Lad os få ryddet op i krænkelsesdebatten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Diskussionen om sombreroer, morgensang og krænkelser er blevet overraskende bister. Og tilsyneladende også meget fastlåst med fornuftige mennesker og argumenter på begge sider. Mange har lavet sjov med, at det kan lade sig gøre at blive krænket over teksten til en kendt nationalromantisk sang, der beskriver den danske sang som en ung, blond pige, eller kritiseret udvandingen af begrebet om krænkelse. Andre, som f.eks. har prøvet at forklare, hvordan det kan give mening som en rimelig kritik. Men diskussionen er kørt fast.

Jeg tror, vi kan komme videre ved at skille tingene lidt ad, for jeg mistænker, at vi er blevet narret af en sproglig uklarhed, som vi faktisk kan rydde op i. Som vi bruger ordet ”krænkelse” i debatten nu, dækker det nemlig over meget forskellige fænomener. Hvis vi får skilt dem ad, kan vi også give dem forskellige betegnelser og derved undgå en væsentlig kilde til uenighed.

På den ene side virker det rimeligt at påpege, at det er uheldigt ligefrem at kalde det en krænkelse, hvis nogen holder fest med mexicanertema. Typisk vil vi forvente, at en krænkelse involverer fysiske eller alvorlige personlige overgreb, så man risikerer at forfladige alvoren af krænkelser, hvis man breder betegnelsen ud til andre ting også.

På den anden side er det også tydeligt, at mange er overbeviste om, at det faktisk kan opleves som en krænkelse at blive portrætteret på en stereotyp måde – lidt som når sygeplejerskerne flere gange har gjort indsigelser mod seksualisering af deres fag i reklamer eller faglige sammenhænge.

Nogle har argumenteret for, at forskellen mellem de to situationer er, at der i den første er sket en reel krænkelse, mens der i den sidste situation blot er tale om en ”oplevet” krænkelse. Men jeg mener, dette forslag overser, at f.eks. fysiske overgreb klassificeres som krænkende, netop fordi man oplever det som en krænkelse. Det er netop en af grundene til, at det, som er et fysisk overgreb i én kultur (f.eks. at blive tvunget til at give hånd), ikke er det i en anden.

Så hvordan kommer vi videre? Mit forslag er, at vi skelner mellem på den ene side handlinger, der opleves krænkende i en mere traditionel forstand, og på den anden side handlinger, der opleves krænkende, fordi de er stærkt ekskluderende. De to typer handlinger har det tilfælles, at de opleves som ubehagelige og nedværdigende. Men det er også nogenlunde det eneste, de har tilfælles. Lad os til gengæld se på, hvad der gør dem forskellige.

Den primære forskel mellem de to typer er, at den ene type handling opleves som ubehagelig, fordi den rammer en som individ, mens den anden opleves som ubehagelig, fordi den rammer ens gruppetilhørsforhold. Det er et grundlæggende menneskeligt behov at blive anerkendt som et ligeværdigt medlem af de grupper, man ønsker at identificere sig med. Det er grunden til, at ekskluderende handlinger kan opleves som så ubehagelige, at det bedste ord for det i dagligsproget synes at være krænkelse, fordi det psykologisk set minder om den fysiske eller personlige nedværdigelse.

Lad mig illustrere med et lille, banalt eksempel fra min egen verden: Universiteterne er fælles om at arrangere en dag hvert år med populære foredrag og events. Dagen kaldes Forskningens Døgn, og igennem flere år var logoet en lille Einsteinlignende figur: en ældre mand med slips, kittel og vildt, hvidt hår. Hvert år blev jeg irriteret over, at min arbejdsplads var med til at fremstille billedet på ”en rigtig forsker” på denne måde. For jeg har godt nok briller, men de andre ting lever jeg ikke op til, og jeg – og mange af mine humanistiske kolleger – oplevede at blive ekskluderet fra forskerfællesskabet her.

Det er selvfølgelig ikke noget, man skal hidse sig for meget op over. Men hvad nu hvis lignende ting skete hele tiden? Hvis alle billeder på universitetets hjemmeside forestillede mænd i kitler. Hvis forskning altid automatisk betød naturvidenskabelig forskning, hvis ikke andet var nævnt. Eller hvis man hver morgen skulle synge den gode gamle fællessang: »Vi er forskere, tager kitlen på og går i laboratoriet.«

Dette leder til den anden forskel mellem krænkende og ekskluderende handlinger: Hvor den traditionelle grænseoverskridelse er klart uacceptabel i sig selv, er den ekskluderende handling et af 1.000 små nålestik, der hver især er trivielle, men som tilsammen danner et stærkt signal om, at man ikke hører med til gruppen. En enkelt sombrerofest gør ingen skade; det afgørende er, om der er et mønster.

En anden vigtig forskel mellem de to typer handlinger er, at der i ”traditionel krænkelse” typisk er tale om en bevidst handling, der overskrider en andens grænse, f.eks. i form af uønsket berøring eller nedværdigende behandling. Hvis man er i den (usandsynlige) situation, at man kommer til at gribe fat i en persons bagdel, fordi man reelt er ved at falde, er det en helt anden situation, end hvis man gramser med vilje, og kun det sidste er en krænkelse.

Den ekskluderende handling er derimod ikke intenderet. Der er tale om en situation, hvor man ikke bevidst overskrider det, som man bør vide, er en anden persons grænser. Folkene bag Forskningens Døgn var helt sikkert ikke bevidste om, hvordan logoet blev oplevet blandt humanistiske forskere.

Den sidste forskel, jeg vil nævne, er, at krænkende handlinger typisk rammer det enkelte individ, mens ekskluderende handlinger typisk rammer en hel undergruppe i et fællesskab, f.eks. humanistiske forskere i videnskabelige fællesskaber, eller ikke-etniske danskere.

Men læg mærke til, at denne sidste forskel faktisk peger på et meget positivt træk ved hele denne krænkelsesdiskussion, nemlig at man kun kan opleve sig ekskluderet, hvis man faktisk har et ønske om at være en del af fællesskabet. Hvis en ishockeyklub vælger en Einsteinfigur som logo, vil jeg synes, det er idiotisk, men også at det må være dens eget problem og ikke noget, der angår mig.

Så hvis nogen skulle føle sig ekskluderet, når det ægte danske bliver identificeret med nationalromantiske forestillinger om en ung, blond pige, er det faktisk et tegn på, at vedkommende ser sig selv som en del af et dansk fællesskab og ønsker at blive anerkendt som sådan – ikke at vedkommende hader danske værdier eller noget i den stil.

Tværtimod vil det faktisk være et faretegn, hvis folk ikke længere blev stødt over ekskluderende handlinger og udtalelser, for det ville være et tegn på, at de ikke havde noget ønske om at være en del af gruppen.

En anden konklusion, man kan drage ud fra min fremstilling, er, at det er vanskeligt at handle ekskluderende over for personer, hvis gruppetilhørsforhold til et fællesskab ikke er til diskussion. Der er ingen, der er i tvivl om, hvorvidt mænd eller gamle kan leve op til idealer om danskhed, og derfor vil disse grupper ikke kunne opleve at blive ekskluderet (eller krænket) af en enkelt sangtekst.

Så mit forslag er det simple: Lad os tale om krænkende handlinger, når der er tale om bevidste handlinger, der er et fysisk eller verbalt overgreb mod den enkelte, mens vi i stedet taler om ekskluderende handlinger, når der er tale om handlinger, der bidrager til at underminere grupper af personers anerkendelse som medlemmer af et fællesskab.

Jeg hævder ikke, at skellet er knivskarpt, og der kan være komplekse situationer, som kan være vanskelige at indfange med mine beskrivelser. Der kan også være situationer, hvor begge dele gør sig gældende – f.eks. kan gentagne krænkelser sagtens have en ekskluderende funktion, og handlinger, der bevidst fremmer eksklusion, kan være krænkende. At der er tale om forskellige fænomener, betyder heller ikke, at de ikke begge er vigtige og skal tages alvorligt, men dog at de bør håndteres forskelligt.

Det er ikke usædvanligt, at vi ender i blindgyder i diskussioner på grund af sproglige uklarheder. Men en filosofisk udredning kan ofte hjælpe. Og selv om der kan være brug for yderligere præciseringer i denne sag, mener jeg, at skellet kan vise os, hvorfor der er gode argumenter på begge sider af den aktuelle diskussion, og at vi har mulighed for at komme videre.