Ungarn er fremtidens Europa

Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ”totalitære ambitioner”. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. »Det kan du da ikke mene?!« Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ”Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden” argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn.

Ungarn har nægtet at underkaste sig EU’s diktater om at modtage en bestemt kvote migranter, ligesom Ungarn har værnet om sine grænser ved at bygge et stort hegn, der har bremset migrationsstrømmen fra Afrika og Mellemøsten. I juli gjorde regeringen det tilmed klart, at Ungarn forlader FN’s globale migrationsaftale og gør det ulovligt at hjælpe migranter til landet.

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Se på Kosovo, der nu skal deles op, så de nordligste områder bliver en del af Serbien, imens den resterende hovedpart bliver et selvstændigt Kosovo med en overvældende kosovoalbansk majoritet. Først med en ny grænsedragning, der sikrer to homogene stater, skabes der fred mellem serbere og kosovoalbanere.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det.

EU vil straffe Ungarns regering for at lukke munden på uafhængige medier. Men EU er slet ikke underkastet nogen fælles, kritisk offentlighed og trives bedst uden en sådan.

EU vil straffe Ungarns regering for at svække civilsamfundet. Men EU har slet ingen folkelig legitimitet, ligesom EU sjældent giver befolkningerne mulighed for at stemme om EU. For når de endelig gør, afviser borgerne som regel EU-projektet, hvorefter det hele bare kører videre. Godt nok har EU et såkaldt ”nærhedsprincip”, der foregøgler, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt. Men det er som de små privilegier, der tilstås dødsdømte umiddelbart inden henrettelsen.

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Hvor slemt står det til i Ungarn? Det er svært at vide, for der er stærke interesser på spil på begge fløje. Men ifølge de seneste opgørelser fra The Economists demokratiindeks og Transparency Internationals korruptionsindeks ligger Ungarn på niveau med EU-lande som Grækenland, Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Men kun Ungarn kritiseres skarpt.

Selv om der altså kan være gode grunde til at kritisere Ungarn, så er det forkert at afgøre fundamentale værdikonflikter ved at henvise til universelle principper, der er støbt i beton, eller liberale love, der er hugget ud i sten. Der findes ikke noget absolut, arkimedisk punkt, hvorfra man kan bevæge hele verden.

Dybe moralske og politiske dilemmaer er komplicerede, og den bedste løsning findes ved at afveje forskellige hensyn mod hinanden. Både individets rettigheder og nationens sikkerhed og samhørighed er legitime hensyn. Men liberale har sjældent sikkerhed med i deres kabale, selv om det hensyn ofte vejer tungest. Så lad os se lidt på det.

At Visegrad-landene øver så stor tiltrækningskraft på almindelige mennesker – også i Vesteuropa – skyldes jo, at disse lande slet ikke i samme omfang har oplevet indvandringens negative konsekvenser. De har ikke konstante værdikollisioner, høj kriminalitet, massemord og masseovergreb på kvinder og børn. Her er der kort sagt ingen Bataclan, ingen Rotherham, ingen Køln.

Til gengæld er Vesteuropa selv på vej til at blive illiberalt. Frankrig har f.eks. indskrænket retsstaten og gjort den undtagelsestilstand, der skyldes truslen fra islamismen, permanent ved at gøre til lov. I Frankrig opholder der sig i dag omkring 9 pct. muslimer. I 2050 vil det antal være fordoblet ifølge en undersøgelse fra tænketanken Pew Research Center. Det gælder i øvrigt også i resten af Vesteuropa. Men i f.eks. Polen vil andelen kun være 0,2 procent.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

For selv om jeg respekterer Ungarn, ønsker jeg ikke at leve i et land, der ligner Ungarn med dens katolske, centraleuropæiske kultur. Jeg har derimod rod i en nordeuropæisk, protestantisk kultur, der bygger på tillid, frihed og velstand.

I min bog overvejer jeg, om solen er ved at stå op i øst, imens den er ved at gå ned over det liberale Vesteuropa. Det kan ikke afvises. Men omvendt er det positivt, at lande som Østrig og Italien lader sig inspirere af Visegrad-landene.

Og flere skal nok komme til. For der er nok mange, der har den samme følelse som pilgrimmene, der efter måneder på det store, øde hav anede det land, de altid havde drømt om, begynde at tage form derude i dæmringen.

Det er nok for meget at kalde Ungarn en åbenbaring. Men landets udskældte regering har på afgørende områder vist vejen mod et fremtidigt Europa med stærke og samarbejdende nationalstater.

Kronikken bygger på Kasper Støvrings aktuelle udgivelse ”Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden”.