslutningerne, men hensynet til offeret og overleveren.
Derudover ser vi gerne, at denne struktur sikrer den bedste støtte til offeret og overleveren, inklusiv økonomisk støtte til psykologhjælp, og, hvis det er ønsket, partiuafhængig pressebistand fra en professionel, der kan vejlede offeret, når journalister kimer vedkommende ned.
For det er helt ligegyldigt, hvilket parti du tilhører. Politik skal ikke være et sted, hvor seksuelle overgreb finder sted. Og når det alligevel sker, skal det slet ikke være et sted, hvor det er tabuiseret af hensyn til en større sag. Selv i Vatikanet har de erkendt det.
Politik skal være en zone, hvor man sammen med partikammerater kan forsøge at påvirke landet i en retning, og hvor holdninger kan krydse hinanden, hvor der kan dannes grobund for initiativer – uden at overgreb er en følgesygdom.
Vi håber og tror, at dansk politik kan blive et sted, hvor grænseoverskridende adfærd ikke længere er forventeligt. Det kommer kun til at ske, hvis vi indser, at problemet ikke er hæftet til enkelte partier, men er sværtet ud over hele det politiske spektrum.
Af og til må man hive hele vandhjulet af for at reparere de ødelagte skovle. Det har de været i gang med i film- og teaterbranchen, på universiteterne. Det er på tide, at partierne står sammen om også at gøre det i dansk politik.
Peter Albert Huggler har i 15 år været aktiv i hhv. Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokratiet i såvel moderpartierne som ungdomspartierne. Helena Udsen er aktiv i Alternativet.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.