Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi vil have hjemlande, hvor vi selv bestemmer

Folkene vil have et hjemland, hvor de selv bestemmer. Sådan har det været, siden nationalstaten afløste det royale dynasti som den normale statsform.

Artiklens øverste billede
Hver tiende danske muslim går ind for, at Koranen skal bestemme, og hver fjerde vil lade en blanding af Koranen og grundloven bestemme. Det kan vi ikke forhindre dem i at mene, men det skal være lysende klart, at sådan er det ikke i danskernes hjemland, og det skal der skrives under på, at man accepterer og respekterer. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Hvis nogle tror, at det nationale betyder mindre i dag end tidligere, så må de tro om. Tænk på Balkankrigene, Ukraine, Catalonien, Skotland, Nordirland, Ungarn osv. Da ideologierne sank i grus, tog nationalfølelsen og nationalismen over, og intet tyder på, det bliver anderledes i fremtiden.

Hvis nogle tænker, at religion kommer til at betyde mindre i fremtiden, så må de tænke om. Tænk på USA, islamdebatten og borgerkrigene i Mellemøsten – ja, selv den ryggesløse Putin har allieret sig med de religiøse, fordi de udgør en voksende magtfaktor i det land, hvor religion var forbudt i en menneskealder. Anders Fogh kan godt glemme sit ønske om »mindre religion i det offentlige rum«.

Nej, det nationale er ikke nogen ”isme”. Man holder af sit land, som man holder af sine børn og sit hjem. Det er der intet aggressivt i. Det er ikke ekskluderende.

Det nationale og det religiøse hænger sammen. I begge tilfælde udfordres den vestlige verdens sekulære tænkning, som forstår sig på rationelle ting som rettigheder, lighed, velfærd osv., men ikke på følelser og det ”transcendentale”, der ligger hinsides den menneskelige fatteevne.

De gamle kulturradikale ville ikke vide af det nationale. Efter 1864 var det vigtigere for dem at tale for sønderjydernes rettigheder end at flytte grænsen. Ganske som de 50 forskere, der i et opråb for nylig har advaret mod en forhandlet flytning af grænsen mellem Serbien og Kosovo, selv om en sådan kan hjælpe flere til at bo i deres hjemland.

Mantraet fra disse kulturradikale og fornuftstænkere lyder: Kan vi ikke bare være mennesker og sikre alle de samme rettigheder uanset nationalitet! De vil hellere ophæve grænser end flytte dem.

Det må være EU’s fornemste mål efter verdenskrigenes ragnarok at sikre nationalstaternes frihed og selvbestemmelse. Ikke at skabe en fælles rets- og velfærdsstat med alt, hvad det indebærer af regeltyranni, der provokerer i de enkelte lande.

Men de kulturradikales grundlægger Georg Brandes delte ikke denne opfattelse. Han var meget optaget af sønderjydernes behov for at komme ”hjem” til Danmark.

Det er helt elementært: Ganske som man gerne vil have kontakt med sin familie og det sted, hvor man voksede op, således vil man gerne have et sted, hvor man føler sig hjemme. Folkene vil have et hjemland, hvor de kan spejle sig i den kultur, de er vokset op med – og hvor de selv bestemmer.

Tænk også på al den rige kultur, der kom ud af den danske nationale bevægelse i 1800-tallet. Guldaldermalerne, de store forfattere og højskolesangskriverne, der hver på sin måde ville skabe kærlighed til det, der var tilbage af Danmark.

»Den sang er jo nationalistisk,« sagde en svensker forarget, da vi ved et sankthansbål havde sunget ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor Danmark nævnes i vers efter vers. Nej, det nationale er ikke nogen ”isme”. Man holder af sit land, som man holder af sine børn og sit hjem. Det er der intet aggressivt i. Det er ikke ekskluderende. For når man vil være fri til at elske sit eget, så kan man også forstå, at andre har samme behov og krav.

Gamle Grundtvig betragtede det nationale (folkelige) som vejen til det universelle, ikke som modsætning.

Efter at EU har fået et ”Grundtvig-program” for voksenundervisning, er det på tide, at EU i højere grad tænker grundtvigsk i forhold til det nationale. Den tidligere franske præsident Charles de Gaulle talte om ”fædrelandenes Europa”. Det slog ikke rigtigt an, fordi de Gaulle først og fremmest ville beskytte Frankrig mod, at Storbritannien kom med i EU i 1963. Men formuleringen er god. For det må være EU’s fornemste mål efter verdenskrigenes ragnarok at sikre nationalstaternes frihed og selvbestemmelse. Ikke at skabe en fælles rets- og velfærdsstat med alt, hvad det indebærer af regeltyranni, der provokerer i de enkelte lande.

Det skal skæres ud i pap og bøjes i neon, at i danskernes hjemland hersker nogle værdier, som man er nødt til at respektere og optage i sig, hvis man vil være med i fællesskabet.

Det var for mig rystende, da den danske 26-årsregel, der sikrede gammeldanske statsborgere en særlig ret til familiesammenføring (hvis de i 26 år havde været statsborgere), blev bortdømt som diskrimination! Da jeg i Folketingets landstingssal foreholdt nogle jurister, at tankegangen indebar en ophævelse af nationalstaten, fik jeg svaret: »Jamen, er det ikke også meningen?« Svaret er: »NEJ, DET ER DET IKKE!«

Misforstå mig ikke: Jeg er varm tilhænger af menneskerettigheder, men ikke af at berøve folkeslagene retten til at udstyre egne statsborgere med rettigheder, der ikke automatisk udstrækkes til enhver, der træder over grænsen.

Nationalstaterne skal bestemme, hvem der kan blive statsborgere. Og der må gerne stilles betingelser, der har med værdier at gøre. Nationalstaten er også et værdifællesskab. Det drejer sig om andet og mere end symbolske håndtryk.

Det kan man se i den Danmarkskanon, vi fik for to år siden. Der blev indsendt 2.425 forslag og afgivet 300.000 stemmer, da danskerne afgjorde, hvad der er vore vigtigste værdier: kønsligestilling, ytringsfrihed, tillid, frisind, lighed for loven, foreninger og frivillighed m.v. Dem kan man oplagt bruge i undervisningen af både børn og indvandrere – og i indfødsretsprøven og indfødsretserklæringen, som man underskriver, når man søger om statsborgerskab.

Det skal skæres ud i pap og bøjes i neon, at i danskernes hjemland hersker nogle værdier, som man er nødt til at respektere og optage i sig, hvis man vil være med i fællesskabet. Kvinder er ligestillede; man bestemmer selv, hvem de vil giftes med og skilles fra; man må gøre nar af både dronningen og profeten; det er grundloven og ikke Koranen og Bibelen, der bestemmer osv.

Det sidste er desværre ikke nogen selvfølge. Hver tiende danske muslim går ind for, at Koranen skal bestemme, og hver fjerde vil lade en blanding af Koranen og grundloven bestemme. Det kan vi ikke forhindre dem i at mene, men det skal være lysende klart, at sådan er det ikke i danskernes hjemland, og det skal der skrives under på, at man accepterer og respekterer.

Bertel Haarder (f. 1944) er en del af JP’s weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Han er længst siddende folketingsmedlem og minister. Højskolebaggrund, sønderjyde, cand.scient.pol., forfatter til en halv snes bøger, initiativtager til Folkemødet og flere kanoner, senest Danmarkskanonen, ivrig nordist og europæer på samme tid.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.