Det er 100 år siden, at det tyske kejserrige faldt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Berlin

Tyske revolutioner har det med at foregå i stilhed. Ingen konger eller kejsere bliver halshugget under guillotinen eller skudt i skumle kældre. Ingen menneskemasser stormer fængsler og fyrstelige paladser. Terror som i Frankrig i 1789 og Rusland i 1917 kendes ikke. Her og der ses en blodpøl, men et organiseret massemord forekommer ikke. Der er ingen Robespierre, ingen Lenin, ingen Stalin, ingen Trotskij. Man har tyrannen Adolf Hitler, men han kom relativt fredeligt til magten i 1933 og har intet at gøre med den revolution, der i oktober i 1918 forvandlede Det Tyske Kejserrige til Den Tyske Republik og bragte Første Verdenskrig til ophør.

Denne mandag er det nøjagtig 100 år siden, at den regerende monark, Wilhelm II af Hohenzollern, satte sig ind i sin automobil, en firkantet, ubekvem kasse, og lod sig køre fra slottet i Berlin til sit særtog, der bragte ham til hærens overkommando i Spa i det besatte Belgien. Her mente den impulsive og ikke specielt kloge hersker, at han med sit nærvær kunne vende det forestående nederlag til om ikke en sejr så dog en forhandlingsfred. En anden af hans vidtløftigheder var, at han kunne nedlægge sin kejserkrone, men forblive konge af Preussen, utænkeligt i Washington, London og Paris. Der var strategien klar: betingelsesløs tysk overgivelse eller fortsat krig.

Et sort-hvidt fotografi viser udkørslen fra residensslottet den 29. oktober. På vognens bagsæde, i fri luft, sidder kejseren, iført militærfrakke og prøjsisk pikkelhjelm, hilsende sine måske lidt forbløffede undersåtter med løftet venstre hånd. Berlin havde været på den anden ende i ugevis. Om tumult på slotspladsen er der tilsyneladende ikke tale. Forestillede Wilhelm og mængden sig, at det var sidste gang, Wilhelm skulle se Berlin? Næppe og slet ikke kejseren, der forlod rigshovedstaden i strid med sin kansler, prins Maximillian af Baden, som ønskede, at han skulle forblive på sin post.

Det kejserrige, som prøjseren og statsmanden Bismarck (1815-98) havde samlet i Versailles små 50 år forinden, ophørte reelt med at eksistere i efteråret 1918 og forsvandt formelt den 9. november med kanslerens officielle meddelelse om, at kejseren havde abdiceret, en meddelelse, der ikke passede Wilhelm. Ved kejserens ankomst til Spa var hærchefen, feltmarskal Hindenburg, dennes næstkommanderende, generalkvartermester Ludendorff, og andre ledende officerer i færd med at spille deres sidste kort. En svindelagtig intrige skulle indbilde offentligheden, at selv i krigens femte, opslidende år kunne og ville hæren gøre sin pligt i fædrelandets tjeneste. Ansvaret for det uundgåelige nederlag agtede man at lægge hos de civile politikere i Berlin. Med dette for øje meddelte hærledelsen den netop udnævnte prins Max, som kansleren kaldtes, at vestfronten (østfronten var allerede tabt) stod foran sit sammenbrud og anbefalede en betingelsesløs våbenhvile. Regeringschefen billigede. Mod sædvane blev våbenhvilen i Compiègne, effektiv den 11. november klokken kl. 11, forhandlet og underskrevet på tysk side af en civilist, Matthias Erzberger, minister uden portefølje. Den tyske hærledelse holdt sig væk. Dolkestødslegenden var født og skulle bidrage til såvel det nye demokratis undergang som det senere Hitler-regimes konsolidering.

Fire imperier forsvandt under og lige efter Første Verdenskrig: det tyske, det russiske, det østrig-ungarske og det osmanniske. Et temmelig stabilt Europa, udgået af Wienerkongressen i 1815, forvandledes på fredskonferencen i Versailles i 1919 fra de få overnationale storriger til de mange, indbyrdes stridende nationalstater, som 20 år senere fremkaldte Anden Verdenskrig. Wilhelm døde fredeligt i hollandsk eksil i 1941, 82 år gammel.

Under et halvlangt ophold i Berlin, muliggjort af Jyllands-Postens Fond, forsøger jeg at bevæge mig i de gader og over de pladser, hvor oktoberrevolutionen fandt sted. Meget er væk, andet er genskabt, atter andet kan gentænkes. Berlin slap uskadt gennem Første Verdenskrig, men bymidten blev udslettet under Anden Verdenskrig – af russisk artilleri og af vestallierede luftangreb, hvis intensitet nærmede sig det krigsforbryderiske. Hohenzoller-slottet er under genopbygning og ventes færdiggjort næste år i både ny og gammel skikkelse. Slottet kunne have været restaureret, men de styrende kommunister i Østberlin sprængte ruinen i luften i 1950. Bevaret er kun – omhyggeligt anbragt i DDR’s længst nedlagte statsrådsbygning – den portal, hvorfra Karl Liebknecht, en af revolutionens førende skikkelser, den 9. november kl. 16 udråbte den socialistiske republik. Forinden, ved 14-tiden, havde socialdemokraten Philipp Scheidemann modtaget et varsel om, hvad der forestod. Han rejste sig resolut fra sit frokostbord i Rigsdagsbygningens restaurant og udråbte fra et vindue – foran en kolossal menneskemængde – den demokratiske republik, dette sidste til harme for sin partichef, den senere præsident Ebert, som mente, at kun et frit valgt parlament kunne foretage denne handling.

Berlin i vintermånederne 1918-19 var et kaos af demonstrationer, strejker, oprørsforsøg, markskrigeriske aviser, gadekampe og sporadiske attentater. Lignende tilstande herskede andre steder i det militært slagne, men politisk vågne Tyskland. Kun med møje lykkedes det for socialdemokraten Friedrich Ebert, det 20. århundredes første store tyske statsmand, søn af en skrædder, saddelmager af uddannelse, at hindre kommunister, såkaldte spartakister og venstresocialister, i at tage magten som i Rusland. Et terrorregime – forestået af spartakistføreren Liebknecht og hans elskerinde Rosa Luxemburg – blev afværget, men prisen var høj, og den formindskedes ikke af, at også militante, velbevæbnede højreekstremister ville den nye statsorden til livs. Republikken kom forslået og svækket ind i en verden så voldsom, at det må anses for et mirakel, at den overlevede sine første måneder. En borgerkrig trak op, men blev afværget af den disciplinerede tyske arbejderklasse, ført af demokratiske socialister som Ebert, Scheidemann og deres hårdtslående forsvarsminister, Gustav Noske.

Det wilhelminske kejserrige var på sin tids betingelser en politisk fremskreden stat, ikke et demokrati som vore dages forbundsstat, men i mange henseender en retsstat, udstyret med en regering, der dog ikke stod til regnskab over for parlamentet, men over for kejseren. Med republikken indførtes en moderne, demokratisk statsform, en historisk bedrift omstændighederne taget i betragtning, herunder tre millioner dræbte, sårede og forsvundne på slagmarken, 700.000 døde på hjemmefronten som følge af underernæring og krigsrelaterede sygdomme, den hidtil herskende klasses undergang, det sociale systems opløsning, fødevaremangel og en katastrofal medicinsk forplejning. Tyskerne – mænd og kvinder, arbejdere og soldater, politikere og intellektuelle – udviste i vinteren 1918-19 en modenhed, som den senere nazitid skulle overskygge. For første gang i Tysklands historie anerkendtes folket, ikke monarken, som statens suveræn. Regeringen, indledningsvis forestået af Scheidemann, var ansvarlig over for parlamentet, hvortil de hårdtprøvede kvinder nu fik stemmeret. Ebert var som statschef hævet over partierne, men havde den vigtige funktion at samle nationen, en opgave, som hans efterfølger, militaristen og højremanden Hindenburg, Dolkestødslegendens propagandist, hverken ville eller kunne påtage sig, hvilket jævnede Hitlers vej til magten i 1933.

Tilbage står, at Weimar-republikken, som den også kaldes, fordi dens lovgivende forsamling i en periode forlod Berlin til fordel for det fredelige Weimar i Thüringen, kan ses som den første demokratiske stat på tysk jord og som udgangspunkt for vore dages forbundsrepublik. At Eberts og Scheidemanns republik landede i historiens kosteskab virker uretfærdigt. Denne kortvarige statsdannelses politiske, kulturelle og økonomiske landvindinger var betydelige. Dens kriser i 1923 og 1929 var i høj grad et resultat af udefrakommende faktorer, herunder de ukloge sanktioner og reparationer, hvormed Storbritannien og især et uforsonligt Frankrig fremmede Hitlers såkaldt Tredje Rige, som skulle gå under i ild og aske i 1945.

Ebert døde 54 år gammel i 1925, det republikanske Tysklands første, højt respekterede præsident, udslidt af sin livslange kamp for demokrati og social retfærdighed. Han ligger begravet i sin hjemby Heidelberg. Scheidemann, søn af en møbelpolstrer og udlært typograf, Tysklands første frit valgte regeringschef, trådte tilbage i juni 1919 i protest mod Versailles-freden, som han anså for en trussel mod demokratiet og republikken. Efter Hitlers magtovertagelse flygtede han via Østrig, Tjekkoslovakiet, Schweiz, Frankrig og USA til Danmark. Her tilbragte Scheidemann sine sidste fem år i største beskedenhed. Et sort-hvidt fotografi viser hr. Philipp, som han kaldte sig, siddende på en bænk på Langelinje i København, stirrende ud over Øresund. Scheidemann døde 74 år gammel i 1939 og blev bisat på Bispebjerg Kirkegård. I 1953 overførtes hans aske til fødebyen Kassel.