Et første skridt mod fuldt Nato-medlemskab
De amerikanske skatteydere skal ikke undgælde for, at hovedparten af de europæiske lande ønsker fuld dækning uden at ville betale forsikringspræmien.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Med det netop indgåede forsvarsforlig får forsvarsbudgettet for første gang siden afslutningen på Den Kolde Krig et substantielt og stærkt tiltrængt løft. Alt for længe har de europæiske Nato-lande kørt på fribillet, om end Danmark kan ranke ryggen mere end andre ved at have ydet en betydelig indsats i internationale opgaver i Afghanistan, Irak, Mali, Syrien og ikke mindst i indsatsen for at beskytte de baltiske Nato-lande mod den voksende aggression fra Rusland.
Hvor meget man end kan beklage, at denne indsats er nødvendig, må det konstateres, at verden anno 2018 oplever voksende geopolitiske spændinger.
Kina fører sig frem i Det Sydkinesiske Hav. Nordkorea arbejder intenst på at sætte sig i besiddelse af interkontinentale ballistiske atommissiler. Iran ønsker at udbrede sin magt til store dele af Mellemøsten. Rusland demonstrerer stedse mere aggressivt sine territoriale ambitioner. Når hertil føjes den islamistiske terrorisme i en verden, der desværre ikke savner despotiske regimer, må demokratiske lande nødvendigvis have et forsvar, der ikke blot er afskrækkende, men også har styrke til proaktivt at blive sat ind rundt om i verden.
Forliget betyder et økonomisk løft af forsvaret med i alt 12,8 mia. kr. i de kommende seks år. En del af pengene skal anvendes til at udruste Søværnets fregatter med missilforsvarssystemer, der kan beskytte såvel en flådestyrke som landområder mod angribende fly, hvilket er essentielt med Danmarks strategiske placering i Østersøregionen. Opstillingen af en ny brigade med 4.000 professionelle soldater fra 2024 er ligeledes positivt, og det samme gælder det stærkt intensiverede forsvar mod cyberangreb. Her er der dog grund til at spørge, om der ikke bør afsættes endnu flere penge i betragtning af de ressourcer, som Rusland og andre potentielle fjender råder over og hensynsløst dagligt viser vilje til at bruge.
Allerede kort efter sin indsættelse satte præsident Trump tommelskruer på de øvrige Nato-lande med budskabet om, at når medlemskabet hviler på, at forsvarsbudgettet skal være på 2 pct. af bruttonationalproduktet (bnp), svigter man fællesskabet ved ikke at honorere denne forpligtelse. Med andre ord: De amerikanske skatteydere skal ikke undgælde for, at hovedparten af de europæiske lande ønsker fuld dækning uden at ville betale forsikringspræmien.
Ret beset er det pinligt, at en ny amerikansk præsident skal minde USA’s allierede om, hvad de har forpligtet sig til som medlemmer af Nato. At Trump i den første fase af sin embedsperiode også fandt det nødvendigt at så tvivl om artikel 5 – Nato’s ”musketered” – var ikke charmerende, men desværre forståelig for at få fodslæbende europæiske lande til at tage deres forsvarsforpligtelser alvorligt. Hvis eksempelvis Tyskland brugte 2 pct. af sit bnp, ville forsvarsbudgettet i Europas største økonomi beløbsmæssigt være af samme størrelsesorden som Ruslands, der bruger 5,4 pct. af bnp.
Det er netop Ruslands fremfærd, der nødvendiggør, at de europæiske Nato-lande lever op til deres forpligtelser. Den såkaldte ”fredsdividende”, som de mente at kunne høste med Sovjetunionens sammenbrud, har efterladt Europa sårbar over for bl.a. putinismen.
Forliget bringer forsvarsbudgettet op på 1,3 pct. af bnp og må derfor ses som det første vigtige skridt på vejen mod de 2 pct. af bnp. Forhåbentlig vil Trump-regeringen anerkende, at processen er begyndt, men uden et fortsat pres fra USA, er der en reel fare for, at partierne bag forsvarsforliget selvtilfredse læner sig tilbage og mener, at de nu har gjort nok.