Dronningens nytårstale i europæisk perspektiv

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når dronning Margrethe II holder sin nytårstale, er hun langtfra alene. De fleste af Europas monarker holder hvert år enten en nytårs- eller en juletale.

Men talens indhold og stil samt formaliteterne omkring den er meget forskellige fra land til land. Ligesom det også er meget forskelligt, hvornår og under hvilke omstændigheder traditionen er opstået i de forskellige lande. Nytårs- og juletalernes forskellige karakter og historie afspejler nogle dybereliggende forskelle mellem de europæiske lande.

I Danmark opstod nytårstalen i radioen som en følge af Anden Verdenskrig. Christian X holdt den første radiotransmitterede nytårstale d. 1. januar 1941, altså ved det første årsskifte efter at tyskerne havde besat landet d. 9. april 1940. På grund af Besættelsen følte regeringen og kongehuset et behov for, at kongen talte direkte til befolkningen ved nytårstid. Og Christian X benyttede da også, helt i overensstemmelse med regeringens ønske, lejligheden til at opfordre danskerne til fortsat at holde sig i ro og indordne sig under samarbejdspolitikken.

Efter Besættelsen fortsatte Christian X med at holde nytårstale i radioen hvert år, og efter tronskiftet i 1947 overtog Frederik IX denne skik. Fra 1958 blev talerne også direkte tv-transmitteret. Ligesom de stadig er det i dag, når dronningen holder sin tale kl. 18 nytårsaften.

I Sverige holder kongen også en tale i forbindelse med julen. Men her er det ikke en nytårstale, men en juletale, som bliver holdt juledag. Men den danske tradition er meget ældre end den svenske, og det hænger sammen med, at Sverige ikke var med i Anden Verdenskrig. I Sverige blev der ganske vist allerede i løbet af 1930’erne, 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne holdt forskellige radiojuletaler af diverse kongelige personer. Men det var langtfra altid selve kongen, der holdt talen, og desuden blev den slet ikke holdt hvert år. Endvidere var talen ikke rettet mod hele den svenske befolkning, men kun mod svenskere, som opholdt sig i udlandet.

I 1938 holdt den svenske prins Wilhelm således en juletale til svenskere i udlandet, og den svenske kong Gustav VI Adolf gjorde det samme nogle gange i løbet af sin regeringstid fra 1950 til 1973. Men med ret store mellemrum. Kun i 1951, 1957, 1964, 1966 og 1969 fik udlandssvenskerne lov til at høre kongens stemme. Der blev slet ikke holdt nogen kongelige juletaler under Anden Verdenskrig. I Sverige var der ingen samarbejdspolitik, som kongen havde behov for at mane befolkningen til at følge. Derimod var det mest ”praktisk” for kongen at sige så lidt som muligt i disse år. For hvordan skulle han formulere sig til befolkningen om den førte svenske udenrigspolitik, som formelt var en neutralitetspolitik, men som de første år af Anden Verdenskrig reelt var meget protysk. I forbindelse med den såkaldte svenske permittent-trafik tillod Sverige tyskerne at transportere både krigsmateriel og tropper gennem svensk territorium. Ligesom man bl.a. også solgte jernmalm til tyskerne fra Kiruna i Nordsverige.

Først med den nuværende kong Carl XVI Gustavs tronbestigelse i 1973 blev kongens juletale i radioen en fast tradition. Han havde for første gang holdt en radiojuletale som kronprins i 1972 og fortsatte efter sin tiltrædelse som konge med at holde tale hvert år. Og først fra 2007 er talerne også blevet sendt i tv.

Ud over at Sverige ikke var med i Anden Verdenskrig, var den socialdemokratiske dominans i det politiske liv i Sverige en anden vigtig årsag til, at den svenske juletradition først blev etableret langt senere end traditionen for, at den danske konge holder nytårstale. Socialdemokraterne sad i en stor del af tiden i det 20. århundrede meget tungere på magten i Sverige end i Danmark. Således var samtlige svenske statsministre fra 1936 til 1976 socialdemokrater. Desuden var de svenske socialdemokrater på denne tid generelt mere skeptiske over for monarkiet end deres danske partifæller. Derfor var det ikke så oplagt, at monarken skulle holde en fast radiotale til folket hvert år ved juletid. Det kunne let tage sig forkert ud, da befolkningens opbakning til monarkiet slet ikke var så stærk som i Danmark.

I vores andet skandinaviske naboland, Norge, er der derimod en tradition med nogenlunde lige så lange rødder som den danske. Og i Norge bliver talen desuden også holdt til nytår, ligesom i Danmark.

Allerede i 1935 holdt den senere kong Olav V sin første nytårstale i radioen som kronprins. Og ligesom i Danmark kom Anden Verdenskrig til at betyde, at nytårstalen manifesterede sig som en mere fast tradition. I årene efter krigen, fra 1946 og frem, skiftedes kongen, kronprinsen og kronprinsessen til at holde en nytårstale i radioen.Efter kongeskiftet fra Haakon VII til Olav V i 1957 blev det skik, at det var kongen selv, der holdt nytårstalen hvert år. Ligesom det allerede var traditionen i Danmark. Kun hvis den norske konge var syg, tog kronprinsen over. Fra 1960 blev talen også sendt i fjernsynet.

I det relativt unge, selvstændige Norge, som kun havde eksisteret siden 1905, var nationalfølelsen meget stærk, og opbakningen til kongen tilsvarende stor. Arbeiderpartiet i Norge var ikke ved magten uafbrudt i så mange år som det svenske socialdemokrati, og partiet var heller ikke nær så præget af republikanske kræfter som søsterpartiet i Sverige. Derfor var det naturligt, at skikken med, at kongen holdt tale hvert år, slog rod i Norge længe før end i Sverige.

I Storbritannien blev traditionen etableret i 1932, hvor kong George V sendte sin første julehilsen til det britiske folk. Men dette var netop også ”kun” en julehilsen, og ikke en længere tale. I begyndelsen var talerne i de skandinaviske lande også relativt korte. Men her udviklede de sig efterhånden til at blive markant længere – og efterhånden også mere personlige. I Storbritannien, derimod, holdt man fast i, at talen skulle være ret kort, og den har i dag stadig mere karakter af en formel julehilsen end en personligt præget tale. Selv om dronning Elizabeths taler er blevet lidt mere personlige med årene, halter de således stadig langt bagefter især den norske konges og den danske dronnings taler, hvad dette angår.

Dette hænger bl.a. sammen med den særlige status, som den britiske monark har haft gennem adskillige årtier som leder af først det britiske imperium og derefter Commonwealth. En tale, som er henvendt til alle dele af verden, egner sig ikke så meget til personlige betragtninger eller betragtninger om samfundets udvikling, da de samfund, som talen omhandler, er meget forskellige både med hensyn til kultur, mentalitet, økonomi og politik. Den hollandske og den belgiske konge samt den luxembourgske storhertug holder også taler i forbindelse med julen. Den nye generation af regenter i disse lande har gjort talerne mere personlige end deres forældres generation. Men de er alligevel stadig ikke lige så meget præget af finurlige personlige kommentarer til samfundets udvikling og almenmenneskelige betragtninger som dronning Margrethes nytårstaler herhjemme. Til gengæld er talerne i Benelux-landene til tider mere konkret politiske end den danske dronnings taler. I Holland, Belgien og Luxembourg har man en stærkere tradition for, at kongerne/storhertugerne godt kan blande sig mere direkte i politik, end den danske dronning ville kunne herhjemme. Især kommenterer Benelux-landenes regenter ofte europæiske spørgsmål. Dette hænger ikke mindst sammen med de tre landes lange historie som nogle af foregangs- og kernelandene i EU-samarbejdet.

Jule- og nytårstalerne rundtomkring i de europæiske monarkier afspejler således de meget store forskelle mellem landenes historie og mellem den rolle og betydning, som monarkiet har og har haft i de forskellige dele af Europa.