Mere Danmark i Europa – mere Europa i verden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En kliché er det, men den holder: Europa står ved en korsvej. Den verdensorden, som har skabt fred og velstand for os europæere gennem syv årtier, er ved at forsvinde. Vi skal finde en ny vej i et nyt terræn, hvor farerne lurer overalt: Mod øst har Putin skabt et mafiøst skindemokrati, som bekæmper Europas sammenhold og har åbenlyse stormagtsdrømme. Mod syd er Tyrkiet på konfrontationskurs med både Europa og USA. I Syrien er alt kaos, og på det afrikanske kontinent har tørke, fattigdom og overbefolkning udløst enorme migrantstrømme mod Europa. Mod vest har en narcissistisk twitter-præsident uden politisk erfaring eller øje for diplomati erklæret handelskrig mod EU.

Og hos os selv i Europa synes vi truet af intern splittelse på grund af briternes selvdestruktive brexit og visse østeuropæiske regeringschefers reaktionære opgør med den liberale styreform.

Der er med andre ord nok at se til, og 2018 er året, hvor vi alle skal træde i karakter, når det handler om vores nationale skæbne og fælles europæiske ditto. Der er brug for mere Europa i verden, men så sandelig også mere Danmark i Europa!

I Venstre har vi brugt 2018 til refleksion over fremtidens Europa-politik. En lang række partimøder, konferencer, workshops og høringer har været brugt til at fremkalde en frugtbar debat. Arbejdet munder ud i et nyt Europa-program frem mod Europa-Parlamentsvalget næste år, men allerede nu står en række konklusioner klart:

1. Først og vigtigst: Europa må stå sammen.

Intet er vigtigere. Sammenhold er styrke. Og styrke er forudsætningen for fred og fremskridt. Det burde ikke være så svært. Vi bekender os trods alt til de samme værdier: demokrati, lighed for loven, magtens tredeling, markedsøkonomi, menneskerettigheder, åbenhed og ligestilling. Værdier, som – utroligt nok – er under pres fra alle sider; ja, sågar i vor egen kreds. Vi er faktisk truede, og alene af den grund burde vi ikke tvivle:

Statsministeren citerede for nylig Churchill under krigen: »Sammen står vi stærkt, men splittet, taber vi«. Og Løkke Rasmussen tilføjede: »Det gjaldt dengang. Det gælder i dag. Og det gælder i fremtiden.«

Hvad betyder det så – at ”stå sammen” i praksis, i politik?

Det er meget enkelt: Det betyder, at vi må stoppe 40 års skindiskussioner om vores EU-medlemsskab og sige det ligeud: Danmark er en del af Europa, og det giver ingen mening at ”lade som om”, vi kan vælge Europa fra, hver gang vi finder hår i den fælleseuropæiske suppe. Vi er medlem af et fællesskab, som har gavnet os enormt, og som i alle andre fællesskaber er solidaritet afgørende for fællesskabets styrke. Det må vi have modet til at sige – igen og igen. For det er åbenbart nødvendigt i en tid, hvor man dagligt kan læse indlæg, der hænger selve EU-fællesskabet ud som problemet og ikke ser det som en løsning.

Betyder det så, at man ikke kan og skal kritisere EU? Selvfølgelig ikke. Tværtimod. At skabe klarhed om sit udgangspunkt gør kun en eventuel kritik stærkere.

Bliver Danmark mindre suverænt af at være medlem af EU? Nix – tværtimod. Ved at melde os ud, mister vi enhver mulighed for at få indflydelse på de løsninger, vi alligevel kun kan nå i fællesskab: klimaet, kriminalitetsbekæmpelsen, den fælles sikkerhed, de fælles spilleregler for marked og handel, de gode handelsaftaler, som er forudsætningen for vores velstand. Ved at være med, vinder vi derimod suverænitet; vi er med til at bestemme fremtiden for os selv.

Realismen må derfor indfinde sig. Og nej: Det gør os ikke til jubeleuropæere at melde rent ud, men det gør os til mere pålidelige partnere i en krævende tid. Og den pålidelighed er afgørende – for den giver indflydelse. Det leder over til næste konklusion:

2. Vi skal have mere Danmark i Europa – og dermed i EU.

Der er – modsat hvad mytemagerne forsøger at efterlade indtryk af – masser af muligheder. Den danske samfundsmodel er nemlig populær. EU-lederne – fra Barroso til Macron – forsømmer ingen lejlighed til at skamrose vore åbne, samarbejdende folkestyre, vores arbejdsmoral, mangel på korruption, solidaritet med de svage, ligestilling og fleksible arbejdsmarked med samtale og konsensus i centrum.

Hvad skal der så til – for at få ”mere Danmark i Europa”?

Først og fremmest at vi vil samarbejdet. At vi melder os ved bordet. Skaber troværdighed. Ja, vi er små, men vi fylder uforholdsmæssigt meget. Det ved de danske ministre, som rejser til Bruxelles. Det ved vi som Europa-parlamentarikere. Og det ved ikke mindst de mange dygtige danske embedsmænd, der i utallige kritiske situationer har raget kastanjerne ud af ilden for Danmark i kritiske situationer.

Kun ved at være med, kan vi råbe op og argumentere med vægt, når fremtidens økonomi skal formes i et liberalt billede, velfærdsmodellerne sikres nationalt, og protektionismen skal bekæmpes. De kampe kan kun kæmpes effektivt på europæisk plan.

Dernæst skal vi mobilisere, skabe alliancer. Sådan har det altid været, men vi har indtil nu ikke behøvet at anstrenge os, fordi briterne trak det tunge læs, både praktisk og ideologisk. Men efter den fatale brexit-afstemning er briterne ude – i hvert fald for en periode – og Danmark har brug for at finde ligesindede til at holde den liberale fane højt i EU-samarbejdet.

I Venstre har vi taget initiativ til at samle nordeuropæiske liberale partier med det klare mål at blive modvægt til øjeblikkets sydeuropæiske og østeuropæiske mobilisering i EU. Der er ikke tale om at splitte samarbejdet, kun at sikre den fine balance, som før var mellem ”de tre store” Tyskland, Frankrig og UK, men som i dag mangler UK for ikke at ”tippe”.

Det handler nemlig om fremtidens EU. Hvordan skal samarbejdet udvikle sig? Skal der være mere eller mindre EU? Og det leder til den tredje konklusion:

3. Ikke mere elle mindre – men et bedre – EU.

Tiden må være forbi for den dødssyge debat om mere eller mindre Europa, underforstået mere eller mindre Danmark. Dansk Europa-politik er og bliver ikke et nulsumsspil, hvor mere EU automatisk fører til mindre Danmark. Det er rent ud sagt noget vrøvl, som danske nejsigere har haft alt for let spil med gennem årene.

Vi har brug for et bedre samarbejde, og det vil i en række tilfælde sige et tættere og mere integreret samarbejde, for eksempel om terror- og kriminalitetsbekæmpelse, om bedre miljø- og forbrugerstandarder, flere handelsaftaler, færre byrder for virksomhederne, fælles energinet, datasikkerhed, beskyttelse mod bankkrak osv., osv.

På andre områder, for eksempel velfærdsydelser og det sociale område, skal EU ikke blande sig, ligesom skatteopkrævning må være et nationalt anliggende. Det må også være på tide at kigge kritisk på milliardstøtten, der udbetales via de enorme EU-fonde. De skal moderniseres, så støtten kan bruges til opbygning af en ny fælles grænsekontrol på Europas ydre grænser. Dele af EU-samarbejdet skal med andre ord udsættes for en markant revision, styret af sund fornuft – nogen ville ligefrem kalde det rimelighed.

Mere konsekvens er også nødvendigt, hvis samarbejdet skal bevare troværdighed. Når det gælder ”Grundbogen”, de grundlæggende liberale værdier, skal medlemsreglerne selvfølgelig overholdes. Og hammeren skal falde, hvis medlemmer konsekvent og bevidst overtræder. Helt aktuelt er Ungarns og Polens regeringer i fuld gang med at underminere spillereglerne med det klare mål at afskaffe den liberale styreform i EU. Venstre lægger op til, at den slags overtrædelse skal koste på de tocifrede milliardtilskud, som disse regeringer modtager hvert eneste år.

Alt dette – og mere til – er beskrevet i Venstres kommende EU-program, der vil lægge op til reformer med en række konkrete forslag inden for alle de vigtigste områder af EU-samarbejdet: indre marked, frihandel, klima/miljø, migration, sikkerhed, værdier og legitimitet.

Dansk Europa-politik skal gøres offensiv og klar til det nye århundrede. Udfordringerne er enorme, men det samme er mulighederne, hvis vi vel at mærke forstår at få justeret samarbejdet. Det kræver ny klarhed og konsekvens.

Tiden er løbet fra tøven og uklare signaler. Venstre vil en moderne Europa-politik. Vi vil sikre mere Danmark i Europa – og mere Europa i verden.