Kattelem i Catalonien

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kravet om Cataloniens uafhængighed, som regeringschefen for den autonome spanske provins meddelte tirsdag aften med nogen forsinkelse, var det forkerte signal til den forkerte tid. Men han åbnede også en kattelem, som udløser en smule håb.

Carles Puigdemont havde malet sig selv op i et hjørne med sine uigennemtænkte og provokerende ytringer og handlinger op til den såkaldte folkeafstemning for nylig. Ja, der var 90 pct. flertal for uafhængighed, men valgdeltagelsen var på 43 pct., og hvis det var gået den anden vej, ville han formentlig have erklæret, at så få ikke kan afgøre så meget.

I sin lange tale til parlamentet i Barcelona forsøgte Puigdemont sig med forsonlige toner. Han erklærede, at han ønskede at »formidle ro«, og at »catalonierne ikke er forbrydere.« Men 25 minutter inde i talen sagde han, at man ønskede at være en uafhængig republik. Kort efter oplyste han, at man ville udsætte uafhængigheden og søge mægling. Det var vel så langt, han kunne gå.

Det må siges tydeligt, at heller ikke Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, har opført sig forbilledligt. Han har snarere gjort det modsatte. Gennem adskillige år har han – og hans forgængere – vendt det døve øre til Barcelona, og da catalonierne havde fået nok, gik på gaden og stillede valgurnerne op, slog han bak på lidet elegant vis. Han benægtede fakta – at der var en krise – og overså, at den kun kunne bilægges ved en politisk løsning. Rajoy, eller hans folk, pudsede kampklædt politi på ubevæbnede borgere. Det er ikke en demokratisk regeringschef værdigt, og at mange i Catalonien har opført sig uklogt, er ikke en undskyldning.

Ikke desto mindre er det Puigdemont, der har hovedsansvaret for balladen. Barcelonas borgmester, Ada Colau, har klogt opfordret såvel Puigdemont som Rajoy til at tale fredeligt sammen. Spaniens finansminister, Luis de Guindos, sagde tirsdag, at dette ikke drejer sig om uafhængighed, men om et angreb mod retsstaten; det er der meget om. En uafhængighed som den, Puigdemont fordrer, er i strid med den spanske forfatning, der blev vedtaget af bl.a. et overvældende catalonsk flertal. Det er nogle årtier siden, men en forfatning er en forfatning. Danmarks Riges Grundlov blev i sin seneste, omfattende ændring indført 1953, og ingen drømmer vel om ved et pennestrøg at sætte den ud af kraft. Argumentet om, at et mindretal altid har ret til selvstændighed, holder heller ikke. Som en tidligere FN-generalsekretær har påpeget, retter dette princip sig mod regioner, der ikke styres demokratisk. Catalonien er et demokrati, og en selvstændighed vil, dersom den gennemføres, kaste Spanien, og på længere sigt måske EU, ud i kaos.

Hvad der ikke må ske er, at centralregeringen i Madrid, med Rajoy i spidsen, sætter hårdt mod hårdt. Det nationale politi siges at stå på spring for med magt at holde sammen på landet. Rajoy har sine egne problemer at slås med, frem for alt beskyldninger om korruption i hans eget, konservative parti. Han kan have brug for en afledningsmanøvre, selv om det fører til, at korthuset vælter.

Mindst én bank har meddelt, at man vil flytte sit hovedkvarter fra Barcelona til den østspanske havneby Alicante. Andre pengeinstitutter overvejer lignende skridt. Også mange virksomheder har sagt, at de vil søge væk. For Barcelonas vigtige turistindustri kan konflikt og uvished heller ikke være vejen frem.

Hvad der er brug for er dialog – mellem Barcelona og Madrid. EU-præsident Donald Tusk har indtrængende opfordret Catalonien til at flytte foden fra speederen. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har sagt nej tak til opfordringer om at mægle. Også Tysklands kansler Angela Merkel, som er blevet bedt om at træde til, har andet at beskæftige sig med. Carles Puigdemont har sat alt på ét bræt, og nu krabber han – lidt – tilbage. Det var på tide. Men faren er ikke drevet over. D’herrer Puigdemont og Rajoy: Vær venlig at gribe telefonen. Endnu bedre ville det være, om de satte sig ved samme bord. Vi lever i det 21. århundrede. Spanien er ikke en bananrepublik. Det lyder banalt, men må åbenbart siges.