Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Fængslingen af Robinson er et voldsomt anslag mod ytringsfriheden

Der er mange omstændigheder ved Robinson-sagen, der bør få alarmklokkerne til at bimle. Der er al mulig grund til at tage pejling af sagen mod Tommy Robinson, for den kan let vise sig at være en kanariefugl i mineskakten.

Enhver, der har set Tommy Robinsons reportage fra Leeds, må erkende, at der ikke var tale om forsøg på at støde an mod en uhildet retsproces. Tegning: Martin Frøsig

Det har vakt vrede både i England og i Europa og USA, at den britiske ytringsfrihedsaktivist og islamkritiker Tommy Robinson den 25. maj i løbet af kun fem timer blev arresteret, idømt 13 måneders ubetinget fængsel – og indsat i fængslet i Hull. Dommen efter denne lynproces var foragt for retten, fordi Robinson livestreamede uden for retsbygningen i Leeds i forbindelse med en voldtægtssag.

Dommen er lodret forkert, og fængslingen af Robinson er i virkeligheden udtryk for de britiske myndigheders ønske om at lukke munden på ham for at sige ubekvemme sandheder om udviklingen i Storbritannien, siger hans tilhængere.

Nej, siger myndighederne og mainstreampressen – herunder også JP – Robinson var blevet advaret, og fængslingen af ham er blot udtryk for effektiv retshåndhævelse. Hvis sagen overhovedet er relevant, så er det som et skoleeksempel på, hvordan fake news kan piske en stemning op.

Det sidste er en grov fejlvurdering af sagen, som absolut ikke er fake news, om end den er mere kompliceret, end mange – både tilhængere og modstandere af Tommy Robinson – har gjort den til.

Lad os derfor ridse baggrunden for fængslingen op:

I juni sidste år blev Robinson idømt tre måneders betinget fængsel med en prøveperiode på 18 måneder for foragt for retten. Han havde filmet de tiltalte pakistanske mænd foran retten i Canterbury i forbindelse med en af voldtægtssagerne i den store grooming-skandale og taget stilling til deres skyld: »Hvorfor voldtager du engelske piger,« spurgte Robinson f.eks. en af de tiltalte, før vedkommende var dømt.

Der er ingen tvivl om, at Robinson er en torn i kødet på de britiske myndigheder, som han i årevis respektløst har konfronteret med følgerne af Storbritanniens mislykkede multikulturelle eksperiment.

Dengang gik Robinson over stregen.

Spørgsmålet er, om han gjorde det samme fredag den 25. maj foran retsbygningen i Leeds og på en måde, så man utvetydigt kunne tale om forsøg på at påvirke nævninge eller støde an mod en fair retssag og en uhildet retsproces.

Det spørgsmål kan kun besvares med et nej.

Enhver, der har set Tommy Robinsons reportage fra Leeds, må erkende, at der ikke var tale om forsøg på at støde an mod en uhildet retsproces. Det kunne den dommer, der dømte Robinson, selv have forvisset sig om, hvis han havde gjort sig ulejlighed med at se reportagen. Den absurde forudsætning for at fængsle Robinson i over et år – nemlig at hans blotte tilstedeværelse og fredelige reportage uden for retsbygningen skulle kunne påvirke nævninge og en uhildet retsproces – er helt i skoven: Robinson kom kun med oplysninger, som enhver kunne have fået ved at læse dagens retsliste. Han var ikke i nærheden af nævningene, og han forsøgte på ingen måde at påvirke retsafgørelsen.

Tværtimod udviste han stor varsomhed ved konsekvent at omtale de anklagede som »påståede forbrydere« (alleged criminals). Tilsvarende var Robinsons spørgsmål til de voldtægtsanklagede mænd foran retsbygningen udelukkende åbne spørgsmål: »Hvordan har du det med anklagen imod dig?«, og »har du nogen skyldfølelse?«. Det sidste var altså det spørgsmål, som dommeren helt urimeligt påstår skulle udgøre et forsøg på at påvirke retsprocessen og tage stilling til skyldspørgsmålet på forhånd.

Selv om man så godtager den tåbelige påstand om, at enhver reportage fra offentlig vej i nærheden af en britisk retsbygning pr. definition udgør en ”substantial risk” – altså en overhængende risiko – for at påvirke den verserende retssag, er behandlingen af Robinson uden fortilfælde: Der er ingen, der har fået 13 måneders fængsel for at bryde et sådant påbud.

Får en mand en betinget dom for at køre for stærkt, skal han naturligvis kun i fængsel, hvis han igen bryder færdselsloven. Han kan ikke fængsles blot for at sætte sig bag et rat. Tommy Robinson skal også kun straffes med fængsel, hvis han med en betinget dom for foragt for retten igen optræder på en måde, der kan påvirke en uhildet retsproces.

Der er mange omstændigheder ved Robinson-sagen, der bør få alarmklokkerne til at bimle. Alene at Robinson udsættes for en så summarisk rettergang (vidner siger, at hele retssagen var forbi i løbet af minutter), og at han nægtes ret til at vælge sit eget forsvar, er en skandale i et retssamfund.

Men hvorfor skulle myndighederne være ude efter Tommy Robinson? Der er ingen tvivl om, at Robinson er en torn i kødet på de britiske myndigheder, som han i årevis respektløst har konfronteret med følgerne af Storbritanniens mislykkede multikulturelle eksperiment. Herunder ikke mindst de uhyggelige grooming-skandaler:

Storbritannien har i de senere år oplevet en række lede voldtægtssager, som udgår fra det muslimske indvandrermiljø, mod mindreårige piger. Her er det efterfølgende kommet frem, hvordan politiet, retssystemet og de sociale myndigheder har gjort sig store og politisk motiverede anstrengelser for at skjule og fortie omfanget af disse sexforbrydelser for offentligheden.

Dette fordi man ikke ville støde an mod det muslimske indvandrermiljø ved at fremstå racistisk. Det ser altså ud til, at engelske magthavere af politiske grunde bevidst har undertrykt oplysninger om vold og forbrydelser mod unge, sårbare kvinder.

Det er også Robinsons vurdering, og den er han ikke gået stille med, ligesom han konstant og uforfærdet har påpeget de store problemer med islam, multikulturalisme og integration, som Storbritannien lider under. Det har gjort ham til en stærkt kontroversiel figur – hadet af både islamister og de såkaldte antifascister, som altid stiller op til vold og ballade, når Robinson skal tale. Men i stedet for at slå ned på dem, der skaber balladen, islamister og Antifa, griber myndighederne konstant til den nemmere løsning: at lukke munden på ham, der siger den ubekvemme sandhed. Og dommen over Robinson ligner endnu et forsøg fra de britiske myndigheders side på at gennemtvinge en autoritær knægtelse af hans ytringsfrihed for at fratage de mennesker hans stemme, hvis sag han taler.

For det er langtfra første gang, myndighederne har været efter ham: I 2014 blev han idømt 18 måneders fængsel for at have opgivet ukorrekte bankoplysninger i forbindelse med et huslån. En voldsom straf for en mindre forseelse. Robinson advarede fængselsmyndighederne imod at anbringe ham i celle med muslimske ekstremister – hvilket de fluks gjorde: I Woodhill-fængslet blev han sat i en celle med voldelige islamister, der – i det øjeblik celledøren lukkede – overfaldt ham og forsøgte at myrde ham.

Da han i 2014 blev inviteret til at tale i studenterforeningen ved Oxford University, ville hans socialrådgiver og kommunale sagsbehandler absolut sætte grænser for, hvad han måtte sige. Bl.a. ville hun forhindre ham i at udtale sig om islam. Senere forsøgte hun at presse ham til at trække sig helt fra arrangementet, ved at antyde at hun kunne få tvangsfjernet hans børn, som hun påstod havde mystiske sår på knæene.

Politiet har gentagne gange forsøgt at presse ham ved at chikanere ham foran hans kone og mindreårige børn: I forbindelse med sidste års sag fra retten i Canterbury bankede politiet hele familien op kl. 3 om natten for at arrestere Robinson foran hans kone og forskrækkede børn. Helt uhørt, når man tager forseelsens grovhed og fraværet af flugtrisiko i betragtning. Politiet dukkede også op på en pub, hvor Robinson sad med sin familie og spiste, inden de skulle ind og se en fodboldkamp. Trods Robinsons protester og pubindehaverens ihærdige forsøg på at forklare politiet, at Robinson var en fredelig gæst, blev han smidt ud.

Fængslingen af Robinson er et voldsomt anslag mod grundlæggende retsstatsprincipper – ikke mindst ytringsfriheden. Dette anslag er så meget større, fordi det kommer fra de myndigheder, politi og retsvæsen, der har det som deres fremmeste opgave at beskytte borgeren mod overgreb og vilkårlighed. Der er al mulig grund til at tage pejling af sagen mod Tommy Robinson, for den kan let vise sig at være en kanariefugl i mineskakten. Den illustrerer nemlig, hvad der sker, når myndighederne i en blanding af misforstået hensyn til muslimske følelser og angst for terror sætter alt ind på at opretholde ro og orden for enhver pris.

Den pris kan vise sig at blive ytringsfriheden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Blog: Er anholdelsen af Tommy Robinson politisk?
Jaleh Tavakoli
I fredags, d. 25. maj, blev Tommy Robinson anholdt ude foran en domstol og dømt til 13 måneders fængsel for at have vist 'foragt for retten'. Siden har jeg haft en uro i kroppen. Jeg er rasende, forvirret og bekymret.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Blog: Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Majbritt Maria Nielsen
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her