Det skal være slut med småstatsmentalitet og grænsehindringer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tænk at kunne bruge sit personnummer i hele Norden, at kunne flytte eller pendle med sin mobiltelefon, sin bankforbindelse, sit kreditkort og sin kreditværdighed. Og have sine tv-abonnementer med sig uden risiko for “geoblokering” – jævnfør sidste års skandale, da hundredtusinder af unge blev bremset i at følge med i den populære norske Skam-serie (som på fjorten dage havde lært dem at forstå norsk uden problemer).

Tænk, hvad fællesnordisk adgang til patientregistre og fælles lægeetiske godkendelser vil betyde for den lægevidenskabelige forskning. Især når det gælder sjældne sygdomme. Og tænk på, hvorledes en fælles it-infrastruktur vil kunne gøre Norden til et tiltrækkende eldorado for mange slags forskning og gøre os til trendsættere for hele EU.

Dette er bare nogle af de visioner, der driver det nordiske samarbejde i disse år. Jeg ved det, for jeg sidder i Nordisk Råds Præsidium såvel som i det nyetablerede Grænsehindringsråd, hvor jeg er regeringens repræsentant. Og jeg har lige været til Nordisk Råds årlige session i Oslo, hvor mange af visionerne blev drøftet.

Der er sket rigtig meget, siden en dansk statsminister kaldte Nordisk Råd et godt sovemiddel. Det var dengang, Norden var henvist til at samarbejde om “bløde” formål som kultur og undervisning, trafik m.v., fordi Sovjet-diktaturet ikke tillod Finland at deltage i udenrigs- og forsvarssamarbejde, hvorefter Sverige heller ikke ville risikere noget.

I dag er der fri bane for det hele, og der er et indlysende behov for et fælles nordisk sikkerheds- og forsvarsberedskab, inklusive fælles indsats mod cyberkriminalitet og cyberangreb fra fremmede magter. En kæmpe fælles militærøvelse har netop fundet sted i Norge med Rusland som indbudt observatør. Det er vigtigt, at Rusland ikke fristes af militære tomrum og falske forestillinger om manglende forsvarsvilje. Derfor har svenskerne nu også genmilitariseret Gotland, der ligger betænkeligt nær den russiske gasledning gennem Østersøen.

Det er ikke noget problem, at Sverige og Finland ikke er med i Nato, og at Norge og Island ikke er med i EU. Det taler ikke imod, men for nordisk samarbejde. Det har ikke forhindret fælles nordisk luftovervågning over Island i en periode, og det vil ikke forhindre fælles luftovervågning over Grønland og Svalbard, når det bliver hensigtsmæssigt.

Hver for sig er de nordiske lande mindre end de fleste. Men sammen er vi store. Med 27 millioner velhavende, tillidsfulde og ikkekorrupte borgere i nogle af verdens bedst fungerende samfund. Vi har verdens største handelsflåde og et samlet bnp som Spaniens (tæt på Ruslands) – og vi dækker Nordatlanten og en stor del af Arktis, der får stadigt voksende betydning som følge af isafsmeltningen og de nye sejlruter nord om Sibirien til de voksende markeder i Japan, Kina og Sydøstasien.

Vi kan tilsammen blive en stor spiller og fremme vore fredelige mål i en urolig verden. Vi kan bidrage til at udfylde “gabet” efter brexit og måske endda bidrage til ledelsen i det kriseramte EU, hvor sydeuropæerne har spillet sig selv af banen, mens Angela Merkel og andre statsledere slås med interne stridigheder og modvilje mod alt det, der er opbygget i en generation.

Al erfaring siger, at når de nordiske lande taler sammen, så får de som regel deres vilje. Det kan danske repræsentanter i EU’s mange rådgivende organer bekræfte. Fra min tid som europaminister husker jeg, hvordan vi sammen med især svenskerne styrede det danske formandsskab og næsten altid fik det, som vi ville, bl.a. udvidelsen med 10 nye lande, som befæstede freden i Europa og anbragte Danmark i en ønskeposition med venligtsindede lande hele vejen rundt om os.

90 pct. af nordboerne er glade for det nordiske samarbejde. To tredjedele ønsker det styrket. Hvad venter vi på?

Det er på tide, vi opgiver den nedarvede småstatsmentalitet. Den udsprang af tidernes tryk, den tyske overmagt og den efterfølgende kolde krig. Men i dag ligger verden åben, ikke blot for nordisk indflydelse, men også for nordiske værdier og løsninger på verdens påtrængende problemer med klima, overbefolkning og migration.

Hver eneste minister bør hver dag spørge sig selv, om der er noget, der kan styrkes gennem nordisk samarbejde. Det er der, hvis vi mentalt indstiller os på fælles løsninger, der giver plads til forskellighed.

Det må være slut med, at danske hospitaler ikke selv kan ansætte svenske sosu-assistenter, når de mangler arbejdskraft. Slut med, at danske elever ikke kan få praktikplads i Sverige på lige fod med svenske. Slut med, at små byggefirmaer hindres i at bygge i Norge, selv om der mangler boliger. Slut med, at færøske kørekort ikke gælder i Sverige og Finland. Kort sagt: Slut med bøvlet og alle de unødige grænsehindringer, som let kan afskaffes, hvis der er den fornødne politiske vilje.