Du er et åndsmenneske, læs her!

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ånd er det, der ligger ud over det nødvendige, det materielle. Vi taler nødigt om det, for vi har ikke ord for det i vort sekulære univers, hvor det kun er det, der kan måles og vejes, der tæller. Min påstand er, at vi alle er åndsmennesker, hvad enten vi er bevidste om det eller ej! Det kan jeg bevise gennem eksempler:

Hvorfor er Danmark verdens mindst korrupte samfund? Det hænger uden tvivl sammen med, at vi er verdens mest tillidsfulde folk. Målinger viser, at vi har stor tillid til hinanden og til offentlige myndigheder. Det er en del af baggrunden for vores velstand og fremgang. Nationer er ikke korrupte, fordi de er fattige. De er fattige, fordi de er korrupte.

Tilliden kan kun forklares med noget åndeligt, som forhåbentlig ikke bliver nedbrudt af visse pengefolks samvittighedsløse spekulation og den voksende mistillid i forhold til folk fra fremmede kulturer, der af mange grunde ikke er baseret på tilsvarende gensidig tillid. Tillidskulturen afholder i almindelighed den enkelte fra at svigte sine medmennesker. Men hvorfor egentlig det? Ofte kan det jo godt betale sig at snyde og svigte og rende med kassen. Men vi gør det som hovedregel ikke. Fordi vi føler os forpligtet af noget uhåndgribeligt, noget åndeligt. Tænk på salget af frugt og grønt ved vejsiden, hvor man selv kan vælge, hvor meget man vil lægge i pengekassen. Tænk på den danske kvinde i New York, der satte barnevognen lige uden for en restaurant, hvor hun kunne se den gennem vinduet. Hun blev anholdt for uansvarlig adfærd. I Danmark kan barnet sove trygt derude.

Et andet eksempel: Hvis vi blot var amoralske egoister, hvorfor er ensomhed så et problem? Kan det ikke være lige meget eller nærmest en fordel, at vi kun skal tænke på os selv? Nej, det er det ikke. For der er noget åndeligt, der er vigtigere end alt andet. Vi vil gerne være en del af noget større. At være uden fællesskab, at være overflødig, at være ligegyldig for omgivelserne, det er det værste, der kan ske for et menneske.

Der tales meget om værdipolitik. Og sommetider får man det indtryk, at værdipolitik betyder indvandringspolitik. Men værdier er noget helt andet og vigtigere. Værdier kan være forbundet med tro og religion, men er mere alment menneskeligt. Værdier er beslægtet med ånd og moral, som ikke er opfundet til lejligheden, men er nedarvet og alment. Det blev bekræftet, da danskerne i stor enighed afgav 300.000 stemmer i netafstemningen, der afgjorde udvælgelsen af værdierne i Danmarkskanonen i fjor.

Alle kulturer bygger på noget, der ikke kan måles og vejes. Tænk på de gamle franske hulemalere i forhistorisk tid. Hvorfor i alverden orkede de at bruge så mange kræfter på hulemalerier? Og hvorfor orkede beboerne på Påskeøen at udhugge alle de kæmpestatuer af sandsten, som kan ses fra alle højdepunkter på den fjerntliggende ø i Stillehavet? I den kristne forestillingsverden taler vi om dommen på den yderste dag. Men der er jo ikke langt fra den kristne forestilling om ”dom” til de gamle hedenske forestillinger om ”mindet over hver en død” (Hávámal). Men hvorfor er vi ikke fløjtende ligeglade med, hvordan vi bliver mindet af vore efterkommere og andre? Det kan jo være lige meget, når vi er døde. Men det er det ikke. Det skyldes, at der er en åndelig dimension, der ikke kan forklares med rationelle, materielle interesser.

Hvorfor skulle vi ellers flokkes i alle de frivillige fællesskaber, foreninger af alle slags, hjælpeorganisationer, lektiecafeer, Røde Kors-venner, hjemmeværnet osv. Hvad drev de 25.000 deltagere i DGI’s Landsstævne i Aalborg i fjor? Ingen af dem fik noget for det, hverken ledere eller deltagere. Bortset fra fællesskabet med andre. Men det er til gengæld også afgørende.

Den største samling af danske foreninger er for resten folkekirken. Større end Danmarks Idrætsforbund og DGI tilsammen. Kontingentet er højt, og nogle bruger kun kirken juleaften og ved dåb, bryllup og begravelse. Men de vil alligevel være med i fællesskabet. Og skam få den, der tænker ilde derom. De skal ikke skældes ud, når de møder op juleaften. Tænk, hvad de har betalt for den ene gudstjeneste!

I pinsen får vi at vide, at det hele drejer sig om ånd. Den ånd har vi kun sans for, hvis vi er stødt på ånd i det daglige, verdslige liv. Som Grundtvig skriver i læredigtet ”Ingen har guldtårer fældet”: »Hvis vi ikke har elsket nogen eller noget her på jorden, så forstår vi heller ikke noget af Guds kærlighed.« Sådan er det med ånden.

Det var det, den sorte amerikanske præst sagde ved det britiske prinsebryllup i sin lange, følelsesprægede tale. Hele nationen græd af rørelse, selv om det jo bare var indgåelse af et ægteskab, der måske endda går i stykker igen. Det er i kærligheden, vi bliver til. Som den ryggesløse Peer Gynt i Henrik Ibsens drama af samme navn: Han går ikke til grunde, fordi han lever i ungdomskæresten Solveigs tro, håb og kærlighed.

Det kan godt være, at kristendommen er noget vrøvl. Men så er det i hvert fald noget kraftfuldt vrøvl, som fortæller os, at vi er åndsmennesker.

Vi kan ikke undvære tilliden, fællesskaberne og de moralske forpligtelser, der følger med. Det er kittet i sammenhængskraften. Ånden er som det mørke stof i fysikeren Stephen Hawkings univers: Vi kan ikke se det, men vi kan beregne, at det udgør 80-90 pct. af universets samlede tyngde. Det holder alting sammen.