Differentieret pensionsalder er ikke løsningen på fremtidens udfordringer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Spørgsmålet om pensionsalder dukker jævnligt op i den politiske debat. Det er naturligt, for vi lever længere, og vi skal naturligvis også fremadrettet sikre finansieringen af velfærdssamfundet. Men i Danmark kan vi allerede om få år se frem til at have den højeste pensionsalder i Europa.

Sidste år forhindrede 3F, at den forhøjede pensionsalder blev fremrykket. Vi indsamlede på kort tid mere end 200.000 underskrifter. Det vidner om, at pensionsalder er et spørgsmål, som i den grad optager danskerne. Pensionsalderen definerer nemlig ikke kun, hvor mange år vi skal bidrage på arbejdsmarkedet – den er også et udtryk for, hvor mange gode leveår vi kan se frem til i kølvandet på et langt arbejdsliv.

I 3F anerkender vi, at vi alle i takt med stigende levealder er nødt til at forlænge vores arbejdsliv. Men forudsætningerne for at kunne blive længere på arbejdsmarkedet skal være til stede. Det er de desværre ikke i dag. Et alt for hårdt arbejdsmiljø gør det nemlig umuligt for mange danskere at forlænge arbejdslivet. Fakta er nemlig, at hver femte 3F'er i dag forlader arbejdsmarkedet, inden de fylder 60 år. Nedslidte, udkørte og for syge til fortsat at bidrage til fællesskabet.

Nu har Enhedslisten foreslået, at alle danskere skal have ret til at gå på pension efter 40 år på arbejdsmarkedet. Et forslag, hvis formål er at tilgodese lønmodtagere med kort – eller ingen – uddannelse, som typisk påbegynder arbejdskarrieren væsentlig tidligere end lønmodtagere med længere uddannelse, og som er beskæftigede i mere fysisk krævende job. Umiddelbart synes Enhedslistens forslag fornuftigt. I 3F mener vi imidlertid ikke, at en differentieret pensionsalder – som Enhedslistens forslag vil resultere i – er den rigtige løsning.

Man kan frygte, at en differentieret pensionsalder vil modvirke en stadig stræben efter et bedre arbejdsmiljø. Forslaget vil nemlig betyde, at de hårdest belastede grupper i realiteten ”kun” behøver at holde til det fysisk hårde arbejde, til de er 55 år (hvis man indtræder på arbejdsmarkedet direkte efter folkeskolen). Herefter er de nedslidte lønmodtagere med kroniske smerter, nedsat funktionsevne og et antal sygedage langt over gennemsnittet ikke længere arbejdsgivernes hovedpine. Hertil må vi aldrig nå. Det er en stor falliterklæring at indrette arbejdsmarkedet, så nogle jobgrupper ikke kan klare at arbejde til den enhver tid gældende pensionsalder. I stedet må vi stræbe efter et bæredygtigt arbejdsmarked.

Fra de medlemmer af 3F, der vælger at blive på arbejdsmarkedet, selv om de kunne gå på efterløn, ved vi, at der navnlig er tre forhold, der er afgørende: For det første, at arbejdsmiljøet er i orden. For det andet, at de har haft ret til og reel mulighed for livslang uddannelse. For det tredje, at deres arbejdskraft er påskønnet af virksomheden og kollegerne. Det er i virkeligheden ret enkelt: Danskerne vil gerne arbejde, og de tager også gerne et ansvar for at blive længere på arbejdsmarkedet – for fællesskabets skyld. Men forudsætningerne skal være i orden.

Vi kan begynde med at sætte arbejdsmiljø højt på den politiske dagsorden. I dag oplever vi desværre det modsatte. Undtagen når der skal spares. Arbejdsmiljøet har i flere år oplevet faldende bevillinger. Hver femte medarbejder i Arbejdstilsynet er skåret væk. Det kan man desværre tydeligt mærke, hvis man er almindelig lønmodtager med hårdt fysisk arbejde. Siden 2014 er det gået den forkerte vej med både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø i Danmark, og den negative udvikling har været størst inden for de belastede brancher. Den udvikling skal vendes med et stærkt og effektivt arbejdstilsyn samt en styrket indsats i forhold til lønmodtagerne i de mest belastede brancher.

Hertil kommer, at vi skal give lønmodtagere med fysisk hårdt arbejde mulighed for opkvalificering og efteruddannelse hele livet. Ikke først når tegnene på nedslidning viser sig.

Med efteruddannelse øger vi muligheden for rotation mellem forskellige arbejdsopgaver på arbejdspladsen til gavn for både lønmodtager og arbejdsgiver, og vi giver de hårdest belastede lønmodtagere et reelt alternativ til nedslidning og tidlig tilbagetrækning. De få initiativer, som i dag er søsat med henblik på at omskole lønmodtagere i nedslidningstruede brancher, har vist sig yderst effektive. Senest kan nævnes Sporskifteordningen, som blandt andet har resulteret i, at nedslidte bagageportører fra Københavns Lufthavn er blevet efteruddannet til chauffører og derved kan løse nye arbejdsopgaver på den samme arbejdsplads. Tiltag som dette skal udbredes til flere lønmodtagere, og støtten skal bevilliges, inden de første tegn på nedslidning viser sig – som en præventiv instans i stedet for en nødbremse, der trækkes efter skaden er sket.

Vedtages Enhedslistens forslag, vil det have den positive effekt, at den fysiske nedslidning af de kortuddannede og oftest hårdest belastede lønmodtagere vil stoppe efter 40 år på arbejdsmarkedet. Vi må imidlertid ikke overse bagsiden af medaljen; med muligheden for tidlig tilbagetrækning fratager man samtidig mennesker retten til at være en del af det fællesskab, som udspiller sig på en arbejdsplads. Retten til at føle stolthed og tilfredshed med det håndværk, de leverer hver dag, som bidrager til at holde samfundet i gang. Ingen ønsker at ende arbejdslivet i utide, men ønsker et bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor kvalifikationer løbende tilpasses de arbejdsopgaver, som medarbejderne har helbred til at varetage. Incitamentet til at opkvalificere ældre medarbejdere og omplacere dem til mindre belastende arbejdsopgaver vil falde drastisk, hvis arbejdsgiveren ved, at medarbejderen har mulighed for at gå på pension efter 40 år på arbejdsmarkedet.

Vi må aldrig slække på ambitionsniveauet, hvad angår både forebyggelse, uddannelse og fastholdelse. Alle skal kunne holde til at arbejde i Danmark.

Det er imidlertid en realitet, at vi i dagens Danmark endnu ikke er i nærheden af at nå ambitionen om et bæredygtigt arbejdsmiljø og livslang uddannelse. Desværre betyder det for mange lønmodtagere, at de er nedslidte og ikke længere kan arbejde.

De lønmodtagere skal selvfølgelig have mulighed for at gå på førtidspension. Den mulighed har alt for få i dag. Mange af 3F's medlemmer, som enten er kommet til skade på arbejdet, er nedslidte eller syge, oplever i dag, at de kostes rundt i et næsten kafkask system med arbejdsprøvninger, ressourceforløb, samtaler i en uendelighed. De mødes konstant med mistillid og kontrol. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. I stedet for et skub ud over kanten skal de lønmodtagere have en kærlig hånd – en hjælp til et liv uden for arbejdsmarkedet. Et liv, hvor de bliver en del af vores samfundsliv uden at skulle bekymre sig om huslejen.

Derfor er 3F også gået sammen med over 60 andre organisationer med konkrete bud på forslag, som kan forbedre systemet. Et af forslagene går ud på, at hvis en lønmodtagers arbejdsevne er nedsat til højest syv timer om ugen, skal borgeren kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Dette skal være et retskrav. Hvis det var gældende i dag, ville lønmodtagerne ikke blive udsat for konstant mistillid og uværdig behandling.

Danskerne vil gerne arbejde i mange år. Det handler om at skabe de rammer, der gør det muligt, og hvis ulykken og sygdommen rammer, skal vi have et fællesskab, der samler op. At sætte pensionsalderen op ved tvang løser ikke noget. At indføre fleksibel pensionsalder modvirker direkte, at vi forbedrer arbejdsmiljøet og sikrer mere uddannelse.

Vi kender opskriften, som er et godt og udviklende arbejdsliv. Derfor en klar opfordring til regeringen og Folketinget forud for finanslovsforhandlinger og folketingsvalg: Skru nu op for ambitionerne på arbejdsmiljø- og uddannelsesområdet, og lad de mennesker, der har en ringe restarbejdsevne, få mulighed for førtidspension.