Nyt forsvarsforlig er en solid begyndelse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Henrik Breitenbauch, centerleder Center for Militære Studier Københavns Universitet | Kristian Søby Kristensen, vicecenterleder Center for Militære Studier Københavns Universitet

Claus Hjort Frederiksen kunne søndag sammen med en bred forligskreds præsentere et nyt seksårigt forsvarsforlig. Forliget er historisk. For første gang i nyere tid er der for alvor flere penge til forsvaret.

De nye penge til flere soldater og nyt udstyr er en reaktion på en forværret geopolitisk situation. Forliget handler først og fremmest om Putins Rusland mod øst. Ruslands udenrigspolitiske linje udgør et geopolitisk problem for Nato og en trussel for de nabolande, som står uden for alliancen. Den europæiske orden er i høj grad atter defineret af en øst-vest-magtbalancelogik. Desværre er denne logik nok blivende. Den driver Nato mod igen at have fokus på kollektivt forsvar og militær afskrækkelse. Det samme gælder for forsvarsforliget. Især oprettelsen af en ny slagkraftig brigade skal gøre den danske hær i stand til at bidrage til kollektivt forsvar af Natos territorium. Forliget er derfor udtryk for et sikkerhedspolitisk balanceskifte fra syd og mod øst.

Men det er ikke et paradigmeskifte. Terror, borgerkrige og ustabilitet gør, at det danske forsvar i årtier fremover indimellem vil være aktivt syd for Europa. Terrortruslen betyder samtidig nye opgaver knyttet til bevogtning og beredskab på dansk grund. Den opgave vil heller ikke være af forbigående karakter.

Forliget fokuserer det danske militær på kollektivt forsvar i Østersø-området, krisestyring og stabilisering syd for Europa og beredskabsopgaver herhjemme inklusive cyberområdet samt rigsfællesskabet. Forliget udgør dermed en prioriteret balance, som med hele 144 folketingsmandater bag sig er godt demokratisk forankret.

Så hvad så? Er der mere at tale om? Ja – det er der faktisk. Selv om regering og Folketing har stukket retningen ud for de næste seks år, er der udfordringer, der kan komme til at kræve nye politiske svar. Budgetforøgelsen kan endda vise sig at være utilstrækkelig af både forsvarspolitiske og alliancepolitiske årsager.

Den første udfordring knytter sig til styring. Mange tidligere forsvarsforlig har drejet sig om at spare penge, fyre folk og nedlægge funktioner. Rationalisering har sin egen styringslogik, og den er de fleste dele af den offentlige sektor – herunder forsvaret – godt bekendt med. Bred tilførsel af flere ressourcer – 20 pct. i 2023 – er derimod en sjældenhed. Det kan blive en udfordring for forsvaret at nå at bruge pengene.

Budgettet stiger langsomt frem mod 2023. Det sker blandt andet for, at forsvaret kan nå at købe nyt udstyr, hyre nye soldater og få dem gjort klar i forsvarets enheder. Det er faktisk ikke helt nemt.

Indkøb af forsvarsmateriel er mindst lige så komplekst som andre offentlige investeringer. Med forligets lange indkøbsseddel kommer forsvarets indkøbsorganisation under maksimalt pres. Der skal blandt andet købes nye missiler til flådens skibe og en lang række nye kapaciteter til hæren. Samtidig er forsvaret stadig i gang med at købe nye kampfly. Netop investeringen af over 50 mia. kr. i nye kampfly kommer til at være det altoverskyggende projekt de kommende år. Som bemærket af både Forsvarsministeriet og Rigsrevisionen er der en række risici forbundet med kampflykøbet. De kan blive dyrere end budgetteret. Derudover risikerer man, at kampflyene stjæler fokus fra andre indkøb med en gøgeungeeffekt: Prisen kan gøre, at der ikke er råd til meget andet, og beslutningen kan vise sig så krævende at implementere, at der ikke er kræfter til meget andet.

En udfordring er altså at købe de rigtige maskiner i tide. Men de rigtige mennesker skal også hyres. Både rekruttering og fastholdelse har før været en udfordring for forsvaret – især højtuddannet eller specialiseret personale. Det gælder for helikoptermekanikeren i flyvevåbnet, våbenofficeren på fregatterne og cyberkrigeren i efterretningstjenesten. At få fat i de rigtige mennesker bliver sværere i en tid med stigende vækst og høj beskæftigelse. Forsvaret kan ikke som eksempelvis Metroselskabet erstatte dansk arbejdskraft med polsk eller italiensk. Utilstrækkelig rekruttering er dermed også noget, der risikerer at underminere forligets målsætninger.

Kunsten er at få synkroniseret investeringen i mennesker og maskiner, så man ikke ender med det ene, men uden det andet. Det er sværere, end det lyder. Mangel på F-16-piloter var for eksempel et kritisk problem i 1980’erne. Og i de tidlige 2000’ere var upålideligt materiel grunden til, at danske droneoperatører ikke kunne træne i at flyve dronerne. Begge dele kan ske igen. Men ingen af delene må ske, hvis forsvaret skal nå forligets målsætninger.

Det kræver styring. I den forbindelse er det interessant, at forligsteksten er utraditionelt kort. Det betyder umiddelbart, at forligskredsen har givet ansvaret for at udmønte forliget tilbage til ministeren og forsvarschefen. I de senere forlig har forligskredsen udgjort en slags arbejdende bestyrelse for forsvaret. Traditionen er opstået, fordi Folketinget tidligere har haft svært ved at styre forsvarets økonomi. Forandringen retter således op på et skred væk fra, hvordan dansk parlamentarisme og ministeransvar normalt praktiseres. Det bliver derfor spændende at se, om – og i givet fald hvordan – forligskredsen vil styre et større forsvarsbudget med større armslængde.

Danmark er en småstat. Derfor er dansk forsvarspolitik også altid alliancepolitik, knyttet til internationale krav og tendenser. Så selv om Putin er vigtig for dansk forsvarspolitik, er Trump på nogle måder endnu vigtigere. Forliget er derfor også et svar på det amerikanske pres for større europæiske bidrag i Nato. To tal er afgørende her – 20 pct. og 2 pct. Med alt det nye udstyr vil Danmark opfylde målsætningen om, at 20 pct. af forsvarsbudgettet skal investeres i ny teknologi. Den anden målsætning – de berømte 2 pct. af bnp anvendt på forsvaret – kommer Danmark ikke til at opfylde i forligsperioden. Her vil Danmark nå ca. 1,3 pct. af bnp.

Hvad det betyder for det amerikanske engagement i europæisk sikkerhed, at blandt andet Danmark ikke når dén målsætning, er et åbent, men alvorligt spørgsmål, som forliget ikke har svar på.

En anden tendens er internationalisering. Flere opgaver og stigende priser på våbenteknologi øger behovet for forpligtende samarbejde mellem europæiske allierede. Små lande kan mindre alene. Det danske forsvar vil derfor opleve et pres for at vokse endnu mere sammen med forsvaret i de tre europæiske stormagter Storbritannien, Tyskland og Frankrig og med de nordisk-baltiske landes forsvar. Det pres vil kræve prioriteringer i dansk forsvarspolitik. Med nyt momentum i EU’s forsvarspolitiske samarbejde kan mange danske samarbejdspartnere vælge at organisere dele af deres forsvarspolitik i EU. Det danske forsvarsforbehold vil i så fald stille Danmark mere alene i europæisk sikkerhed.

Selv med flere penge, maskiner og mennesker i forsvaret kan Danmark derfor risikere at være mere marginaliseret i 2024 end i dag – og derfor lidt mindre sikkert. Hvis det sker, vil forliget ikke have været ambitiøst nok. Forsvarspolitikernes udfordring er, at det er svært at ramme det netop tilstrækkelige, når alting bliver dyrere, når forandringer er svære at implementere, og når allierede faktisk mener det, de siger om byrdedeling og internationalt samarbejde. Forsvarsforligsteksten indeholder derfor næppe svar på alle de udfordringer, der lurer i den kommende forligsperiode.

Så selv med et bredt funderet, langtrækkende og umiddelbart velfinansieret forlig er der altså stadig noget at tale om i dansk forsvarspolitik.