Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det var langtfra alle, der deltog i oprøret

Der er i denne tid meget fokus på den indflydelse, som oprørerne har haft på samfundsudviklingen, og man taler her om opmærksomheden på miljøet, kvindefrigørelse, nye samværsformer m.m., men alt dette ville nok have fundet sin form uden dem.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mit 68

En række personer skriver hen over sommeren om deres personlige oplevelser med det ungdomsoprør, der for 50 år siden ændrede verden og vores måde at leve på.

Send et bidrag på 7.000-8.000 tegn inkl. mellemrum til debat@jp.dk, mærket ”Mit 68”. De bedste bringes i avisen. Husk navn, titel og postnummer.

Se tidligere bidrag på jp.dk/mit68

Her i 50-året for det såkaldte 68-oprør skrives der meget om, hvad det har betydet for eftertiden. Et fænomen springer i øjnene, og det er, at det i meget af det, som skrives, fremstilles, som om det dengang var et så udbredt fænomen, at alle deltog, hvilket, mener jeg, langtfra var tilfældet.

I tiden før 1960'erne var der en tydelig lagdeling i samfundet. I byerne havde man arbejderstanden, borgerstanden og akademikerne, og på landet var der arbejdere, håndværkere og landmænd samt en meget lille overklasse bestående af lægen, præsten og måske enkelte andre, som kunne være landinspektør, sagfører eller lignende.

Alt i alt så har jeg ikke meget tilovers for 68’erne, og jeg mener ikke, at man har grund til at beundre dem for deres gerninger op gennem tiden.

På landet var det i hvert fald således, at kun børnene af de sidstnævnte kom på gymnasiet, mens resten nøjedes med en syvårig skolegang i landsbyskolen. Enkelte børn fra bemidlede hjem kunne derudover få et højskoleophold eller frekventere en efterskole. Uhyre få uden akademisk familiebaggrund svingede sig op til en universitetsuddannelse. Det var derimod ret almindeligt, at almindelige landbobørn kom på seminariet og blev lærere. Fra den lille sydfynske landsby, hvor jeg er opvokset, kunne man tælle en lille snes lærere, der her havde haft deres opvækst ofte under særdeles kummerlige kår. Resten forblev i systemet og levede, som deres forældre havde gjort det.

I løbet af 1950'erne og først i 1960'erne skete der imidlertid noget, som var begyndelsen til et opbrud i lagdelingen i samfundet. Der blev i de fleste sogne bygget centralskoler, hvorfra børnene kunne tage realeksamen. Det betød, at en del elever herfra fik en livsbane forskellig fra deres forældres med andet arbejde og væsentlig bedre levestandard. For enkelte blev det også springbræt til en højere uddannelse.

Alle disse havde været glade for deres skolegang, de var taknemmelige over den opvækst deres forældre havde givet dem og de muligheder, som samfundet nu åbnede for dem.

Del dine minder fra 1968 – eller se, hvad andre oplevede i oprørets år

Den almindelige udvikling i samfundet med højkonjunktur tilgodeså disse unge mennesker, så der opstod en hel ny klasse i samfundet, nemlig de fra små kår på landet rekrutterede unge mennesker, der i stedet for at forblive i deres miljø nu flyttede hjemmefra og blev kontorfolk eller lignende, og som begyndte at leve på en måde, der var præget af betydelig mere luksus end den, de havde kendt fra deres hjem.

Dette er væsentligt at have for øje, når man besynger de såkaldte 68’ere i rosende vendinger, idet vi med de to grupper, oprørerne på den ene side og stræberne på den anden side, har to vidt forskellige samfundsgrupper. Jeg kan belyse forskellen på de to grupper med en lille historie fra min ungdom. Jeg var først i 1960'erne lige blevet gift. Jeg kom fra et lille husmandssted, og min kone var fra et arbejderhjem. Da vi var blevet gift og var flyttet ind i en lille lejlighed, var det første, vi gjorde, at købe et afsyret sofabord og en dertil hørende sofa. Hjemme havde vi siddet hele familien rundt om et almindeligt bord og på umagelige stole. Det var i og for sig udmærket, men for os var det et statussymbol med det her sofabord, som vi måske havde set i bedre hjem. Det var da også en chokerende oplevelse, jeg så fik, da jeg engang var blevet trukket med til en seance ude på Hunderupvej i Odense, hvor Amdi Pedersen havde slået sig ned. Han havde sammen med andre hippier købt den store flotte villa med en hel del indbo, der levede op til det liv, der før havde udspillet sig i huset. Den aften, jeg var der, sprang Amdi pludselig op på et stort, flot sofabord og med en økse gav han sig til at smadre det for at vise sin foragt for de materielle goder.

Der er i denne tid meget fokus på den indflydelse, som oprørerne har haft på samfundsudviklingen, og man taler her om opmærksomheden på miljøet, kvindefrigørelse, nye samværsformer m.m., men alt dette ville nok have fundet sin form uden dem. Og hvis vi stiller husmandspigen, som fik en realeksamen og blev kontordame gennem et langt liv, op mod den alternative hashryger på Christiania, så er jeg ikke i tvivl om, hvem der har været mest samfundsnyttig. I det hele taget kan man stille sig det spørgsmål om, hvad der ville være sket, såfremt der ikke havde været alle de borgerlige til at holde samfundet kørende, så de få kunne lege oprørere.

Jacob Holdt: De unge må bryde med os 68'ere og den fejl, vi begik

Alt i alt så har jeg ikke meget tilovers for 68’erne, og jeg mener ikke, at man har grund til at beundre dem for deres gerninger op gennem tiden. Måske har de ligefrem gjort ubodelig skade på mange felter på grund af deres fejltagelser. Jeg tror da heller ikke, at de helhjertet gik ind for alle de ting, som de sagdes at markedsføre. Jeg tror, at de inderst inde havde en helt anden dagsorden. Jeg kan endnu se for mig og høre Amdi Pedersen vrænge: »Gud, konge og fædreland« og så efter en pause tilføje »og realeksamen«. Hermed ville han antyde de fire ting, som han fandt latterlige, og som skulle afskaffes. At overklassen så skævt til realeksamen, kunne være et udtryk for, at de følte deres egen position truet, såfremt alle kunne få en eksamen. Den blev som bekendt også afskaffet, men i stedet for kan alle så i dag få en studentereksamen, og vi har i dag, ikke takket være oprørerne, men takket være en samtidig fremadstræbende ungdom, der tog imod de muligheder, som viste sig, et langtfra så lagdelt samfund, som vi havde i sin tid.

For mit eget vedkommende så lagde jeg næppe mærke til nogen omvæltning i 1968. I 1961 var jeg blevet lærer fra Odense Seminarium, og derefter aftjente jeg min værnepligt ved Den Kongelige Livgarde, hvilket jeg var meget stolt af. Fra 1963 og op igennem 1960'erne var jeg ung lærer på en meget gammeldags skole. Den første dag kom klasselæreren til den klasse, som jeg skulle have til regning, hen til mig og bad mig om at have slips på, når jeg havde hans klasse. For, som han sagde: »Jeg selv føler mig nøgen uden slips.« Denne anmodning imødekom jeg gerne, ligesom jeg indrettede mig efter alle de uskrevne regler, som der herskede på stedet, såsom faste bordpladser på lærerværelset. Engang sidst i 1960'erne kom der på skolen en underlig forpjusket ung lærer. En dag, da vi kom på lærerværelset, sad han oppe på et bord med benene trukket op og spillede mundharmonika, og det skal ikke undre mig, om det var grunden til, at han efter sommerferien ikke var at finde blandt skolens lærere.

Men gammeldags eller ej så skete der på min kære arbejdsplads gradvist ændringer i takt med udskiftning af lærere. Skolen havde et godt ry og var aldrig skueplads for pædagogiske eksperimenter med fatale følger, men stod for solid undervisning af elever, som befandt sig godt.

Læser I med her? Hallo! 50 år efter ungdomsoprøret er der stadig rigeligt at blive oprørt over

Jeg var lærer på samme skole i 35 år, og paradoksalt nok så var jeg på mine gamle dage skolens mest provokerende lærer. Når de andre lærere var ved at få dårlige nerver over de nye tiltag i pædagogikken, som var så ødelæggende for al undervisning, tog jeg det ganske roligt. Emneundervisning kaldte jeg for ”emnepjat”, og så gjorde jeg, som jeg altid havde gjort. En pige sagde engang til mig, at jeg skulle skælde dem ud og sige, at de skulle være stille. Hun fik så mit standardsvar: »Det er lige meget«, og så blev der helt stille i klassen. Undertiden var det næsten kedeligt bare at sidde oppe ved katederet og se på børnene, men man skal jo ikke forstyrre elever, som arbejder hårdt. Jeg skal ikke kunne sige, om ikke der har været elever, der var utilfredse med mig som lærer, men der har også været elever, for hvem det har været godt med min facon. En af mine sidste afgangsklasser gav mig en T-shirt, hvor der på brystet stod: ”Dø er li majet”. Det skulle siges på den rigtige måde og med det rigtige ansigtsudtryk.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter




Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her