Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Hvorfor fortalte Ole Wivel ikke selv sin historie?

Ingen i den danske debat om Ringen har peget på folk, der netop stod frem og fortalte om deres brune fortid, uden at helvede brød løs.

Tegning: Martin Frøsig

Per Øhrgaards bog om Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen har ikke lukket debatten om Ringen og Ole Wivels og Knud W. Jensens ungdomssværmeri for det brune Tyskland. Jensen var mindst lige så involveret som Wivel – og ældre – men det er Wivel, der alene (noget uretfærdigt) er i skudlinjen, og det er også ham, denne kronik handler om.

Det spørgsmål, der er det mest interessante i den betændte sag, og som ufrivilligt har sikret Wivel et langt eftermæle, er efter min mening: Hvorfor fortalte han ikke selv denne historie? Han var jo a man of letters. Lige til sin død fik han adskillige lejligheder til at forklare sig, men i stedet lukkede han sit arkiv og truede med retssager mod folk, han mente kom for tæt på – selv om han ikke kunne dy sig for at komme med forblommede antydninger i sine erindringer, "Romance for Valdhorn", 10 år tidligere.

Svaret er nok ret ligetil, nemlig at det skete af hensyn til hans sociale renommé. Fra 1945 var enhver mistanke om nogen som helst berøring med nazismen eller tyskvenlighed under besættelsen udelukkelsesgrund af samfundet. .

I forbindelse med samarbejdspolitikken og kompromiset mellem politikerne og modstandsbevægelsen i 1945 havde både staten og modstandsbevægelsen et stærkt behov for syndebukke. Så hvis man havde haft en rem af huden – den være sig nok så "åndelig"– gjaldt det om at holde tand for tunge. Denne tilstand varede i nogle årtier, og i denne periode er det forståeligt, at Wivel (og Jensen) ikke fortalte, hvad de havde været involveret i. Intolerancen i det danske samfund var for stor, ikke mindst på venstrefløjen, som de bredt henregnede sig og blev henregnet til. Men fra 1980'erne tøede stemningen noget op, og fra 1990'erne har der næsten ikke været nogen automatreaktioner mod forhenværende nazister og tyskvenlige. På mange måder er fordømmelse blevet afløst af skrækblandet fascination. Det var også det spørgsmål, litteraten Jørgen Hunosøe stillede i forbindelse med sine studier af den unge Wivel: Hvordan kunne det gå til, at han blev fascineret af nazistisk tankegods? At få en mere kompleks viden om dette på et individuelt plan ville efter alt at dømme gøre os klogere. Men Hunosøe blev fordømt af både Wivel selv og af hans bekendte i kultureliten.

Ingen i den danske debat om Ringen har peget på folk, der netop stod frem og fortalte om deres brune fortid, uden at helvede brød løs. Det gælder den fremtrædende journalist Jørgen Schleimann, som for mange år siden var ude med en bekendelse af sin nazi-fascination helt frem til og ud over befrielsen. Også formanden for SF Gert Petersen fortalte – omend nødtvungent – om sit medlemskab af den nationalsocialistiske ungdomsorganisation, NSU, da han var 13-14 år gammel, men altså under besættelsen. Både Schleimann og Petersen blev accepteret. Det samme gjaldt i øvrigt rejsekongen Simon Spies.

Men et af de stærkeste eksempler er nok den verdensberømte svenske filminstruktør Ingmar Bergman, som i sine erindringer fra 1987, "Laterna Magica", åbent bekendte sin kærlighed til Hitler og nazismen fra han var 16 år i 1934 og til langt efter krigen.

»Jeg elskede ham også. I mange år var jeg på Hitlers side, glædede mig over hans succeser og sørgede over nederlagene. Min bror var en af det svenske nationalsocialistiske partis stiftere og organisatorer, min far stemte i flere omgange på nationalsocialisterne (s. 112).«

Det er noget andet end den floromvundne fremstilling i Wivels erindringer, hvor vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal tro. Og Bergman blev ikke hylet ud, ligesom verdensoffentligheden tog imod Ikea-stifteren, Ingvar Kamprads, beklagelse af sin politiske fortid nogle år senere.

At bekende som Bergman kræver mod, siger man. Men er det ikke endnu "modigere" at tie, for som forfatteren Tage Skou-Hansen siger i Anita Brask Rasmunssens bog "Hånden over Ole", så kommer sandheden jo før eller senere frem. »Jeg sagde til Ole: Hvis der er mere, skulle du tage at sige det nu. Du skulle have gjort det for længe siden (s. 115).« Og hvilken historie kunne han ikke have fortalt? Et liv, mange liv. En kringlet udviklingsvej, men det er der ingen skam i, og at fortælle om det kan åbne øjnene for, at mennesket er omskifteligt, og at selv en begyndelse som Wivels og Jensens kan udvikle sig til noget godt. Trahimur – vi føres, som Augustins valgsprog lød. I virkelighed kan det jo ses som en positiv udviklingshistorie – og ja, måske var det, når alt kommer til alt, slet ikke så dårlig en begyndelse på det personlige plan, ligesom mange på ledende poster i det danske, svenske og norske samfund i dag er tidligere maoister eller Moskva-kommunister. Wivels og de andres tid i Ringen betegnede en lidenskabelig og skolende proces, der – med den vending, den store historie til alt held tog – kunne transformeres til noget konstruktivt. Hertil kommer, at billedet af besættelsestiden ville være blevet yderligere nuanceret, hvis historien om Ringen var blevet fortalt af aktørerne selv. Ja, måske kunne Ole Wivel og venner endda have hjulpet nogle af de tusinder efter retsopgøret, som stadig holdt deres fortid og deres straf skjult og skælvede ved tanken om at blive afsløret. Nu er det overladt til eftertiden at finde ud af, wie es eigentlich gewesen. Og naturligvis – det er jo det, man har en eftertid til. Per Øhrgaards bog sætter Ole Wivels datidige meninger i en vis kontekst, der er med til at forklare hans Tysklandsfascination, men det er skuffende, at han afviser, at det har offentlig interesse. Vi mangler vidner, og et vidne som Wivel kunne med sin gode pen have givet os et vidnesbyrd om denne tiltrækning som få andre.

Skade, at han ikke gjorde det.

Claus Bryld (f. 1940) er en del af JP's weenendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Han er forfatter, professor, dr.phil. i historie. Har speciale i arbejderbevægelsens historie.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter


Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Blog: Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Majbritt Maria Nielsen
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her