Mindre USA fører ikke nødvendigvis til mere Europa

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Donald Trumps tur rundt i den europæiske sommerhede har fra et sikkerhedspolitisk perspektiv mildt sagt været interessant. Hvis målet var at skabe usikkerhed om USA’s rolle i Europa og vise tvetydighed i USA’s politik over for Rusland, så var turen en strålende succes. Turens succes udfordrer imidlertid dansk sikkerhedspolitik.

Både Karin Riis-Jørgensen og Hans Henrik Holm har hen over sommeren i disse spalter argumenteret for, at Trumps USA er et markant forandret USA. I begge analyser betyder det, at Europa, herunder Danmark, ikke kan stole på USA. Deraf følger, at Europa må tage sig sammen – militært ved at varetage sin egen sikkerhed og politisk ved at bruge sin økonomiske magt til at balancere både russisk despoti og amerikansk tosseri.

Det lyder jo fornuftigt nok. Analyserne bygger imidlertid på en forudsætning om, at Trump udtrykker en dyb og varig forandring af USA frem for et unormalt politisk udsving. En ny og mere konventionel amerikansk præsident kan dog sagtens være en realitet i 2020. Endvidere ses mere Europa som en konsekvens af mindre USA. I den tolkning bliver Europa et mere levedygtigt alternativ til USA i dansk sikkerhedspolitik. Men et samlet Europa følger ikke logisk af mindre USA – et mindre samlet Europa kan også blive resultatet.

Udfordringen for Danmark er netop, at valget ikke er givet. Valget ville være nemmere, hvis det var sikkert, at USA var ude af Europa. Men det er det ikke. Trump spreder usikkerhed – om USA, om det transatlantiske forhold, om Europas fremtid og derfor også om, hvilke valg der i fremtiden kan garantere dansk sikkerhed.

Disse valg bliver derfor sværere. Der er flere mulige valg, og de skal balancere en række hensyn i en både usikker og ubestemmelig europæisk fremtid. For småstaten Danmark er der fire retninger, der kan prioriteres. Med held og dygtighed kan de overlappe og forstærke hinanden, men det modsatte – at der på bekostelig vis skal prioriteres mellem dem – kan også være tilfældet.

Én retning er den gammelkendte transatlantiske, hvor der satses på, at det gamle USA vender tilbage, eller at Danmark kan (ud)bygge så stærke bilaterale relationer og vise sig så værdifuld en allieret, at et mere egeninteresseret USA vil se mening i at garantere Danmarks sikkerhed.

En anden retning er en ny nordisk. Mens der er usikkerhed om det værdipolitiske fællesskab på tværs af Atlanten, udtrykker de nordiske velfærdsstater et fælles værdipolitisk syn på både det nationale og det internationale. Trykket fra øst har drevet de nordiske lande til øget militært samarbejde, og traditionel finsk og svensk neutralitet er afløst af begyndende forsvarspolitisk integration. Med mindre USA bliver mere Norden en option til at sikre Danmark.

En tredje retning peger mod de europæiske mellemmagter – England, Frankrig og Tyskland. Her bliver spørgsmålet, om de magter, Danmark knytter sig til, er forankret i et udbygget forsvars- og sikkerhedspolitisk EU, eller om der vil være tale om mere bilaterale alliancer til f.eks. et Storbritannien uden for EU, et tysk-fransk domineret EU eller et Europa centreret om Tyskland.

Den fjerde retning søger sikkerhed igennem samarbejdspolitik med Europas eneste militære stormagt – Rusland. I øjeblikket er det en kættersk tanke i den danske debat. Men med mindre USA i Europa kan kætteri hurtigt blive god latin. Risikoen for, at europæiske stater vil være fristet til knytte sig tættere til Rusland, selv med de værdipolitiske kameler der skal sluges i den forbindelse, vil stige.

Der er altså flere valg end bare mere Europa – især fordi det ikke er sikkert, at mindre USA vil lede til et stærkt Europa, som Danmark kan vælge til. En snu småstatsstrategi er at holde så mange muligheder åbne så længe som muligt.

Senere på året offentliggør regeringen sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019-20. Den vil betone, men netop ikke vælge mellem de tre første retninger. Den fjerde vil ikke blive nævnt.