Georg Brandes og Den Store Krig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Georg Brandes er mest kendt for sine litterære skrifter, men han var også optaget af politik og deltog ivrigt i samtidens politiske debatter. Han hørte oprindelig til de liberale venstremænd omkring Københavns liberale vælgerforening, men da Venstre var kommet til magten i 1901, blev han skuffet over partiets politik og gik, ligesom sin bror Edvard, over til at støtte Det Radikale Venstre. Han vedblev at være liberal, men i en radikal udgave, som ønskede samarbejde med socialdemokraterne og var antimilitaristisk og indstillet på sociale reformer.

Hvad der adskilte ham fra de fleste andre danskere, var hans store internationale udsyn. Og det var også det, der gav ham problemer i et bondeland med nationalt nærsyn. Han var kosmopolit uden at være antinational – tværtimod kæmpede han også sønderjydernes sag under den tyske besættelse fra 1864 til 1920. Da han døde, ønskede han sin aske spredt ved stenen for sønderjyderne, der står i Dyrehaven ved Klampenborg. Brandes viste, at man kan holde af sin nation uden at være nationalist. Men det var ikke nok for det danske establishment.

Brandes var jo også jøde af fødsel, og det blev af den borgerlige presse og figurer som Harald Nielsen brugt imod ham på en måde, som i dag forekommer oprørende. Hele sit liv måtte han værge sig mod pressens nedgøring af ham som ”udansk”, ”unational” mv. – begrundet i at han var jøde (uden at være religiøs). Danmarks største intellektuelle, som var verdensberømt, måtte i sit fædreland tåle konstant udskamning på grund af sin etnicitet. Det er værd at minde om i dag. Den antisemitisme, som 15 år efter Brandes’ død slog seks millioner jøder ihjel i Europa, levede på grimmeste vis i Danmark.

Brandes’ samfundsengagement kom klart til udtryk under Første Verdenskrig, dengang kaldet Den Store Krig. Han blev forfærdet, da den brød ud – det var han selvfølgelig ikke ene om – men havde allerede i 1881 forudsagt, at der ville komme en ny, europæisk storkrig. Det baserede han dels på den uretfærdige fred efter den fransk-tyske krig i 1871, hvor Alsace-Lorraine blev erobret af Tyskland, dels på den nationalisme, der blev stærkere og stærkere i alle Europas lande. Desuden anfører han kampen om penge og ressourcer.

Med nationalismen fulgte oprustning og udbredelsen af fjendebilleder – billeder af de andre lande som både inferiøre og truende. I begyndelsen af august 1914 brød krigen så ud – under stor begejstring hos folkemasserne og støttet af langt de fleste intellektuelle i de store nationer. De, som holdt hovedet koldt, var en lille minoritet, men til dem hørte Brandes. Og man må foruden det kolde hoved tilføje det varme hjerte, for Brandes’ krigsmodstand skyldtes en moralsk indignation over den skæbne, som de politiske ledere bibragte millioner af unge europæiske mænd, som måtte lade livet i vanvittige frontalangreb imod hinanden, og deres familier bag fronterne, som mistede deres far, søn eller bror.

I en lang række artikler, der også blev trykt i udlandet, protesterede Brandes, og i 1916 udgav han bogen ”Verdenskrigen”. Den står stadig som et af de stærkeste humanistiske vidnesbyrd, vendt mod krigen. Og den har slet ikke mistet sin aktualitet. Artiklerne er både præget af skarpe, informerede analyser og af en moralsk indignation, som slår igennem i et lidenskabeligt sprog. Måske lige bortset fra Viggo Hørup kan politisk sprog ikke formuleres bedre.

Med sine indsigelser mod krigen lagde Brandes sig ud med de herskende eliter i Europa. Hans verdensberømmelse og udbredelsen af hans skrifter gjorde ham til en farlig fjende i Tyskland, Rusland, England og Frankrig. Også fordi han ikke tog parti for nogen af de stridende lande. Ingen havde ret i det, han så som en europæisk borgerkrig. Han var ligeledes personligt bekendt med flere af lederne. Således var han ven med den franske premierminister Georges Clemenceau, også ”Tigeren”. I 10 år ferierede de sammen på kurstedet Karlsbad.

Men i februar 1915 gik det galt. Clemenceau blev vred over, at Brandes ikke ville støtte den franske sag, selv under truslen om en tysk erobring af Paris (som jo aldrig lykkedes). I en fransk avis hentyder Clemenceau til et »folk uden stolthed som danskerne«, idet han mente, at Danmark pga. den tyske besættelse af Nordslesvig burde støtte Ententemagterne. Og kort efter angreb han Brandes direkte.

Brandes svarede ham i ”Aabent brev til Georges Clemenceau”, hvor han skriver, at han tolker Clemenceaus artikler som en opfordring til Danmark om at erklære Tyskland krig, og noget så vanvittigt tager han afstand fra. Underskrevet »I gammelt Venskab«. (Se Jørgen Knudsens Brandes-biografi, 2008, s. 565).

Clemenceau svarer i et langt og bevæget – men også fornærmet – brev, og det får Brandes til i ”Svar til Georges Clemenceau” at anføre, at den virkelige ulykke er det nationalhad, der splitter Europa, og den krig, der dræber sandhedskærligheden. Han ville ikke tages til indtægt af nogen af siderne, da han mente, at alle var medskyldige i krigen – en vurdering, der bekræftes af flere moderne historikere. Men så var det også slut med det venskab. I et rasende svar opsiger Clemenceau venskabet – artiklen bærer overskriften ”Adieu Brandès”. »De ser, at en samtale mellem os fremtidig er umulig. Farvel Brandes!«

Brandes var ked af, at Clemenceau havde opsagt deres venskab. Men han så det som en pris, han som uafhængig intellektuel måtte betale. I 1919 udgav han bogen ”Tragediens anden del”, hvor han profeterede en ny verdenskrig pga. den uretfærdige Versailles-traktat. Den var Clemenceau hovedansvarlig for. Brandes døde i 1927, tolv år før hans nye profeti gik i opfyldelse.