Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Deprimeret: Antidepressiv medicin forværrede alt og gjorde mig endnu mere syg

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I sin kronik 15. Januar 2017 søger Cathrine Ertmann at belyse og dermed medvirke til at nedbryde tabuet omkring psykisk sygdom – eller som hun selv referer til det ”Spektakel på øverste etage”.

Tabuet omkring psykisk sygdom er alvorligt, demoraliserende og injurierende. Vi må og skal på én eller anden måde have gjort op med det, så ikke-syge mennesker kan begynde at se på psykisk syge med andre øjne. Som Johanne Schmidt-Nielsen engang ytrede det, så er vi ikke i mål, før en psykisk sygdom sidestilles med en brækket arm eller et brækket ben i det offentlige system.

Men der er lang vej. Der er meget lang vej igen og desværre fungerer Ertmanns kronik kun som talerør for én side af dét at være psykisk syg – nemlig de medicineredes.

Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

"Jeg har læst overskrifter, der sagde: »Jeg sagde nej til lykkepiller, jeg ville klare det selv«. De personer har tydeligvis ikke haft brug for hjælpen, som pillerne giver. For mit vedkommende har der ikke været andre alternativer. Jeg synes ikke, det er en retfærdig behandling eller tilgang. »Jeg sagde nej til gips, jeg ville klare mit brækkede ben selv!« Så var dit ben sgu nok ikke brækket, min ven."

Ovenstående afsnit er direkte citeret fra Ertmanns kronik. Indtil jeg nåede dette afsnit, var jeg enig i hendes udsagn om, hvorledes psykisk sygdom er at sammenligne med et brækket ben, som kræver behandling. Men da jeg nåede til ovenstående afsnit, må jeg indrømme, at min enighed med Ertmanns retorik stærkt ophørte. Jeg er ikke sikker på, at det var hendes intention, men der er ingen tvivl om, at ovenstående afsnit i dén grad stigmatiserer psykiske patienter, der af den ene eller anden årsag har fravalgt medicinsk behandling. Dertil kan der være et utal af forskellige årsager. Jeg kan naturligvis ikke tale for alle psykiske patienter, der har fravalgt medicin, men jeg kan trods alt tale på egne vegne.

Jeg lider af kronisk, svær depression og social angst. Gennem samtaler med forskellige psykologer har jeg fået klarlagt en vis form for kronologi for min psykiske sygdomshistorik: Min depression opstod omkring 11 års-alderen og har i løbet af 14 år udviklet sig til dét, den er i dag. Senere hen spædede den sociale angst til. Som 13-årig fik jeg kortvarigt psykologhjælp, som dog skulle vise sig at være komplet inkompetent og ubrugeligt: Den pågældende skolepsykolog lod til at være så overbebyrdet – eller måske ligeglad – at han end ikke huskede, hvad vi aftalte fra gang til gang. Jeg nåede at se ham tre eller fire gange, før han erklærede, at nu var jeg altså rask.

Her er det dokumenterede alternativ til lykkepillerne

Som 20-årig fik jeg mod til selv at opsøge psykologisk hjælp. Jeg ville gerne være rask. Jeg ville ud af depressionen og angstens klamme greb. Jeg opsøgte min daværende læge, blev depressionsscreenet og sendt af sted med en lægehenvisning til psykologhjælp. Denne gang endte jeg hos en kvindelig psykolog, som –  modsat min første psykolog – virkede yderst kompetent og engageret i at hjælpe mig. Jeg nåede at få hendes hjælp i 6-7 måneder, før hun afsluttede mit forløb grundet flytning. Hun erkendte, at jeg var kommet et godt stykke og at jeg nok godt kunne klare mig selv, men hun nævnte aldrig, at jeg kunne erklæres rask.

Rask var jeg ikke dengang som 13-årig. Rask er jeg ikke nu som 25-årig, og jeg har min læges ord for, at jeg muligvis aldrig bliver erklæret komplet rask – en benhård besked, som jeg alligevel har accepteret og forsøger at leve med, ligesom jeg har accepteret min læges tilbud om samtaleterapi med hende, skulle jeg føle behov herfor.

Det var i mødet med min psykolog nummer to og min daværende læge, at jeg som 20-årig blev præsenteret for antidepressiv medicin. Jeg blev gjort opmærksom på de mange bivirkninger, der er det første stykke tid, indtil man har vænnet sig til medicinen, fundet den korrekte dosis osv. På daværende tidspunkt var jeg parat til at gøre alt for at få det bedre.

Men medicinen forværrede alt. Den gjorde mig endnu mere syg. Endnu mere selvmordstruet. Den ødelagde mig; gjorde mig komplet følelsesløs. Jeg mistede fuldstændig forbindelsen til, hvem ”Maja” var. Jeg endte som en kold og tom skal. Havde man fortalt mig, at hele min familie var blevet slået ihjel i et biluheld eller lignende tragiske omstændigheder, ville jeg komplet kynisk have svaret, at så måtte jeg vel gå i gang med at planlægge samtlige begravelser.

Antidepressiv medicin under graviditeten øger risikoen for autisme markant

Det skræmte mig meget, men det var først, da jeg en dag sad med en komplet plan for at begå selvmord, at jeg reagerede. Jeg havde rationelt udfærdiget en plan for, hvordan jeg lettest kunne tage mit eget liv. Da blev jeg for alvor bange og det var i dét øjeblik, at jeg bestemte mig for at droppe medicineringen – for altid. Jeg har efterfølgende måttet høre velmente råd om, at jeg sikkert havde fået et forkert præparat, en forkert dosis, ikke var indstillet på at lade medicinen hjælpe mig og lignende, men når man oplever en så voldsom personlighedsændring, som jeg gjorde, så rører det noget i én. Det skræmte mig så meget, at jeg valgte, at jeg ikke vil udsætte mig selv for den slags kemisk indgriben i min hjerne igen.

Jeg har opgivet medicin. Jeg kommer ikke til at røre det igen. Jeg bestemte mig i stedet for at tage de råd, psykolog nummer to gav mig, op ad skuffen igen og forsøge at klare mig selv. Det har jeg gjort i flere år nu. Ligesom Ertmann accepterer jeg, at jeg har perioder, hvor min depression og angst dominerer. Perioder, hvor jeg ikke kan få kontrol. Men modsat Ertmann, så er medicin IKKE min redning. Det er terapi og nærvær fra mine nærmeste derimod.

Forskning: Tre søvnløse nætter kan muligvis fjerne depression

Jeg har fuld respekt for, at der findes psykiske patienter, som har massivt stor gavn af medicinering. Patienter, for hvem medicinen blev en livline. Jeg er lykkelig for, at medicin kan hjælpe mange mennesker. Men jeg vil gerne have lov til at slå i bordet, når en medicineret patient – i min optik – nedgør folk som mig; psykiske patienter, der har fravalgt medicin. Medicin er IKKE et vidundermiddel. Det er IKKE vejen frem for alle, der har psykiske problemer. At sammenligne fravalget af medicin med en person, der fravælger gips til et brækket ben for så at sige, at så er benet sgu nok ikke brækket … Det er direkte arrogant.

INGEN – hverken syge eller ikke-syge – har ret til at gøre sig til dommer over andre menneskers sygdom. Derfor mener jeg ikke, at Ertmann når i mål med sin kronik. I stedet for at medvirke til at nedbryde tabuet, der omkranser psykisk sygdom, medvirker selvsamme kronik i stedet til at skubbe tabuet over på en gruppe mennesker, som Ertmann ikke selv tilhører, og det kan ikke nytte noget. Vil man nedbryde og gøre helt op med et tabu, så kræver det, at den tabuiserede befolkningsgruppe står sammen og ikke lader sig splitte på store spørgsmål som fx medicinering.

Jeg understreger lige igen: Jeg har FULD respekt for, at medicin kan hjælpe et utal af mennesker, der har ondt i sjælen, men jeg bønfalder selvsamme gruppe om at acceptere, at der altså også findes folk som mig; mennesker, der har fravalgt medicin, fordi den ikke hjælper dem.

Der findes ikke en rigtig og en forkert måde at være psykisk syg på, ligesom der ikke findes en rigtig og en forkert måde at have et brækket ben på.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

Cathrine Ertmann

Et luksusdrug, ”lykkepillen”, den nemme løsning. Det er misvisende, stigmatiserende ord, som hverken er medicinen eller de mennesker der behøver den, værdig.
Kronik: Om at leve som psykisk syg
Bernd Bachmann
Livet som psykisk syg er besværligt og kan til tider være ulideligt frustrerende. Det er på tide, at regeringen tager problemet seriøst og får psykiatrien på finansloven.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Sådan ser en Ikea-bolig ud

Ikea-familien skal til at bygge sine første boliger i Danmark. Se her hvordan tilsvarende boliger i Sverige ser ud. Finans
Annonce
Annonce
Annonce

Debat: Strøm tænder håb for millioner

Thomas Gringer Jakobsen
Alene siden 2010 har 40 lande nået målet om at give hele befolkningen adgang til elektricitet. Faldende priser på solcelleteknologi har sat ekstra gang i udviklingen.
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere
Søvn er afgørende for studiepræstationen
For lidt søvn kan både gå ud over koncentration, humør og indlæringsevne. Og faktisk kan dele af hjernen sove, mens kroppen egentlig er vågen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her