Hvad med lidt patriotisme?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den gamle Mærsk Mc-Kinney Møller var patriot. Han ville selvfølgelig gerne tjene penge og se virksomheden og formuen vokse. Men det var også for Danmarks skyld, for virksomhedens og medarbejdernes skyld og for hans egen og familiens stoltheds og anseelses skyld.

Derpå kender man en række familie- og fondsejede virksomheder i Danmark. De investerer og skaber eksport og arbejdspladser. Det er vigtigt for dem at gøre noget godt for de ansatte og lokalsamfundet – og for deres land. Der er ingen smarte kapitalfonde og aktionærer, der får lov at score en hurtig gevinst. Og allervigtigst: De beholder produktionen og udviklingen i Danmark!

I skarp kontrast hertil står f.eks. den gamle danske stolthed Danisco (de fusionerede sukker- og spritfabrikker), der havde udviklet sig til verdens næststørste producent af enzymer og ingredienser, da amerikanske DuPont købte hele molevitten med stor gevinst for aktionærerne og tilsvarende skade for Danmark. Som der står på Wikipedia: »De aktionærer, der ville beholde Danisco på danske hænder, blev tvangsindløst 10. juni 2011 ved en ekstraordinær generalforsamling, og Danisco er afnoteret Københavns Fondsbørs.« – Danisco er desværre ikke det eneste eksempel.

Det kan godt være, det er god liberalisme at lade det ske, men behøver liberalisme være forbundet med ligegyldighed over for lokale og nationale hensyn og hensyn til virksomhedens og de ansattes fremtid i Danmark? Jeg tror, det er liberalismens død, hvis den ikke forenes med helt elementære samfundshensyn. Så bliver der for meget Mads Skjern og for lidt fru Larsen. – Og det er os, der er tilhængere af liberal markedsøkonomi, der skal være de første til at påpege de samfundsforpligtelser, der følger med succes og voksende formuer. Det er ”betroede talenter”, uanset om succesen skyldes dygtighed eller held i sprøjten.

Det kan også godt være, at der er mange lovlige måder, hvorpå man kan gemme visse indtægter i udlandet. Men jeg har det som den geniale købmand Lars Larsen, også kaldet ”Dyne-Larsen”, der for nylig i B. T. langede ud efter danske velhavere, der flygter i skattely i udlandet. Jeg kender en, der sågar sendte mig en bog om, hvordan han vil ”redde Danmark”; men han ville ikke selv bo her og bidrage til fællesskabet.

Jeg husker en henvendelse fra danskere i skattely på Solkysten i Spanien, som ville have mig (som undervisningsminister) til at betale til deres børns danskundervisning. Jeg svarede høfligt, at det ville jeg gerne, men kun for dem, der betaler skat i Danmark.

Lars Larsen føjede til: »Når de har fået lidt succes, så skynder de sig at sælge til forskellige erhvervsfonde osv. i stedet for at køre videre og måske finde nogle partnere, så man kan komme videre med sine små succeser. Jeg synes lidt, det er en falliterklæring, at man sælger så snart, at man kan få lidt penge ud af det (…). Penge er gode at have, men de skal også ud at arbejde. De skal ud og gøre noget gavn i samfundet. Det gør de jo ikke ved, at man sælger det, man er allerbedst til.«

Forhåbentlig vil både han og mange andre benytte sig af de kommende gunstige regler for nye overdragelser af familieejede virksomheder til fonde. I oplægget fra et udvalg, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil præsentere for partierne, oplyses det, at de 100 største fondsejede virksomheder har hovedkvarter i Danmark og bidrager med 5 pct. af alle job i Danmark. »Det er en ejerform, hvor man ikke som kapitalfonde bare kigger til næste kvartal, men har en langsigtet investeringsplan og dermed sikrer, at danske virksomheder og arbejdspladser bliver på danske hænder,« udtalte ministeren til Jyllands-Posten 26/6.

Udvalget foreslår indført en ”stifterskat”, som skal forrentes og afdrages i takt med, at fonden modtager overskud fra selskabet, medmindre overskuddet går til velgørende formål. Det sidste er helt afgørende for dansk forskning og udvikling, som om få år vil modtage 5-6 milliarder kroner årligt alene fra Novo Fonden! Tænk også på Mærsk Fondens velgerninger rundtom i landet. Og de andre store og små fonde, uden hvilke kulturlivet og kulturarven ville være i sørgelig forfatning.

Bemærk, at det er samfundshensyn, der driver fondene og deres enorme uddelinger. Ligesom det er samfundshensyn, der får landmænd til at så bræmmer af markblomster ud til alfarvej. Tænk, om tilsvarende samfundshensyn ville få fædrelandsløse spekulanter af alle slags til at tænke sig om – og få lokoførere og andre til at undlade at melde sig syge, når de ikke er syge. Det er en og samme sag, som handler om at fravælge egoismen og tænke på samfundet som god patriot. Det bliver man også lykkeligere af.

Netop i disse år er der særlig god grund til lidt patriotisme og moralsk oprustning. Tænk på Atea-bestikkelsessagen, skatteskandalen og Danske Banks hvidvask af milliarder af russiske mafiapenge, der risikerer at sende Danmark på rutsjetur ned ad Transparency International´s liste over korruptionsfrie lande. Det er flovt for os alle, og det skyldes vel at mærke ikke rockere og indvandrerbander, men velhavere, der tilhører det bedre borgerskab, som burde vide bedre.