Orbans optræden hører ikke hjemme i EU

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var en nogenlunde patetisk forestilling, Viktor Orban leverede, da han for nogle dage siden talte i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Orban er regeringschef i Ungarn, der risikerer en kulegravning, en såkaldt artikel 7-procedure, for overtrædelse af EU’s værdier.

Det er en sag, der har været alt for længe på vej. Orban har, ligesom hans meningsfæller i Polen, i årevis ladet hånt om grundlæggende principper for retsstaten, håndtering af medier, akademisk frihed, korruptionsbekæmpelse og brug af skatteborgernes penge. Han har søgt at banke dommerstanden på plads, så den tilgodeså de interesser, han selv og hans nationalkonservative parti Fidesz havde. Han har prøvet at lukke Central European University (CEU) i Budapest. Han har jaget en ngo ud af landet, og han har opslugt aviser og radiostationer. Han kører også en krig mod rigmanden George Soros, der har været med til at grundlægge CEU og andre institutioner, som Orban finder er liberale og derfor skal kvases.

Sådan agerer en hersker med totalitære ambitioner, og det hører naturligvis ikke hjemme i EU. Det spiller ingen rolle, at Orban og Fidesz er blevet demokratisk valgt med stort flertal. EU er en sammenslutning ikke blot af demokratier, men også et værdifællesskab. Det er fastlagt i de såkaldte Københavnskriterier, vedtaget i 1993. Ungarn blev sammen med bl.a. Polen EU-medlem året efter, så man vidste, hvad man gik ind til. Ungarerne kan have en rød, grøn, sort, lilla eller lysegul regering, det er naturligvis op til dem selv, og hvis de vil have Orban og Fidesz, er det selvfølgelig deres afgørelse. Ingen ønsker en gentagelse af den pinlige historie med Østrig, som blev boykottet af EU-lande omkring årtusindskiftet, fordi ganske mange af landets indbyggere havde tilladt sig at sætte kryds ved et parti, der blev opfattet som nationalistisk, og som derfor blev inddraget i en regering.

Dette her er noget andet. Orban lader hånt om nogle af de mest grundlæggende værdier i unionen og det demokratiske Europa i øvrigt. Han sagde allerede for nogle år siden, at han ønsker et illiberalt samfund, og her må man sige, at han prøver at holde ord. Ungarn, som omkring Murens fald opførte sig heroisk og følgeligt høstede international sympati, har sat store dele heraf over styr.

Nu prøver EU så med en procedure, der kan føre til bortfald af stemmeretten. Umiddelbart inden afstemningen herom i Strasbourg kom Orban med en bandbulle mod Europa-Parlamentet. Han erklærede, at man ikke var i færd med at fordømme en regering, men et land, »der har bidraget til Europas historie, frihed og demokrati med hårdt arbejde og ofret blod i forsvaret mod Sovjetunionen«.

Orban bruger her et retorisk kneb, som ofte anvendes af totalitært tænkende regimer. Følges argumentet, kan Rusland ikke kritiseres for sine uhyrligheder i dag, fordi Den Røde Hær kæmpede heltemodigt under Anden Verdenskrig. USA og den nuværende præsident er fredet, fordi Amerika deltog i krigen og siden var med til opbygge og garantere friheden i det vestlige Europa. Og så videre.

Det er i øvrigt ikke, som Orban hævdede, et sammenrend af venstreorienterede og grønne ungarnsmodstandere, som står bag artikel 7-initiativet. Det store flertal også i Europa-Parlamentets konservative gruppe, hvor Fidesz – endnu – er medlem, stemte for. Det er i sympati med Ungarn, at dette sker – og den »fornærmer« ikke landets ære, som Orban hævder. Tværtimod. Det er på tide, at også han begriber det.